"Galgebakken er et lavt, tæt boligbyggeri, fordi det bevisligt er mere miljø - og menneskevenligt, og fordi det giver den kontakt med jorden, som vi alle savner."
Galgebakke posten nr. 1, 1973
Tankerne går til prærien, da vi triller ind på den grusbelagte parkeringsplads ved Galgebakkens Vestblok. Kvadratiske betonbygninger med flade tage står side om side i falmede grønne, røde og blålige nuancer med slidte brædder for vinduerne i øverste etage. Den tørre sommervind river i de tunge trækroner på pladsen og hvirvler støv og affald op til dans.
Hvad der engang var byplanlæggernes drøm om et socialt boligbyggeri med fed streg under socialt, ligner udefra kulisserne til en spøgelsesby.
Fællesskabet eksisterer endnu, forsikrer beboer Henning Sørensen, der tager imod. Han har boet på Galgebakken i 25 år og er en del af den gruppe beboere, der i 1970'erne og 1980'erne rykkede ind i lejeboligerne til fællesspisning og nabohygge.
Men en kombination af 30 års byggesjusk, manglende vedligeholdelse og beboernes stigende indkomster ændrer på realiteterne. I dag er de fleste beboere fra dengang flyttet til hovedstaden eller nærliggende boligområder. Og venstresocialisten Henning Sørensen er i stedet blevet del af en lille gruppe, der har opgivet at kæmpe for at få ændringer igennem administrationen og har erstattet drømmen om lejeboliger for alle med et ønske om at omdanne Galgebakken til ejerboliger.
"Vi ville gerne vælte bolignævnet, rive hele lortet ned og bygge nyt, men vi mangler et oprør fra de yngre beboere. Jeg er 56, jeg gider ikke på barrikaderne igen," siger Henning Sørensen.
Grønt familiebyggeri
Galgebakken blev opført som alment boligbyggeri i 1973. Forbilledet var blandt andet fra byggerier som f.eks. Kartoffelrækkerne og Brumleby i København: et lavt, tæt byggeri, der skulle øge kommunikationen mellem beboere og naboer. Der blev bygget gårdhuse og rækkehuse i to planer med små stræder imellem. Det hele blev opført i tidens moderne materialer og med egne børneinstitutioner, købmand og 1300 hektar Vestskov som nabo blev Galgebakken en hel landsby for sig selv.
Journalist Ruth Sperling var en af de første, der flyttede ind på Galgebakken, da hun fik børn og ville væk fra storbyen.
"Det var et vidunderligt byggeri. Lejlighederne var moderne i bedste forstand med to etager og store vinduer. Der var gode børneinstitutioner, og børnene kunne frit køre rundt på deres trehjulede i de store, grønne områder. Når vennerne kom på besøg, fik de selv lyst til at flytte derud," husker hun.
Med tilflyttere som journalisterne Lasse Ellegaard, Kjeld Koplev og nuværende forfatter Inge Eriksen blev der hurtigt skabt et interessefællesskab. Mere prominente beboere som Mogens Lykketoft og Poul Nyrup Rasmussen slog også deres folder på Galgebakken i de år. Dertil kom utallige andre venner og naboer.
"Det var en oase. Det hele var jo virkelig ét stort fællesskab, der var ikke andet end venner. Det var næsten sådan, at man indimellem kunne have lyst til at smække døren i og være i fred. Men det var nogle fantastiske år," siger Ruth Sperling.
Fællesskab og forfald
Henning Sørensen viser rundt i Vester 2 strædet, hvor han er ved at flytte op fra et af Galgebakkens gårdhuse. Her ligger husene tæt, mens blomster og planter slanger sig rundt om træspær i pergolaer hen over det smalle stræde. Et par beboere nyder en kop kaffe ved et havebord, en lille pige plasker i et badebassin og på en af væggene annonceres fællesspisning om tirsdagen.
"Det her er et af de bedste stræder, her er der sgu fællesskab," kommenterer Henning.
Men området ændrer hurtigt karakter, da vi når ned til Hennings gamle bolig i gårdhus-kvarteret.
Misligholdte haver og huse ligger spredt, og ukrudt kæmper sig vej op gennem fliserne.
I huset hober bygge- og istandsættelsesrod sig op, og Henning viser de steder, han har været nødt til at reparere, inden han flytter derfra. I badeværelset er gulvet lavet forkert og skal rives op, og mørke mugpletter anes endnu på den nymalede væg.
"Jeg har måttet rive tapet af i 60 centimeters højde for at få has på det," siger han.
Men den dårlige isolering er ikke det største problem: Det er derimod det flade tag, hvor pytter af vand samler sig og sætter sig i loft og vægge.
"Der løb sort beg ned af væggene i stuen, og i køkkenet lugtede der nærmest af svensk ødegård, da jeg fjernede det ene skab, så muggent var det," siger Henning Sørensen. Ligesom så mange andre beboere fik han også konsekvenserne at mærke på kroppen, da han for et par år siden fik konstateret intolerance over for støv. Andre beboere har fået decideret allergi af skimmelsvamp, og en enkelt måtte af den grund stoppe med at arbejde, viser et avisudklip, Henning har liggende.
"Det er ganske enkelt noget gammelt lort. Det hele burde rives ned," siger Henning.
Ressourcestærke lejere
I foråret blev forslaget om at lade lejerne købe deres egne boliger forkastet ved en afstemning på et beboermøde. Debatten skildrede kontrasterne mellem beboerne på Galgebakken, hvor tilflyttere på overførselsindkomster blander sig med den mere ressourcestærke gruppe af gamle beboere.
Beboerne på Galgebakken regnes i dag for at være blandt de rigeste lejere i landet. Det mærkes på Galgebakkens Genbrugscentral, hvor computere og fjernsyn næsten ikke kan være i kasserne og ski, nye reoler og læderindbundne bøger står til afhentning i et af skurene.
Beboer Peter Fredskilde er frivillig i genbrugsgruppen og har boet i Galgebakken siden 1978. I starten lejede han en femværelses lejlighed, der hurtigt blev omdannet et kollektiv.
"Her var et genialt nærmiljø. Men jeg kan jo også huske, da det regnede ned gennem taget og planterne voksede ind gennem væggen," bemærker han med et grin. Han mener ligesom Henning Sørensen, at det meste af Galgebakken er mere egnet til en bulldozer end til beboelse, men kan også se ulempen ved et nybyggeri, der blev omdannet til ejerboliger.
"Så ville sådan nogen som mig jo ikke have råd til at bo her. Så længe det er slum, kan vi trods alt alle være her," siger han.
Daglig driftsleder på Galgebakken Kaj Agnershøj undrer sig over, at den gamle gruppe beboere vil omdannet kvarteret til ejerboliger.
"Det her er jo Albertslunds Christiania. Det er da spøjst, at dem, der går allermest ind for beboerdemokrati og fællesskab nu vil have ejerboliger i stedet. Man kan jo spørge sig selv, om de er ved at blive kapitalister," siger Agnershøj.
Han modtager så mange klager fra beboerne over manglende vedligeholdelse, at det "ville tage et helt weekendophold" at fortælle om dem, men efter tre store tagrenoveringer på 30 år er pengekassen tom.
"Her er nedslidt, ingen tvivl om det. Men der er jo også nogen, der mener, at det skal bevares, som det er," siger han og lægger ikke skjul på, at han ikke selv er en af dem. Store beslutninger omkring Galgebakken er til afstemning på de årlige beboermøder, men interessen er ikke stor.
"Der kommer måske 50 ud af 1.700-1.800 beboere. Så er det jo klart, at beslutningerne vedtages af mindretallet," siger Kaj Agnershøj.
Der er nu lagt en såkaldt 'helhedsplan' for kvarteret, og Nævnet har søgt om midler fra en pulje hos Landsbyggefonden. De kan dog tidligst blive tildelt i 2008.
Utroligt gode boliger
En af dem, der gerne vil bevare tingene, som de er, er formanden for beboernævnet, Biba Schwoon.
Hun lister de mange byggetekniske og økonomiske årsager til, at det er svært at få renoveret Galgebakken. Men salg er ikke løsningen, understreger hun.
"De ressourcestærke lejere føler sig vel snydt, fordi de ikke kommer ind på et lukrativt boligmarked på meget favorable vilkår. Men det er vigtigt at bevare den balancerede beboersammensætning på Galgebakken, hvor alle kan være her," mener Biba Schwoon.
Heller ikke det arkitektoniske udtryk vil hun have ændret på, mener Biba Schwoon.
"Det er nogle utroligt gode boliger, som folk er glade for at bo i. Og der kan jo være mange årsager til, at folk for eksempel får allergi - det gør de jo også i andre byggerier," siger hun. Hun ser lyst på fremtiden for Galgebakken og mener ikke, at der skulle være grund til at bygge nyt.
"Tiden løber jo ikke fra et byggeri, bare fordi det er gammelt. Det kommer også mange unge familier til nu; unge, der selv har været børn på Galgebakken engang. Med dem har vi et fundament for fremtiden," siger Biba Schwoon.
Johanne Berg på 25 år er vokset op på Galgebakken og flyttede derfra for fem år siden. I hendes lejlighed var der mug på næsten alle vægge, og hun fik støvallergi af at sove i det fugtige soveværelse.
"Socialt er det et dejligt sted, især at vokse op. Jeg ville gerne selv bo der, når jeg får børn, men ikke så længe lejlighederne er så dårlige. Det kan simpelthen ikke være rigtigt."
Mere indland side 28
