Jamilla Jaffer synes selv, at det lyder som en banal kliché, når hun med et smil på læben siger, at hun ønsker at gøre verden til et bedre sted at leve i. Alligevel er ordene ramme alvor. Hvorfor kan verden ikke være et sted, hvor vi dog bare kan acceptere hinanden og ikke dømme andre på det ydre. Det er måske hørt før, men hvor mange gør egentlig disse hæderlige tanker til handling? Jamilla forsøger.
Det begyndte allerede for 24 år siden, da Jamilla var blot fem år gammel. Hun sad hjemme i dagligstuen i Vallensbæk med sine forældre og så tv-avis. Der tonede nogle billeder frem på skærmen fra Israel/Palæstina-konflikten, hvor hun så en lille dreng, der var blevet skudt. Det rørte den lille pige så dybt, at hun spurgte sin far om, hvad hun kunne gøre for at hjælpe, når hun engang blev stor.
"Min far er jo pakistaner, så han sagde, at jeg enten kunne blive læge eller jurist. Så tog han mig med over til familielægen, som fortalte lidt om, hvad læger laver, om at man skulle stikke og skære i folk. Det ville jeg ikke være med til. Så var det, jeg besluttede, at jeg skulle være jurist. Det er så det, jeg er gået efter lige siden."
Så straks, Jamilla stod med sin niende klasses afgangseksamen, var det videre til gymnasiet, som bare skulle overstås for at komme direkte ind på jurastudiet på Københavns Universitet. Her blev hun færdig som 25-årig med kun ét sabbatår efter bachelorgraden. Hun har aldrig tvivlet på, at det var jura, hun ville. Jamilla har ikke som de fleste andre småpiger drømt om at blive skuespiller, sangerinde, topmodel, kendt, prinsesse eller andet i den dur.
- Hvornår blev du bevidst om, hvad det indebar at være jurist?
"Det blev jeg, da jeg var færdig. Da jeg så kom ud i det pulserende erhvervsliv, så var det pludselig noget andet."
Én ting er teori, men noget andet er at omsætte det til praksis. Jamilla var frivillig et par måneder i Kritisk Retshjælp.
"Der havde jeg nogle oplevelser, hvor der kom nogle personer ind, jeg ikke kunne hjælpe. Nu havde jeg siddet og læst i de her bøger i fem-seks år, og så kunne jeg bare ikke hjælpe de mennesker, der havde brug for det. Der oplevede jeg et par gange, at regelsættene ikke gav den beskyttelse, der skulle til. Jeg blev så frustreret."
Så stod hun der og skulle vælge mellem at blive ved juraen og så måske være med til at forsøge at få reglerne til at fungere. Den anden mulighed var at rykke over i det politiske liv, hvor hun kunne være med til at påvirke lovgivningsprocessen og være med til at lave et regelsæt, der giver en bedre beskyttelse for dem, som har behov for det.
Det blev det sidste.
I dag er Jamilla leder af Fagbevægelsens Videnscenter for Integration, og i foråret blev hun valgt som næstformand i foreningen Demokratiske Muslimer.
I LO arbejder hun for at få integrationen til at lykkes i fagbevægelsen.
"Ud af de 1,2 mio. medlemmer, LO har, så er 76.000 af dem minoritetsmedlemmer. Hvis integrationsprocessen er lykkes i fagbevægelsen, er vi nået langt."
Jamillas engagement i Demokratiske Muslimer handler om at få integrationen til at lykkes i Danmark.
"Hvis vi bare kan acceptere, at vi er indi-vider og har forskellige holdninger, så ville verden være et bedre sted at bo. Det er vel egentlig det, jeg kæmper for. I bund og grund er det jo ligegyldigt om jeg beder fem gange om dagen og ikke spiser svinekød - det fortæller ikke noget om, hvilket menne-ske jeg er. Så egentlig hellere begynde at kigge på, hvem vi er inden i. Men det er desværre ofte de ydre ting, vi bedømmer hinanden på."
Afvist af dørmanden
Det skete for Jamilla og en af hendes venner, som ligeledes er af pakistansk oprindelse. De to ville ind på diskotek Park på Østerbro for godt tre år siden.
Dørmanden ville ikke lukke dem ind med begrundelsen, at Jamillas ven bar t-shirt. De så, at indtil flere andre var blevet lukket ind iført t-shirt. I stedet for at gå videre til næste sted og glemme episoden, gik Jamilla skridtet videre. Hun fik efter møje og besvær politiet ud til Park med beskeden om, at de skal tjekke, om der var gæster på diskoteket med t-shirts på. Politiet kom ud med meddelelsen om, at 'Ja, der er andre indvandrere derinde.' Jamilla fik ikke svar på sit spørgsmål. Ikke desto mindre anmeldte hun stedet for racisme, men stadig den dag i dag ligger sagen og venter. Jamilla fik desuden karantæne i tre måneder fra Park, fordi hun havde anmeldt dem.
"Jeg har i det mindste overskuddet til at gå videre med sådan en sag. Men når ikke engang jeg som jurist, der har arbejdet i integrationsministeriet og nu er i LO, er kommet nogen vegne, så ved jeg ikke hvad. Hvad med de knægte, der står fredag og lørdag aften, og endnu en gang bliver afvist, fordi de har en forkert hudfarve? Jeg kan godt forstå, at de bliver tossede. Hvad gør man så, hvis man ikke har ordet i sin magt og ikke ved, hvor man skal gå hen?"
Park-episoden er ikke enestående i Jamillas liv. For selv om hun som jurist ikke opererer med begrebet 'uretfærdig', så har hun følt sig uretfærdigt behandlet en del andre gange.
Opgør med kønsrollemønster
Etnisk ligestilling og integration er ikke det eneste Jamilla kæmper med. Hendes egen personlige kamp går på et opgør med det traditionelle kønsrollemønster.
"Jeg er jo en pige med muslimsk baggrund og har lært hjemmefra, at man ikke skal være højtråbende som pige. Med det, jeg laver nu, skal jeg jo netop ud og være højtråbende. I folkeskolen og gymnasiet var jeg sådan en, der var meget stille, men da jeg begyndte på universitetet, kan jeg huske, at jeg traf en beslutning om, at nu skulle jeg lægge den stille pige fra mig. Nu skulle jeg til at være åben og imødekommende. Det gjorde jeg så fra den ene dag til den anden. Jeg kan huske, at jeg gik op ad trappen og gik ind og tænkte, nu har jeg simpelthen muligheden for, at være en anden person. Være den, jeg i virkeligheden gerne ville være."
På mange punkter er Jamilla opdraget som en muslimsk pige. Hun måtte ikke gå til fester, og når hun endelig insisterede, skulle hun forhandle med sin far. Det vil sige, at det kun lykkes de gange, Jamilla om fredagen kom hjem med nogle gode karakterer.
"Det er måske også en af grundene til, at jeg knokler sådan. Jeg har lært, at jeg kun bliver belønnet, hvis jeg arbejder for det. Det er jo i god mening fra min fars side. Han har altid villet at jeg skulle klare mig godt. Han arbejdede på fabrik i mange år, da han kom til Danmark. Så har han skulle kæmpe med at tage en lærer-uddannelse ved siden af familie og fuldtidsjob. Han har ønsket, at jeg skulle have bedre vilkår. 'Uddannelse, uddannelse, uddannelse - jeg vil ikke høre tale om, at du gifter dig før, du har afsluttet en uddannelse,' sagde min far altid."
Det har også altid været sådan, at Jamilla skulle lave sine lektier først for bagefter at kunne gå ud og lege på vejen. Meget hårdt tegnet op mener hun, at der er to slags mennesker.
"Der er dem, der siger: 'Jeg sætter mig et mål, og hvis det bliver for hårdt, så finder jeg på noget andet'. Hvor jeg er sådan én, jeg sætter mig et mål, og hvis der kommer nogle udfordringer, der er rigtig svære, så bliver jeg bare endnu mere motiveret. Jeg kan ikke bare læne mig tilbage og tro 'Værsgo, så bliver livet serveret for dig'. For det gør det ikke. Der skal arbejdes."
Fik selv lov at vælge
Jamilla er opvokset og opdraget af en muslimsk far og har altid tænkt, at det ikke har betydet så meget. Men alligevel har det betydet rigtig meget, når hun er begyndt at reflektere over, hvad det er for værdier, hun selv har, selv om det er svært at skelne mellem, hvad der kommer fra hendes fars muslimske baggrund, og hvad kommer af, at hendes mor og far har et fælles værdisæt, som de er enige om.
"Jeg fik selv lov at vælge mit religiøse tilhørsforhold. Mine forældre valgte, at jeg ikke skulle døbes. Så da mine klassekammerater i folkeskolen skulle konfirmeres, satte mine forældre sig ned og tog en seriøs snak med mig om, hvor jeg var henne i alt det her, hvad jeg troede på, og hvad jeg egentlig gerne ville. Så valgte jeg så at tage i moskeen med min far."
Jamilla har selv haft muligheden for at vælge islam til. Men i forhold til hendes opdragelse har hun ikke haft så meget at skulle have sagt.
"Da jeg var yngre, syntes jeg også, at det var enormt svært, for jeg var da overbevist om, at mine forældre gjorde det her, fordi de ville mig det ondeste i hele verden. Det var hårdt ikke at være på lige fod med alle de andre. Men i dag, når jeg tænker over det, føler jeg ikke, at jeg er gået glip af så meget."
Det at træde ind i Demokratiske Muslimer var en af de mest skelsættende oplevelser i Jamillas liv, fordi hun dermed træffer en beslutning om at synliggøre sit religiøse tilhørsforhold. For hende er, hvad man tror på, en privatsag og ikke noget, man som menneske skal defineres ud fra.
"Det at synliggøre min religion, er noget, jeg stadig tænker over dagligt. Det er ikke noget, jeg har gjort før."
