Læsetid: 3 min.

Lærer Connecticut Fogh at argumentere?

Ud af Irak. Nu! For at støtte det demokratiske USA og bekæmpe fundamentalismen
11. august 2006

Foretrækker et flertal af demokratiske vælgere i USA-staten Connecticut Saddam Hussein og er de anti-amerikanske? Det må de være ifølge ingen ringere end Danmarks statsminister. De kasserede nemlig ved primærvalget af senator-kandidat til midtvejsvalget i november deres mangeårige repræsentant Joseph Lieberman, fordi han støtter Irak-krigen og ikke vil kalde tropperne hjem snarest. Da er der al mulig grund til at minde om, hvad Fogh Rasmussen sagde for tre-fire år siden. For resten ikke svært at huske, for han sagde det altid. Skulle Fogh kommentere, at chefen for FN's våbeninspektion, Hans Blix, ønskede mere tid til at undersøge, om Irak var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, hvad inspektøren i øvrigt betvivlede, eller at Irakkrigen stred mod gældende folkeret, og at krig vel bør være absolut sidste udvej eller - som det viste sig- at Irak ikke var i besiddelse af nogen som helst masseødelæggelsesvåben, lød svaret hver gang: Foretrækker du/I da Saddam Hussein? Og jeg er ikke anti-amerikansk. Efter den Fogh'ske logik må et flertal af medlemmerne af Det Demokratiske Parti i Connecticut nu have erklæret sig anti-amerikanske og tilhængere af Saddam Hussein.

Det er både til en Holberg'sk Den Politiske Kandestøber-komedie og en Shakespearesk Hamlet-tragedie, at Danmark har en statsminister, som ikke kan argumentere. Kun slutte modsætningsvis: Advarer man mod international selvtægt i form af krig mod andre lande uden i oplagt selvforsvar eller uden at folkerettens forskrifter følges eller - hvad der angående såkaldte "humane interventioner" mod inhumane diktatorer og deslige er det allervigtigste - uden akut anledning og uden virkelighedstro forestillinger om, hvordan freden skal fastholdes og den besatte befolknings hjerter og opbakning vindes, slutter Fogh modsætningsvis, at så må man være tilhænger af Saddam Hussein og anti-amerikansk.

Komik, tragik og olien

Advarer man mod regeringens anti-terrorpakkers undergravelse af retsstaten, er man tilhænger af bin Laden og al-Qaeda. Bekæmper man en tilbagevenden til den sorte skoles kanon-terperi, eksamens-hysteri og meningsløse karakter-målinger, er det, fordi man som rundkredspædagog ikke ønsker, at børnene skal lære noget. Kritiserer man Jyllands-Postens hetz mod muslimer, er man modstander af ytringsfriheden. Afviser man Bjørn Lomborgs opfattelse af verdens miljøtilstand, ligger man under for Svend Aukens påståede miljø-imperium. Bekæmper man privatisering og pengemarkedsgørelse af alt og alle, er man tilhænger af statsdiktatur. Fortvivler man over Israels drab på libanesiske civile, er man antisemit og tilhænger af Hizbollahs drab på israelske civile.

Måtte demokraternes primærvalg i Connecticut lære Anders Fogh Rasmussen at argumentere. Når denne rundkredspædagogiske opgave foreløbig er mislykket for både Adam Smith, Grundtvig, Kierkegaard og Uffe Ellemann-Jensen. Så vidt den Holberske komedie.

Nu kommer den shakespeareske tragedie: Hvordan går det til, at ikke blot flertallet af det danske folk, men mange folk rundt om i den selverklærede frie vestlige, storstilet naturforbrugende verden, falder for enten-eller-fundamentalismen af den Fogh'ske (og Bush'ske) observans? At det har med de avancerede industri- og videns-økonomiske nationers naturforbrug at gøre, slog bl.a. ovennævnte Hans Blix fast, da han her i bladet i marts i år blev spurgt om, hvad verden har lært tre år efter Irak-invasionen?

"Ligesom det med masseødelæggelsesvåben var en måde at sælge krigen på, så tror jeg, at det med demokratiet også var det. Amerikanerne tror måske selv på det, men jeg mener, det er en falsk begrundelse. Det handler meget mere om olie. Så jeg mener, man skal se invasionen af Irak i et langsigtet sikkerhedsperspektiv, der i høj grad handler om adgangen til energi i en verden, hvor Kina og Indien er stærkt voksende olieforbrugere, og hvor konkurrencen om olien i Irak, Iran og andre steder vokser stærkt," svarede Blix.

Men er falskhed den helt dækkende betegnelse for det, der ledte Bush og Fogh ud i det morads, som Israel nu gentager, jf. interviewet side 12-13 med Harlan Ullman?

Drives enten-eller-fundamentalismen ikke snarere af en for længst indtruffet kortslutning mellem forestillingen om demokratisk frigørelse fra social tvang og forestillingen om naturvidenskabelig, teknisk og økonomisk frigørelse fra naturens grænser? Herunder andre menneskers grænser og egen værdighed? Så vi mener os berettigede til al magten, bl.a. over olien, fordi vi simpelt hen inkarnerer menneskehedens totale - demokratiske og tekniske - frigørelse. Det forslag til helhedsløsning for Israels overlevelse, som Ullman skitserer, kræver derimod noget så uhørt som ydmyghed. Det samme gør Iraks overlevelse. Vi har mistet troværdighed og må ud derfra, for at andre forhåbentlig kan hjælpe det arme land ud af den forfærdelige borgerkrig.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her