Man forsoner sig ikke med fortiden. Man forstår den.
Det mener én af Tysklands store journalister, Wibke Bruhns, født i 1938, der har skrevet bogen Mit fædrene land. En tysk families historie, som netop er oversat til dansk. Hun ser ikke forsoning som en kollektiv proces. Forsoning er enten en personlig sag mellem bestemte mennesker, eller en politisk beslutning.
"Min bog er anderledes end andre bøger, for den er ingen anklage. Vi har en skade - min generation og vores børn. Vi ved, vi er født med et handicap. Det kan du fungere med, og det kan være godt for din ansvarsfølelse. Men det er der, og du kan intet gøre for at komme af med det."
Handicappet hedder Tyskland, nærmere bestemt nazitiden, som giver Tyskland en historisk forpligtelse til at leve i fred med sine naboer og bekæmpe diktatur. Wibke Bruhns' bog beskriver både Tysklands store historie - og den lille, om hendes forældre, hvis liv krigen greb ind i. De blev aldrig forsonet efter faderens sidste utroskabshistorie.
"Det var deres liv, og de har betalt for det. Jeg er et produkt af den tid, men ikke af deres liv," siger hun.
Hendes mor overlevede krigen, men ud fra Wibke Bruhns' egen erindring er hendes far forsvundet. Ingen duft, ingen klang af hans stemme er tilbage, selv om hun var næsten seks år, da han blev arresteret, lyndomfældt og hængt af nazisterne for et mislykket attentatforsøg på Hitler den 20. juli 1944, anført af en gruppe desperate officerer, der mente, at Føreren trak landet med sig i nederlaget.
"Jeg har skrevet bogen for at give min far hans liv tilbage. Han omtales altid i gruppen af '20. juli-mændene', som efter krigen blev brugt til at bevidne over for udlændinge, at vi ikke alle var forbrydere. Men det får individualiteten til at forsvinde. Han er ikke et menneske, men en helt, som står på alle mindetavler," fortæller Wibke Bruhns på sit flydende dansk, der stammer dels fra danske slægtninge, dels fra en barndomstid i både Danmark og Sverige.
En heltebiografi om faderen, Hans Georg Klamroth (tryk på -org) er Mit fædrene land (Meines Vaters Land) dog ikke just blevet til.
Det ville også overraske. Wibke Bruhns er et tysk ikon for 68-generationens mest ubestikkelige integritet, én af landets mest succesrige journalister, der i 1971 med kort hår, briller og safariskjorte blev den første og længe eneste kvindelige tyske nyhedsvært på ZDF-programmet Heute. Tilmed tilhørte hun inderkredsen omkring den karismatiske kansler Willy Brandt, og rygter knytter hende endda til den kvindekære politikers mere intime privatliv.
Røg med i faldet
De stærke nærsynsbriller og det flotte ydre har hun endnu. Wibke Bruhns er skandinavisk af type, benene er slanke og velformede mellem nederdel og de nougatbrune højhælede sko.
Men højtidelig er hun ikke. Man mærker den klare intelligens, professionalisme og humor, der også har gjort det muligt for hende at håndtere bogens store og personligt svære stof med en far, der i store dele af hendes barndom i efterkrigstiden var dobbelt belastet som nazist og højforrædder. Hans Georg Klamroth meldte sig ind i nazistpartiet allerede i 1933 - som én af de allerførste i hjembyen Halberstadt, men undgik direkte politisk aktivitet for hellere at hellige sig familiefirmaet, kornhandelen I.G. Klamroth. Men krigen kaldte på reserveofficeren, som blandt andet arbejdede i efterretningstjenesten og ledede én af Rigets mest berygtede arbejdslejre.
Sommeren 1944 var Hans Georg Klamroth blandt de små 100 officerer, der efter parodiske retssager blev henrettet for højforrædderi efter det mislykkede mordforsøg på Hitler. Klamroths svigersøn Bernhard, major i Wehrmacht, skaffede sprængstoffet. HG, som datteren let distanceret kalder sin far i bogen, røg med i faldet. Dels fordi han ikke ville stikke sin 19-årige, højgravide datters mand. Dels fordi han som efterretningsofficer vidste en hel del om Tysklands aktuelle situation.
Men hvad var der sket, hvis attentatet var lykkedes?
"Borgerkrig," siger Wibke Bruhns lakonisk.
"Den eneste mulighed var, hvad der skete: Nemlig Tysklands kapitulation. Man skulle helt ned for at indse, at det ikke mere gik at udkæmpe krige for ærens skyld. Når vi i dag kører gennem landet og ser de mange grimme byer lynhurtigt opført i 1950'erne, så skal man tænke: Det er fordi, de smukke byer blev sønderbombet, og det var vi selv ude om."
Men inde i fortællingen om faderens skæbne som nazist og 'forrædder', ligger den historie, der ødelagde forældrenes ægteskab. Nemlig faderens systematiske utroskab, sågar med familiens 'unge piger i huset'. (En af dem strålede som en sol, da hun på sit københavnske plejehjem 60 år senere fortalte om affæren).
Nogle kærlighedsbreve slog hovedet på sømmet for Wibke Bruhns' overbelastede mor, der stod alene med hus, børn og familiefirma. Hun stålsatte sig mod de fortvivlede bønner om tilgivelse, HG sendte gennem mange måneder fra Berlin.
Det fortrød hun bittert. Få måneder efter var han død, henrettet ved langsom hængning i en ståltråd fra en kødkrog foran et større antal tilskuere. Resten af sit liv pintes Else af sorgen over, at hun ikke nåede at forsones med sin mand, men levede dog for at se alle fem børn 'godt i vej' og blev næsten 90.
"Midt i en kæmpekatastrofe oplever to mennesker deres personlige lille katastrofe, for livet holder ikke op, selv om hele landet brænder. Ulykken bliver ikke mindre, men større," mener Wibke Bruhns.
Skuffer fulde af materiale
Ideen til bogen kom samtidig med en en tv-udsendelse helt tilbage i 1979. Dér sad Bruhns' far i et alt for stort jakkesæt på nogle optagelser fra retssagen, hun aldrig havde set før. Hun var netop blevet korrespondent i Israel for det ansete nyhedsmagasin Stern og var enlig mor til to små piger, så bogen måtte vente.
"Men jeg ville i gang, før jeg blev 65 og måske fik en blodprop," Bruhns ser nøgternt på sine hvide Marlboro med tysk helbredsadvarsel.
'Good luck', sagde hendes mor, Else, og brast i latter. Men stoffet var der, vidste Wibke Bruhns fra de mange gange, hun har flyttet for sin mor og skufferne fulde af papirer fulgte med. Også de barnedagbøger, hvor moderen var entusiastisk over for Hitler.
"Hvis hun skammede sig, sagde hun det ikke. Jeg tror nu ikke, hun har set på det i mange år."
Breve, fotos, sange, digte og meget andet fra familiens arkiver har dannet grundlag for bogen, foruden, at Bruhns har skrevet til arkiver og interviewet vidner. Noget blev først tilgængeligt efter Murens fald, for barndomshjemmet i Halberstadt samt mange papirer havnede efter Tysklands deling i DDR.
Tre år tog det at skrive bogen, syv dage om ugen, uden ferie, aldrig ude at spise og med historiske bøger som eneste læsning.
"Jeg svarede end ikke på telefonen. Du beslutter at gøre det, og så gør du det."
Bogen udkom i 2004. Et godt år, mener Wibke Bruhns, som samme år fik to børnebørn, en dreng og en pige. Bogen blev en bestseller i sit hjemland, er netop kommet på dansk og er yderligere købt til oversættelse på 14 sprog.
"Kina, Japan, Korea. Hvad skal de dog med det, kan du sige mig det?"
Skyld som arv
Måske er det bogens principielle aspekt, der rækker over grænserne: Historien om en borgerlig pragmatisme, der går for vidt. Den højborgerlige familie Klamroths historie er typisk tysk som Thomas Manns Buddenbrook-familie, som ud over at handle med korn og foderstoffer elsker musik, kultur og selskabelighed. Men også begejstret vandrer man ind i nazipartiet, der lover revanche for især Frankrigs ydmygelse af Tyskland efter Første Verdenskrig, kaldet Dolkestødslegenden. De enorme krigsskadeerstatninger smadrede økonomien, inflationen krympede formuer til håndøre, mod- og arbejdsløshed herskede. Hitlers storhedsfantasier fiskede i rørte vande, mener Wibke Bruhns:
"Antisemitisme og hybris over for Tysklands særlige status dominerede allerede i 1870'erne, da Tyskland blev en nationalstat. Man ville være det førende land i Europa."
Om jøderne, der pludselig forsvinder, om overgreb og trusler melder familiens papirer dog ingenting om. Ikke kun, fordi disse ting næppe kunne skrives, selv i fortrolighed. Folk kendte faktisk ikke uhyrlighedernes omfang, mener Wibke Bruhns, der husker sin mors forfærdelse over afsløringen af Auschwitz:
"Det tilgiver man os aldrig!" Ikke et ord om ofrene, noterer datteren sig 60 år senere.
"Man forsonede sig ikke med Auschwitz i hendes generation. De vendte det ryggen, og 1950'ernes Wirt-schaftswunder gik så hurtigt, at de ikke nåede at se sig tilbage. Så ville de vide, at de allesammen var en del af det," forklarer hun. Først '70'erne satte gang i spørgsmålene.
"Nogen måtte påpege, at landets genopbygning ikke betød, at alt var fint. Den ekstreme variant var terrorismen og Baader-Meinhof, men også det var en forløsning. Folk indså, at ikke alt kan være bekvemt og lærte at kæmpe for demokratiet."
"For Tyskland er Auschwitz et vilkår, som at bo i et land med bjerge. Vi kommer aldrig af med Auschwitz, og det skal vi heller ikke. For hvert år fylder mindehøjtidelighederne mere og mere. I Berlin bygges et kolossalt monument for de myrdede jøder. Romaerne, de homoseksuelle og hver tvangs-arbejdslejr får sit mindesmærke, og hvert år mindes 20. juli adskillige steder i landet," påpeger Wibke Bruhns.
Hun mener også, at tyskere har et særligt ansvar for at forhindre diktatur.
"Hver eneste tysker er selvfølgelig ikke skyldig, men der er en arv og skyld, præcis som amerikanerne har over for indianerne. Tyske politikere kan ikke sige, at Israel fører en forfærdelig politik, og tyskere kan ikke som danskere hænge nationalflaget på juletræet. Men det er måske meget godt, at man ikke får blanke øjne af at tænke på sit eget land."
$SUBT_ON$Forræderens datter
De få fotos af HG og hans yngste datter stråler af ømhed, men alle hendes erindringer fra før 1945 er væk. Hukommelsestabet har slugt dem.
"Sikkert fordi det var en så traumatisk erfaring," siger hun, der dog husker, at hun selv lige efter krigen modtog en knaldende lussing for at spørge: 'Hvorfor er der ikke nogen, der siger Heil Hitler mere?'
Hun savnede dog ikke sin far. "I min generation var det helt normalt, at der kun var gamle mænd og unge drenge. De fædre, der var, kom hjem sidst i 1950'erne efter 10 år i russisk fangenskab. Dybt traumatiserede uden at forstå den verden, de levede i, og hos skolekammerater og veninder kunne jeg se, hvor svært det var. Men jeg kan godt lide min far og ville gerne have kendt ham," smiler Wibke Bruhns, pludselig med lys over ansigtet.
$SUBT_ON$Diplomatbarn i Danmark
Hykleriet og dobbeltmoralen om '20. juli-mændene' slog hende tidligt. 20. juli-enker fik ikke pension som andre krigsenker. Tilmed havde staten konfiskeret familiernes formuer på grund af højforrædderiet. Først i 1957 gik pensionssagen igennem. Da havde Else Klamroth gennem alle årene forsørget sig selv og sine børn, blandt andet som diplomat i Danmark og Sverige.
"Som 20. juli-enke måtte hun jo være sauber ('ren'). Udenrigstjenesten vidste ikke, hun havde været medlem af partiet i 20 år."
I Sverige nægtede børnene at lege med Wibke, fordi hun var tysker. Hjemme var hun forræderens datter.
"Da jeg engang blev smidt ud af kostskolen, sagde rektor, at med en forræder til far var det ikke mærkeligt, jeg havde en dårlig karakter."
Wibke Bruhns' højtbegavede storesøster Barbara, der havde studeret kemi, blev lærerinde og medforsørger for moderen og de yngre søskende. Ursula var 20-årig enke med et spædbarn, men giftede sig igen. Hun fik tre piger, men tog sit liv, da hendes anden mand døde af kræft. Broderen Jochen blev som straf for faderens højforrædderi forflyttet til en berygtet straffeekspedition, hvis opgaver næsten kun egnede sig til dømte forbrydere. Han var 19 år, i dag er han 80 og stadig tavs om sine oplevelser. Familiens næstyngste, Wibke Bruhns fem år ældre søster Sabine, blev en succesrig advokat, men giftede sig aldrig.
"Jeg har været heldig. Jeg blev journalist for at kunne tage mig betalt for min nysgerrighed, og jeg har flyttet mig hver gang, jeg var ved at blive stemplet som 'fagjournalist'," nøjes Wibke Bruhns med at sige.
Men hvad skete der med Tyskland?
"Europa skete. Det er derfor, jeg i bogen takker min far for at have vist, hvad jeg skal vogte mig for. Kort efter Anden Verdenskrig lagde man planer for at Europa skulle undgå flere krige. Tyskland og Frankrig elsker ikke hinanden, men vi omgås. Det er det nærmeste vi kommer forsoning, men det er heller ikke så lidt i forhold til, hvad det var. Man bliver enig om nogle politiske løsninger, fordi man vil have det på en anden måde end før."
$SUBT_ON$Mit fædrene land. En tysk families historie er oversat af Anette Petersen og udkommet på Gyldendal
