Vesten er nødt til at vågne op og lægge et stort diplomatisk pres på præsident Musharraf for at skride ind over for de islamistiske kræfter i grænseområdet mellem Afghanistan og Pakistan - også selv om det er farligt.
Det er budskabet fra chefanalytiker for International Crisis Group i Kabul, Joanna Nathan:
"Pakistan udgør et kæmpe problem! Årsagen til, at Taleban som bevægelse har været i stand til at holde sig selv i live og vokse frem som en styrket kraft, er, at man har kunnet bevæge sig helt og aldeles frit i grænseområderne, i Waziristan og det vestlige Baluchistan," siger hun.
Dermed er hun helt på linje med de udmeldinger, der i månedsvis er kommet fra Kabul-regeringen, der mener, Taleban er finansieret, huset og aktivt støttet af stærke kræfter i Afghanistan.
Men ifølge Peter Dimitroff fra National Democratic Institute er det ikke så nemt for Musharraf - eller det internationale samfund.
"På samme måde som præsident Karzai ikke har kontrol med ret meget uden for Kabul, så har Musharraf i dag ikke meget at skulle have i de vestlige regioner. Der er meget stærk modstand mod, at Musharraf hjælper USA med at bekæmpe Taleban blandt stærke islamiske kræfter i Pakistan, og USA og NATO har ikke råd til at miste Pakistan som allieret. Rædselsscenariet er, at hæren, der er stadig mere påvirket af islamistisk indflydelse, smider Musharraf ud i et kup. Og så har man det tætteste, man kommer på en islamistisk, anti-vestlig atommagt," siger Peter Dimitroff.
Læren fra USSR
Angsten er forståelig, men hvis man ikke vil se et sikkert nederlag i Afghanistan i øjnene, så kommer man ikke uden om, at tackle det 'pakistanske problem'. Det er analysen fra den pensionerede brigadegeneral Michael H. Clemmesen, der i dag underviser ved Forsvarsakademiet:
"Det internationale samfund er i gang med den typiske fejltagelse, at se en konfliktzone som en isoleret øde ø for sig selv. Det kan man ikke, og den eneste reelle udefrakommende negative indflydelse i Afghanistan i dag kommer lige fra den anden side af grænsen."
Han ser en tydelig historisk parallel, der klart illustrerer, hvilke vanskeligheder danske soldater risikerer i Helmand:
"Det, vi ser i dag, minder mig om den gang, vi tog ind i Afghanistan, da Sovjetunionen havde besat landet. Vi kunne fra Kandahar se Den Røde Hær blive sprængt i stumper og stykker af militser, der tog frem og tilbage over bjerggrænsen - altså mere eller mindre det område, vi selv skal ind i nu," siger Michael H. Clemmesen.
