At Den Ny Grønne Revolution er slået igennem i hvert fald som mode bekræftede International Herald Tribune forleden i en stor overskrift om, hvor smart det er, at sidste skrig på catwalk'en er korte bukser. For så "spilles der ud til den globale opvarmning". I de sprudlende 1970'ere, da obsternasige unge ville have menneskeheden i den rige vestlige verden til at erkende naturens elementære grænser for vækst, efterlod økonomer, politikere, kapitalejere og fagforeningsledere indtrykket af, at det økonomisk set egentlig ikke kan betale sig at redde Jorden. I dag er der tilsyneladende store penge i at forberede sig på ødelæggelsen af den. Hvorfor vores allesammens - ikke mindst danskernes og irakernes - præsident George W. Bush da også har ladet regne på mulige profitter og lønforhøjelser ved opvarmningen.
Ved første øjekast kunne det synes, som om de tre SF-kvinder Trine Bendix, Pia Olsen og Lotte Thiim-Bertelsen i deres indlæg her i bladet i tirsdags er inde på det samme, når de skriver:
"En grøn erhvervspolitik vil give både eksport, værditilvækst og arbejdspladser. (...) Indrømmet; vores miljøpolitik har ligget i dvale, nu provokeres vi (af Information) til at støve den grundigt af. Den skal støves af, så det ikke længere handler om tørre linser og muldlokum, men om italiensk mad, ny teknologi og samarbejde med storindustrien."
Deres partifæller Anne Grete Holmsgaard og Villy Søvndal erklærer i kronikken "Velfærdstrussel nummer 1: Klimaændringer" i Politiken i søndags, at "kampen mod klimaforandringerne behøver ikke at være en afsagnsdagsorden. Tværtimod ligger der et enormt potentiale i en grøn omstilling. (...) Den store del af fremtidens vigtigste produkter vil helt klart være at finde inden for miljø- og energiteknologi, og Danmarks investeringer i forskning, innovation og produktion på disse områder vil ikke alene være rigtig - det vil også være samfundsøkonomisk klogt."
De fire SF-kvinder og den ene SF-(for)mand bliver med garanti mere end mopsede, hvis de skal slås i hartkorn med Tribunes modeskribent og præsident Bush. Hvor skribent og præsident glæder sig til henholdsvis alle de bare ben og alle de økonomiske gevinster, opvarmningen fører med sig, vil SF'erne have den bremset mest muligt, ved at menneskeheden dog ikke længere direkte bidrager til yderligere opvarmning. Men når det er så oplagt, så "samfundsøkonomisk klogt" og så fremmende for "både eksport, værditilvækst og arbejdspladser", hvorfor er det så ikke sket for længst - og stadig lader vente på sig i realiteternes verden?
Det har næppe at gøre med forestillinger om, at de livslystne 1970'ere skulle have stået for "tørre linser og muldlokum" som en "afsagnsdagsorden" og derfor lagde sig selv og Jordens redning for had. De radikales (for)kvinde Marianne Jelved nærmer sig snarere et af smertepunkterne, når hun i et indlæg "Vi bevæger os den helt forkerte vej" i Politiken den 17. i denne måned først noterer, at "når man taler om, at det private forbrug skal kunne stige med 120 procent, lyder det jo fuldstændig absurd." "Men," føjer hun til, "selv jeg må anrkende, at der er en sammenhæng mellem vækst og beskæftigelse. En sammenhæng, som jeg ikke har set nogen økonom afvise."
Efter at have afvist statsstyring og planøkonomi som endnu mindre ressourceoptimerende end trods alt markedsmekanismerne henviser Jelved til sin egen og Socialdemokraternes 1990'er-regerings grønne afgifter som forsøg på at sætte pris på miljøet under markedsvilkår. Men efterlader dog heldigvis indtryk af, at hun også selv tvivler på, om det nu er tilstrækkeligt. Blot et par enkelte pluk fra de seneste dages udgaver af Information bekræfter mistanken: Når danskerne i gennemsnit har verdensrekord i forbrug af noget af den mest naturødelæggende energi, nemlig kul, skyldes det dels, at kul på markedet er så relativt billigt, dels at kravet om vækst af hensyn til beskæftigelsen medførte, at bl.a. antallet af mikrobølgeovne skulle stige med 310 procent siden 1990. Med det resultat, at trods store energi-effektiviseringer og -besparelser blev det samlede energiforbrug de seneste 30 år kun holdt konstant, skønt det jo kunne - og af hensyn til Jordens redning burde - være faldet mærkbart. Til gengæld fik vi såkaldt økonomisk vækst på 50 procent.
Af hensyn til beskæftigelsen!
Der må vel være en anden måde at redde beskæftigelsen og den samfundsmæssige sammenhængskraft på, end ved at lægge Jorden øde? Giver det så nogen mening at blive ved med at forsikre mennesker om, at der skam ikke er grænser for det antal mikrobølgeovne vi kan få, hvis bare vi går i gang med den miljørigtige teknologi?
Er det ikke snarere disse beroligende forsikringer fremfor tørrede linser og muldlokummer, der virkede så utroværdige, at miljøsagen gik i dvale? Hvad med at sige sandheden? For hvorfor skulle udsigten til mindre stress og forjaget arbejde dog virke som skræmmende afsagn?
