Læsetid: 1 min.

ANDRE AVISER MENER

10. august 2006

Corriere della Sera

MILANO, 9. aug. - Man kan kun glæde sig over, at vor nye regering har besluttet sig til at forenkle proceduren for, at indvandrere kan opnå statsborgerskab. Ethvert fornuftigt menneske må kunne indse, at dette er den eneste mulige løsning til integration af hundredtusinder af mænd, kvinder og børn - hvis man ikke i stedet vil skabe et klima af had og permanent adskillelse på indvandrernes bekostning. At blive statsborger er integration, når den er mest gennemgribende og radikal. Italiens indvandrere må nu befries fra deres status som fremmede og skænkes muligheden for at blive italienere.

La Repubblica

ROM, 9. aug. – Da Ariel Sharons tropper den 20. oktober 1973 krydsede Suez-kanalen, og Sadats hær stod på nederlagets rand, satte Nixon og Kissinger stop for al videre israelsk fremmarch – ved hjælp af et ultimatum fra FN og politisk pres på Tel Aviv. Fem år senere underskrev Israel og Egypten i Camp David den fred, som i alle årene siden har sikret en ægte fred mellem staten Israel og den vigtigste arabiske nation.
Et sådant fredsmageri er Amerika i dag ikke længere i stand til at levere, fordi denne store nation har givet afkald på sin rolle som veritabel mægler og magtfuld fredsstifter mellem stridende parter til fordel for en målsætning om at gennemtrumfe ’regimeskifter‘ med magt. Kun et Amerika kan stifte fred i Mellemøsten, men det Amerika, der kan stifte fred, findes ikke mere. Det døde den 11. september 2001.

Dagsavisen

OSLO, 9. aug. – Arkitekten bag Norges rygeforbud på barer og restauranter, KrF-lederen, Dagfinn Høybråten, frygter nu for, at rygere kan blive diskrimineret i arbejdslivet. EU-Kommissionen slår nemlig fast, at stillingsannoncer, som efterspørger ikke-rygere, ikke skal regnes som diskrimination. Men det er det jo! Hvad bliver det næste? Udelukkelse af folk, som bruger snus?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her