Alle ved det. Politikere, militærfolk, akademikere, ngo'er og de civile på gaden: Økonomisk genopbygning af Afghanistan er umulig uden sikkerhed, og sikkerhed er umulig, hvis ikke der er økonomisk genopbygning.
Men økonomisk genopbygning koster penge, og det internationale samfund er langt bedre til at finansiere sine militære operationer og give løn til sine udsendte diplomater, end man er til at skaffe elektricitet og rent vand eller give lønninger til embedsmænd, soldater og politifolk i en stat, der er bankerot. Eller jobincitamenter, der holder bevæbnede unge mænd ude af narkotika-branchen - som udgør 50 procent af Afghanistans BNP - for slet ikke at tale om de Taleban, al-Qaeda eller krigsherre-militser, der også finansierer deres aktiviteter via heroinen.
Larry P. Goodson, professor ved Institute for Middle East Studies ved US Army War College, der uddanner USA's fremmeste taktiske og teoretiske militære analytikere, mener, det snart må være slut, hvis ikke vi vil se nederlag i Afghanistan i øjnene:
"Hvis vi bliver ved med at foregøgle os selv, at en underbemandet styrke kan skabe sikkerhed for genopbygning, og at latterligt små investeringer i job og infrastruktur kan skabe den nødvendige økonomiske fremgang, så har vi tabt på forhånd. På samme måde som det er tilfældet med vores indsats i de fejlslagne stater i Afrika. Problemet er, at Afghanistan er langt, langt farligere for Vesten, hvis vi taber," siger Larry P. Goodson.
De 'latterligt små investeringer' er formelt et beløb på ca. fire mia. dollar på årsbasis (23-26 mia. kroner) gennem FN og Verdensbanken. Til sammenligning er det samlede militære budget for USA og NATO-landene i Afghanistan anslået til mere end 60 mia. på årsbasis.
Men donormidlerne er blevet givet som løfter, og mange lande har ikke indfriet dem. Det er medvirkende til, at FN torsdag i denne uge slog alarm om, at den afghanske afdeling af World Food Programme og Børnefonden UNICEF, kan blive nødsaget til at lukke ned for mad- og skoleprojekter i anden halvdel af 2006, med mindre der kommer flere donorpenge. Konsekvensen er ifølge organisationerne, at der ikke bliver nogen skolegang, at sult bliver et problem til vinter, og at der vil komme flere børnesoldater i militserne.
Hvilken genopbygning?
Human Rights Watch og den humanitære organisation CARE anslår, at Afghanistan reelt modtager under to mia. dollar i hjælp om året, og sammenligner det beløb med konflikterne i Rwanda, Østtimor, Kosovo og Bosnien. Hvis Afghanistans 29 mio. indbyggere skulle have samme internationale støtte per person som i disse lande, skulle det internationale samfund give seks mia. dollar og således det tredobbelte af i dag.
Samtidig melder både internationale observatører og lokale om frustrationer over, at anslået 50-60 procent af FN midlerne går til at betale FN's egne ansatte og faste udgifter, og det derfor er så som så med den reelle genopbygning.
"Folk ser, at vestlige FN-ansatte har indkomster, de aldrig kan drømme om, og at de lokale, der arbejder som chauffører eller hushjælp, tjener mere end embedsmænd eller ministre. Vi andre kan ikke få elektricitet eller rent vand, og så bliver man vred og tænker 'hviken genopbygning?" siger den studerende Abdullah Raqeebi, der arbejder i en organisation for mineofre i Kabul.
De manglende penge gør det vanskeligt at bekæmpe korruption i centraladministration og bidrager desuden til, at flere mænd slutter sig til Taleban i de sydlige provinser:
"Når den amerikanske hær betaler de lokale krigsherrer og landsbybeboere 60 dollar om ugen for at bekæmpe Taleban, og Taleban omvendt kan betale 70 dollar - eller op til 150 dollar, hvis man angriber internationale styrker - så er det jo oplagt, at man har et problem, når der samtidig næsten ikke er anden økonomisk aktivitet end dyrkning af opiumsvalmuen," fortæller antropolog og Afghanistan-eksperten Thomas Barfield fra Boston University i telefon fra Kandahar - Talebans hjemsted før den amerikanske invasion i 2001.
Malplaceret fokus
Larry P. Goodson mener, det er relevant at nævne de eks-jugoslaviske lande som eksempler på mere visionære og handlekraftige 'projekter', men minder om at Afghanistan er en helt anden sag:
"Afghanistan er ikke Kosovo eller Bosnien. Det er et land, der er langt, langt dybere traumatiseret af mange årtiers krig, fattigdom og tyranni. Det er mere komplekst i sin etniske og magtpolitiske sammensætning - og det er langt større og mere geografisk udfordrende militært set. Vores civile og humanitære indsats bør mangedobles, for uden reel fremgang mister befolkningen håbet og accepten af vores tilstedeværelse, og så falder provinserne lige så hurtigt, som vores militær forlader dem," siger han.
Afghanistans præsident, Hamid Karzai, og flere af hans ministre er i den seneste tid gået i offensiven for at få det internationale samfund til at ændre sine prioriteringer. Den 22. juni kritiserede Karzai det 'malplacerede overfokus' på terrorbekæmpelse, der i sig selv bidrager til :
"Jeg siger det igen og igen og hele tiden til vores allierede. Vi er nødt til at fokusere mere på de faktorer, der skaber terrorismen og den uacceptable voldsspiral, vi er inde i. Vi må afvæbne dem ved at standse deres kilder til penge, træning, udstyr og ikke mindst motivation. Motivationen kan man ikke bombe væk. Der dør mange civile i angrebene på Taleban, og det motiverer flere til at kæmpe for dem, selv om de er nogle forbrydere," sagde han.
Desuden lagde han vægt på, at det civile samfunds institutioner var helt afgørende for varig succes - også for at gøre den lokale accept af de internationale styrker mere holdbar i længden:
"Afghanistan må på sigt kunne sørge for sig egen sikkerhed, og derfor skal hæren og politistyrkerne opbygges, hvilet også vil øge opbakningen til centralregeringen," sagde Hamid Karzai.
Netop Karzais regering og ledelse er dog heller ikke uproblematisk, siger Thomas Barfield, der fremhæver udnævnelser af guvernører og lokale politchefer som kritisk vigtige eksempler :
"Hans udpegninger er præget af angst for konflikter, og derfor bliver det lokalt den gamle garde, der er korrupt, inkompetent eller blot interesseret i lokale magtforhold, der styrer uden for Kabul. Det er desværre det, vi ser, og uden en centralregering, der har respekt og pondus, er ideen om et demokratisk Afghanistan dødfødt på forhånd - uafhængigt af alle andre faktorer, der kan smadre den drøm," siger Thomas Barfield.
Velvilje har grænser
Noget der kan smadre drømmen er konstant terror fra Taleban og al-Qaeda mod både militære og civile mål. Kampene i Helmand-provinsen, hvor de danske styrker under canadisk/britisk kommando skal deltage under det såkaldte ISAF-mandat. Deres mission afhænger både af den militære succes i kampen mod militserne og den civile opbakning eller mangel på samme.
Joanna Nathan, chefanalytiker for International Crisis Group i Kabul, opholder sig i øjeblikket i Jalalabad nær den pakistanske grænse. Hun advarer om, at befolkningens velvilje har en udløbsfrist:
"Soldaterne var blevet mødt med kys og kram, hvis de var kommet for fire et halvt år siden. Men man har forsøgt at vinde både krigen og freden med de mindst mulige omkostninger og har helt ærligt brugt alt for lang tid på alt for lidt i området omkring Kabul. Det skal lykkes denne gang - både militært og socioøkonomisk - for ellers er jeg bange for, at vi mister den sidste rest af tiltro, og vinduet smækker uigenkaldeligt i," siger Joanna Nathan.
NATO's generalsekretær Jaap de Hoop Scheffer kalder missionen i Afghanistan "den mest komplekse i NATO's historie". Hans og organisationens øverstbefalende i området, General David Richards, siger samstemmende med sin amerikanske kollega, generalløjtnant Karl Eikenberry, at den militære aktion er "vanskelig", men at det aldrig bliver militær modstand, der ødelægger den afghanske drøm.
"Sammenlignet med vores militære magt, står vi ikke over for en stærk fjende. Problemet er, at statens institutioner er skrøbelige og i nogle henseender direkte svage. Her må det internationale samfund træde til, for i sidste ende er det her, freden skal vindes," siger Eikenberry i et interview med AsiaSource. Og David Richards gik samme vej, da han fredag i denne uge argumenterede for, at den voksende trussel fra Taleban i Helmand og de sydlige provinser ikke blot kan bekæmpes militært:
"Vi skal bruge meget mere gulerod, og ikke så meget kæp," sagde han.
Intet alternativ
Canadieren Peter Dimitroff, der er leder af det amerikanske National Democratic Institute's Afghanistan kontor i Kabul, har en militærkarriere bag sig, der blandt andet tæller en position som aide-de-camp for kommandøren af Canadas NATO-brigade i ex-Jugoslavien.
Han har set genopbygning lykkes og bønfalder det internationale samfund om at øge den økonomiske hjælp massivt, så Afghanistan ikke falder. Om ikke andet så for vores egen skyld:
"Det ville være katastrofalt. Udover at vi ikke moralsk kan tillade os at lade det ske, så vil det være en forfærdelig dyr beslutning, der vil ramme os som en boomerang i form af et Afghanistan, der vil kunne eksportere ufattelig meget heroin til Vesten og blive verdens navle som arnested for terrorister. Omkostningerne er alt for store - menneskeligt, principielt, sikkerhedsmæssigt og økonomisk," siger Peter Dimitroff.
