Læsetid: 2 min.

Russisk fiasko ved skak-OL

Kramnik og Co. blev kun nummer 6 i Torino
6. juni 2006

De russiske stormestre var naturligvis stærkt opsatte på at revanchere skuffelsen fra forrige OL, hvor Ukraine i 2004 på Mallorca tog fusen på dem og snuppede guldet. Men allerede inden den sidste af de 13 runder ved årets OL i Torino stod det klart, at det stærke armenske hold ikke ville kunne indhentes - og armenerne sejlede da også sikkert i havn med fire hurtige remiser i sidste runde mod Ungarn, mens Rusland chokerede alle skakeksperter - og sig selv - ved at tabe 1-3 til Israel. Og så blev facit i top-seks af skak-OL 2006:

1. Armenien, 36 points 2. Kina, 34 p. 3. USA, 33 p. 4. Israel, 33 p. (svagere korrektion end USA) 5. Ungarn, 32,5 p. 6. Rusland, 32 p.

Uhørt, at det russiske superhold dumpede helt ned på sjettepladsen. I Armenien har de til gengæld svært ved at få armene ned. Førstebrættet Levon Aronian gjorde som sort mod Hollands Ivan Sokolov kort proces i 7. runde:

1.d4 Sf6 2.c4 e6 3.Sc3 Lb4 4.Dc2 d5 5.cxd5 exd5 6.Lg5 c5 7.dxc5 h6 8.Lh4 g5 9.Lg3 Se4 10.Lxb8 Df6 11.Lg3 Sxc3 12.a3 Lf5 13.Dd2 La5 14.b4?

En frygtelig fejl. Nu bliver Sokolov rundbarberet:

14. - Se4!

Se diagrammet.

ed afgørende dobbelttrussel mod d2 og a1. Der er ikke noget, der hjælper nu: 15.Dc1 Tc8 16.Ta2 Txc5! 17.Da1 Dc6 18.De5+ Kd8 19.Dxh8+ Kd7 ...

Og hvid opgav, inden han blev sat mat.

Et ærgerligt nederlag på 1-3 i sidste runde til Spanien skal ikke tilsløre, at det danske hold gjorde det udmærket - og 20. pladsen blandt de 150 hold har en ekstra dimension i og med, at Danmark mødte de fleste af de allerbedste hold, nemlig nummer 1, 3, 4, 5 og 7. Samtlige fire danske stamspillere - Peter Heine, Sune Berg Hansen, Lars Bo Hansen og Davor Palo - havde en ratingpræstation på over 2600, og også femtemanden Lars Schandorff havde en positiv score. Dameholdet blev på en langt billigere baggrund nummer 55, en smule bedre end seedningen.

Præsidenten for det internationale skakforbund FIDE, Kirsan Iljumsjinov blev på kongressen i Torino - som forventet eller frygtet - genvalgt med 96 stemmer mod 54 til hædersmanden Bessel Kok. Iljumsjinov, der også er præsident for den russiske delrepublik Kalmykien, er kun 44 år og kan sidde på begge præsidentposter endnu. Og han er skam lige så demokratisk valgt som George W. Bush - og har lige så gode forbindelser. Mindst.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her