Vigo, den 23. juni 1982: Hvis man skal udpege det øjeblik, hvor afrikansk landsholdsfodbold fik sit internationale gennembrud, så må valget falde på denne dag, hvor Cameroun ved en VM-kamp i Nordspanien spillede uafgjort mod Italien efter at have haft azurri på krogen i det meste af opgøret. Cameroun gik ganske vist ikke videre fra den indledende pulje, men holdet forlod VM med ære efter at have spillet tre gange uafgjort og sendt et budskab fra det store kontinent mod syd til resten af verden: Afrika er på fremmarch.
Siden da har afrikanske hold udviklet sig til at blive regulære magtfaktorer ved VM-slutrunderne - eksemplificeret ved Camerouns og Senegals kvartfinalepladser i hhv. 1990 og 2002 - men denne gang er stort set alle afrikanske nationer kommet skidt fra start, og dette VM tegner til at blive det værste for afrikanerne, siden Thomas N'Kono gled i mudderet på egen mållinje og lod italienerne redde æren og det ene point i Vigo.
Ét enkelt point
Der kan gives flere forklaringer på afrikanernes nedtur, der eksemplificeres ved, at de fem deltagere fra Afrika kun har opsamlet ét point til sammen i første runde, nemlig det som Tunesien hentede i går mod Saudi-Arabien. Tv-kommentatoren Poul F. Hansen har i usmykkede vendinger givet sin mening til kende i Berlingske Tidende: "Det er sgu de forkerte nationer, der er med. Kun Elfenbenskysten kan lidt. Jeg savner Cameroun og Nigeria, som dummede sig i kvalifikationskampene. Derfor har vi nogle afrikanske hold med ganske få gode spillere og en mængde nobodies. Jeg tror ikke, at nogen af dem går videre fra den indledende runde."
Denne holdning deles dog ikke af den tidligere landstræner i Zambia, Roald Poulsen, der har et indgående kendskab til afrikansk fodbold. Han siger til Information, at Afrika efter hans mening stiller med de bedste hold.
"Det er en lang og hård proces at kvalificere sig til VM i Afrika. Du skal råde over et hold med mange styrker. Du skal være i stand til at spille meget svære kampe på udebane - nogle gange i lande, der er præget af borgerkrig. Så man kan godt spørge: Hvorfor er Togo med? Men det er de altså, fordi de har kvalificeret sig foran lande som Nigeria, Senegal og Cameroun. Der er ikke nogen af de afrikanske lande, der ikke har fortjent at være her."
De kan nå langt
Før VM-slutrunden rangerede Roald Poulsen de fem afrikanske deltagere styrkemæssigt således: 1. Elfenbenskysten, 2. Tunesien, 3. Ghana, 4. Angola og 5. Togo, og han mener, at de fire af holdene - Tunesien er undtagelsen - indtil videre har gjort det fint.
"Både Elfenbenskysten, Angola og Ghana har indtil videre kun spillet mod det formodet stærkeste hold i deres pulje, så jeg synes, at især Elfenbenskysten og Ghana gjorde det rigtig godt, ligesom også Angola overraskede mig positivt mod Portugal. De eneste, der har skuffet mig, er Tunesien. De fik kun 2-2 mod Saudi-Arabien. Jeg så kampen og tænkte, at de må være enten undertrænede eller overtrænede. Der er altså tale om det tunesiske hold, der har vundet et African Nations Cup. Under normale omstændigheder er de klasser bedre end saudierne."
Til trods for Elfenbenskystens indledende nederlag til Argentina holder Roald Poulsen fast i sin før VM fremsatte spådom om, at de kan nå rigtig langt ved denne slutrunde - hvis de overlever den indledende pulje.
"Elfenbenskysten lider under et utroligt lodtrækningsuheld. Hvis de havde været i Spaniens pulje, havde de jo nærmest været puljefavoritter. Og de vil være farlige for enhver, hvis de kvalificerer sig til play off-kampene."
Mere end én afrikansk bold
Roald Poulsen bemærker i øvrigt, at man ikke bare kan tale om afrikansk fodbold som en homogen størrelse.
"Der er store forskelle internt på kontinentet," forklarer han. "Groft sagt kan man sige, at de nordafrikanske lande har en stærk defensiv og er godt organiserede. De er præget af den måde, vi spiller fodbold på i Europa, hvorimod de vestafrikanske lande, især de tidligere franske kolonier, spiller offensiv fodbold på et højt teknisk niveau. Det ligger nærmest i deres gener. De sorte afrikanske hold består af fysiske pragteksemplarer, der er utroligt atletiske."
Til trods for forskellene i spillestil forenes de afrikanske lande af de svagheder, der præger hele det afrikanske kontinent, og som også har hæmmet deltagerne ved dette VM: Kaos i organisationen og manglen på penge. I Togos tilfælde resulterede det i, at Togos spillere strejkede i flere dage op til holdets åbningskamp, fordi de lå i strid med forbundet om størrelsen på bonusen; en strid som Roald Poulsen i høj grad giver spillerne skylden for.
"De forlangte én million kroner hver for at stille op ved VM. Alle 23 spillere. Fra et af Afrikas fattigste lande. Det er jo helt urimeligt. Fodboldforbundet i Togo har under ingen omstændigheder så mange penge, og det er vel et åbent spørgsmål, om det overhovedet ville være muligt at finde 23 millioner på landets nationalbudget."
"I slutningen af 90'erne fik nigeriansk landsholdsfodbold et løft, fordi regeringschefen i Lagos besluttede, at han ville bruge landsholdet som propaganda, og så skød han 100 millioner i det. Der er ingen andre regeringer i Afrika, der har foretaget en satsning i samme størrelsesorden, og man kan tvivle på, om flertallet af de afrikanske fodboldforbund overhovedet er solvente."
