Grethe Rostbøll I
Den tidligere kulturminister går til makronerne i dag. Først åbner hun udstillingen 'Jørgens Autohal' i Byggeriets Hus.
Grethe Rostbøll II
Så går turen til en lille tyvstarter på den store Images of the Middle East-festival. Det er på Nationalmuseet, det foregår. Så nu er det bare med at holde styr på talerne - de deltagende arabere forstår jo nok ikke meget af, hvad Jørgens Autohal går ud på.
Gnags
Gaaab. Så er de der igen. Gnags spiller til Randers Festuge, der i øvrigt kan prale af at have 30 år på bagen, hvilket må være en del mindre end Gnags. Hvad var det Østkyst Hustlers sang: Hvorfor er der så ufedt i Randers?
Galathea III
Her på Folk kender vi bedst Gala-thea som et spisested i København - men det er også et ekspeditionsskib. Treeren sejler i dag fra Langelinie, hvorfra den skulle have haft kurs mod Atlanten. Det bliver i stedet Landskrona, da skibet allerede har tekniske problemer.
Dillingen
Ja, det er en tysk by, hvor der afholdes splashdiving verdensmesterskaber. Altså kunsten at lave en bombe fra 10-meter vippen. But why - som drengene i Monkey Business plejede at sige. Ja, hvorfor?