Kvinder, der var barnløse i 1800-tallet, risikerede at blive udsat for et særdeles blodigt indgreb, hvor lægen skar eller klippede i livmoderhalsen. Formålet var at lette sædcellernes passage i kvindens indre, da lægerne mente, at mekaniske barrierer var skyld i barnløshed.
I et speciale skrevet ved Afdeling for Historie ved Københavns Universitet har cand.mag. Signe Nipper Nielsen undersøgt, hvordan lægevidenskaben anskuede og behandlede barnløshed i perioden 1870 til 1900. Dengang var det fortrinsvis kvinden, der fik tildelt ansvaret for barnløshed.
"I dag har man i langt højere grad erkendt, at mænd kan være infertile, men det er stadig kvindekroppen, man foretager indgreb på og giver skrappe hormonkure, selv når det er mandens sædkvalitet, der er dårlig. Måske er det, fordi man endnu ikke ved nok om mandens reproduktion," siger Signe Nipper Nielsen, der mener, at man godt kan sætte spørgsmålstegn ved om den fokus, der er på kvindens rolle i forplantningen i dag, er naturlig, eller om der er tale om et levn fra kulturelle forestillinger om kvindens dominerende rolle og ansvar i forplantningen.
De kirurgiske indgreb mod barnløshed begyndte at gå af mode i løbet af 1880'erne og 1890'erne, hvor lægerne modstræbende begyndte at erkende, at mænd også kunne være sterile.
Kønssygdomme
Da det videnskabeligt blev bevist, at gonorré kunne ligge latent i kroppen og være årsag til sterilitet, blev der sat øget fokus på mændenes seksuelle aktiviteter, og hvordan de kunne være med til at sprede smitten til deres koner. Det var især udskejelser blandt borgerskabets mænd, der blev sat til debat. I slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede var prostitution legaliseret og udbredt i Danmark.
"Der var en dobbeltstandard for mænd og kvinder. Mens der er eksempler på, at mænd ligefrem fik ordineret prostitution som kur mod onani, som blev anset for at være langt farligere, var normen, at borgerskabets kvinder skulle holde sig kyske indtil ægteskabet," fortæller Signe Nipper Nielsen.
Prostitution var blot et emne i den nordiske sædelighedsfejde, der satte tidens seksualmoral på dagsordenen.
Dårlig sæd var tabu
Det var dog fortsat et tabubelagt emne, at en mand kunne have dårlig sædkvalitet og på den måde også være steril.
"Flere læger anbefalede, at man holdt det hemmeligt for manden, hvis det var hans sæd, der var noget galt med, fordi de mente, at det kunne føre til 'melankolier' og 'særlige misligheder'," fortæller Signe Nipper Nielsen.
Selv om specialet viser, at lægevidenskaben overordnet og historisk set har tillagt kvinden ansvaret for barnløshed og kun modvilligt har erkendt, at mænd også kan være sterile, er Signe Nipper Nielsens speciale også med til at nuancere de anklager, som feminister og andre gennem tiderne har fremsat om, at lægevidenskaben var for patriarkalsk.
"Kvinder, der ikke kunne få børn, mistede i lægernes øjne ikke kvindelighed af den grund, fordi der i forvejen var en opfattelse af, at kvindekroppen var skrøbelig. Det var nærmere mandens opførsel og udseende, der indirekte blev overvåget og disciplineret af lægerne. 'Kvindagtige' mænd var efter lægernes opfattelse oftere impotente end maskuline mænd," fortæller Signe Nipper Nielsen.
Orgasme påkrævet
I slutningen af 1800-tallet førte gynækologerne en livlig debat om, der var sammenhæng mellem kvindens nydelse og hendes mulighed for at blive gravid. Nogle læger mente, at hvis en kvinde ville have børn, måtte hun selv aktivt sørge for at opnå nydelse under samlejet og ikke bare lade manden gøre sit. Grunden var, at orgasmen angiveligt skulle føre til sammentrækninger af livmoderen, som kunne uddrive den seje slim i livmoderhalsen, så sæden lettere kunne trænge ind.
"Flere mente, at nydelsen var en nødvendighed for kvinden, men samtidig anbefalede de fleste læger den gyldne middelvej, idet for hyppig seksuel aktivitet både for manden og kvinden også kunne være skadelig," fortæller Signe Nipper Nielsen.
For mandens vedkommende gjaldt det primært om at økonomisere med sæden, der blev anset for at være en dyrebar væske i modsætning til kvinders udflåd, som dengang gik under betegnelsen 'det hvide flod'. I det hele taget blev synet på kvindens krop i slutningen af 1800-tallet ved med at være, at kvindekroppen var kompleks og hele tiden udsat for farer i form af såkaldt 'kritiske perioder' som menstruation, graviditet og barsel, mens manden blev anset for at have et mindre komplekst system. Den grundlæggende opfattelse mener Signe Nipper Nielsen ikke har forandret sig meget de sidste 100 år.
"Manden menes stadigvæk at have et meget mindre komplekst system, hvorimod man eksempelvis taler om, at det såkaldte PMS påvirker kvindens psyke op til menstruationen. Derimod bliver mænds kroppe og psyke stadig anset for at være adskilte," siger Signe Nipper Nielsen, der skal forske videre i medicinens historie ved University of Cambridge i England, hvor hun har fået et ph.d. stipendium.
Læs mere om specialerne på: www. information.dk/fakultet
