Læsetid: 3 min.

VI KNALDER SGU HAM SØREN RYGE

2. juni 2006

På jagt efter fællesskabsnedbrydende tv. Altså dumme fællesskaber

I sidste uge modtog jeg en e-post fra en anden tv-anmelder. Han havde undersøgt, hvad sådan nogle som han og jeg skriver om, når vi ser tv professionelt. Selv beskæftiger han sig meget med crime, comedy og gys, lød hans vurdering. Til gengæld tegnede analysen et billede af undertegnede som en, der "skriver overvejende om de fællesskabsetablerende ting i tv-nationen".

Det glædede mig usigeligt at høre. Indtil da havde jeg hverken kunnet finde hoved eller hale i det, jeg lavede. Det var dejligt, at min kritik kunne rummes under en snæver genrebestemmende hat. Så er der noget at navigere efter for den travle læser. Det er brugerorientering par excellence.

Da jeg tændte for fjernsynet om aftenen, bredte der sig dog en uro i kroppen. Pludselig var det, som om alle programmer og udsendelser var fællesskabsetablerende. På en måde var det heller ikke rart at være ham, der altid skriver om det fællesskabsetablerende - for hvis ærinde løber man egentlig? Derfor zappede jeg i de følgende dage efter noget, der nedbryder fællesskabet. Eller i hvert fald dumme fællesskaber.

Valget faldt på Søren Ryge - direkte, en fantastisk live-udsendelse, der blev vist i den bedste sendetid på DR1 onsdag aften. Desværre vender han først tilbage med sit haveprogram i august, når DR har afviklet sin sommerkøreplan.

Lige så ordentlig og velpasset Søren Ryge Petersens have er, ligeså anarkistisk er manden inde i sit hoved, men hans mund sørger for, at det kommer til udtryk på en elegant og underspillet facon. Mellem emner som duehøge, dræbersnegle, digitalis, fugleinfluenza og spiralformede blomsterbed lykkedes det Ryge at flette nogle deadpan-betragtninger ind, som (måske) kunne opfattes som en diskret irritation over, at et stigende antal mennesker i dette land tilsyneladende bruger deres sparsomme fritid på at overvåge og føre regnskab med hinanden.

I en tidligere udsendelse havde han fået rejst en fin, høj gråspurvepæl med hjælp fra sit lokale energiselskab NRGI. Det var der nogen i Miljøstyrelsen, som havde set på tv, hvorpå de - på styrelsens brevpapir - sendte Ryge og NRGI en advarsel om, at sådan en pæl var giftig. Det var ulovligt, og både Ryge og NRGI kunne følgelig regne med et polititilhold. Ryge fortalte, at brevet havde chokeret ham, men at gråspurvepælen naturligvis ikke var giftig - hvad NRGI også forklarede Miljøstyrelsen.

Det rene og skære vanvid

Uden at sige for meget konkluderede Ryge: "Nok er der mange, der ser de her programmer, men der sidder også nogen og kigger, fordi de holder øje med, hvad der foregår. Jeg fik lidt at tænke over."

Herefter opremsede han en række af tv-øjeblikke, som gennem årene har fået diverse institutioner og enkeltpersoner til at fare i flint. Da han engang smed en sten i bækken, kom Vandvæsenet og fiskede den op. Da han kvalte en due, endte han i retten og fik en bøde på 1.500 kroner. Da han havde en frilandsgris, kom griseavlerne og sagde, at hans indhegning var ulovlig. Da han satte et elhegn op for at holde ræven væk fra sine dværghøns, krævede Dyrenes Beskyttelse det fjernet, fordi det var dyrplageri (af ræven). På samme måde har fysioterapeuterne været efter ham for ikke at gå ned i knæ, og han tør ikke bruge motorsav i udsendelsen af frygt for at få Arbejdstilsynet på nakken.

Som menig tv-seer sad man tilbage med det indtryk, at det rene og skære vanvid lurer derude på de små kontorer. Kan folk ikke lave noget mere opbyggeligt, før igen de forlader deres jordiske hylster?

Heldigvis kunne man i Søren Ryge - direkte også møde folk, der foretog sig noget fornuftigt. Kurt, for eksempel. I et båndet indslag satte Søren Ryge denne skovens mand til at opspore duehøgens svært tilgængelige rede i en kæmpe skov på et par hundrede hektar. Ryge havde ledt efter den i lang tid. Kurt fandt reden på tre timer uden at få hold i nakken. Hvordan kan man se på dr.dk/ryge eller i genudsendelsen i morgen kl. 12.10.

Jeg giver Søren Ryge Petersen mine varmeste anbefalinger.

Søren Ryge - direkte, DR1, onsdag kl. 20.00. Vender først tilbage i august

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu