Det blev så i den hede sommer 2006 omsider Mandag Morgen for Organisationen til Oplysning om Atomkraft, (OOA) - efter at være begyndt en kold januardag i 1974: "Danmark står med et misundelsesværdigt godt udgangspunkt for fremtidens energiforsyning. Årsagen til Danmarks stærke og særegne position skal findes i den vigtigste energipolitiske beslutning i efterkrigstiden: afvisningen af atomkraft," skriver chefredaktøren for Ugebrevet Mandag Morgen, Erik Rasmussen i en leder i et særnummer om Den Ny Grønne Revolution. At OOA har hovedæren af det danske nej tak til atomkraft, lægger Erik Rasmussen ikke skjul på. Tværtimod: "Ved indgangen af 70'erne var der et flertal i befolkningen for at indføre atomkraft. Og det var en udbredt opfattelse - også blandt beslutningstagere - at et nej til kerneenergi var et goddag til ringere levestandard. Men i midten af 1970'erne vendte billedet dramatisk. (...) Bag sindelagsskiftet stod den brede bevægelse for alternativ, der udsprang af hippiebevægelsens miljøtanker. Det lykkedes med dygtig kommunikation og overbevisende argumenter at trænge ind i det offentlige rum og sætte dagsordenen. Det var hippierne og deres åndelige arvtagere, der satte fokus på behovet for og mulighederne i vindkraft - tænk blot på Tvinds symboltunge vindmølle."
Lederen slutter med opsang til statsministeren og opmuntring til OOA-hippierne: "Mulighederne for danske vidensmiljøer og virksomheder er uhørt store. Men det kræver en målrettet og overbevisende indsats fra alle parter, ikke mindst fra lovgiverne. Det er op til regeringen, anført af statsminister Anders Fogh Rasmussen, at forløse hippiernes energi."
Nøgterne slidere
Hvad nu Siegfried Christiansen, Tarjei Haaland og Jørgen Steen Nielen, for blot at nævne tre ikke helt tilfældigt valgte OOA'ere fra de glade 70'ere, måtte mene om deres forfremmelse til hippier, er ikke godt at vide. Nærmest frygtindgydende saglige og næsten pinligt nøgterne hippie-slidere er der i så fald tale om. For rigtigt er det jo, hvad udgiveren af det moderne innovative videnssamfunds kultorgan noterer, at den dramatiske omvendelse af Danmarks-billedet fra lallende a-kraft-tilbedelse til glødende a-kraft-fornægtelse gennemførtes - på i øvrigt forbløffende få år - i kraft af dygtig kommunikation og overbevisende argumenter.
Og noget tredje: 'Præsentativt demokrati'. I modsætning til både den repræsentative parlamentarisme og det aktiekapitalistiske diktatur. OOA havde nemlig igen medlemmer! Derfor heller ingen - bestyrelse/regering/politikere - til at repræsentere dem Fremmede aktionærer til at skalte og valte med virksomheden havde foretagendet naturligvis heller ikke. OOA havde kun deltagere. Som hver for sig og sammen måtte præsentere - sig selv.
Hvad det vil sige er nok værd at tale om i dag, hvor verden i almindelighed og den vestlige i særdeleshed skal overbevises om nødvendigheden af et dramatisk paradigmeskift. Fra menneskelig naturbehandling, som i århundreder ikke har villet vide af naturmaterialernes grænser målt i ton og kvadratkilometer, til nu at skulle indordne sig under dem. Både fordi naturens goder slipper op, og fordi deres nuværende anvendelse ændrer klima og andre miljø-forhold, f.eks. ikke mindst adgangen til vand, så uoverskueligt, at risikoen for verdenskatastrofer endda i overskuelig fremtid ikke længere afvises af hovedparten af sagkyndige videnskabsfolk.
Hvordan bar OOA sig ad med at gennemføre det danske paradigmeskift for 30 år siden?
Udtrykket 'præsentativt demokrati' anvender ovennævnte Siegfried Christiansen i en redegørelse for OOA's kampagnemodel og organisationsstruktur: Nok var de jævnlige landsmøder OOA's besluttende myndighed, men da ingen blev valgt som delegerede, kunne alle blive medbestemmende. Det samme gjaldt landssekretariatets ugentlige plenum: "Forudsætningen for at være medbestemmende er altså at man er til stede, at man aktivt er med i arbejdet... Eftersom det i OOA er afgørende for, om man har indflydelse eller ej, at man er til stede, er præsent, kan denne struktur på en måde betegnes som et 'præsentativt demokrati'.
Meget mere kunne og burde tilføjes, men opskriften for OOA's succes var simpelthen at gøre hver enkelt så nærgående ansvarlig for de fælles resultater som overhovedet muligt. Kommunikationen skulle være ubarmhjertig gennemsigtig, argumentationen hensynsløs falsificerbar og mulighederne for at give ledelse, politikere, kapitalister, stat, marked, samfund, medier, bureaukrater skylden blev indskrænket til et minimum. Skylden havde den enkelte selv, dog ikke som et selvrealiserings-projekt, men for det fælles projekt. I 1980'erne tog selvrealiseringen imidlertid over. Og på den kan ingen grøn revolution gennemføres. Men nu skriver selv de danske energiselskaber: "En ny diskussion om atomkraft i Danmark er perspektivløs."
