Læsetid: 4 min.

FCK svigter sig selv

FCK har kun sig selv at takke for, at holdets rolle i Champions League stort set er udspillet
29. september 2006

Da FCK's spillere klokken lidt over halv elleve tirsdag aften traskede fra banen i Glasgow var det med visheden om, at deres rolle i Champions League stort set er udspillet. Et nederlag til Celtic på 1-0 kombineret med en målløs uafgjort hjemme i den første kamp mod Benfica betyder, at københavnerne nu ligger sidst i gruppen - med ringe udsigt til forbedring af den situation i de kommende to opgør, hvor modstanderen er mægtige Manchester United. Holdets forhåbninger om at erobre den kvalifikationsgivende andenplads i puljen hviler nu på indtræffelsen af et mindre mirakel.

Men uanset hvor stor skuffelsen end er i FCK-lejren over resultaterne i kampene mod Celtic og Benfica, må man gå ud fra, at den overskygges af den smertelige bevidsthed om, at københavnerne i højere grad er faldet på egne fejl end på de andres dygtighed, og at meget kunne have set anderledes ud, hvis ikke klubben på flere punkter har svigtet sig selv, både på og uden for banen.

Et stort ansvar må placeres hos den sportslige ledelse, der ikke foretog de nødvendige indkøb i løbet af sommeren - især på de offensive pladser. Man kan ikke bebrejde klubben, at den lod angriberen Álvaro Santos skifte til franske Sochaux i sommerpausen, men man kan bebrejde de sportsligt ansvarlige, at de ikke sørgede for at rekruttere kvalificerede erstatninger til holdet. Især virker det som en stor fejltagelse, at man ikke efter sejren over Ajax i Amsterdam købte den ekstra angriber, som københavnerne så åbenlyst har brug for i de krævende Champions League-kampe.

FCK's tøvende optræden på transfermarkedet har haft som konsekvens, at klubben er gået ind i sit mest krævende efterår nogensinde med kun to deciderede frontløbere, Frederik Berglund og Marcus Allbäck, og derved råder de danske mestre vel over den svageste offensiv af alle 24 deltagere i Champions League.

Situationen bliver ikke bedre af, at opgørene med Benfica og Celtic har afsløret, hvad mange frygtede, nemlig at Frederik Berglund reelt ikke har klassen til at begå sig på dét niveau. Berglund er en habil superliga-spiller, men han har intet at gøre i Champions League. Han er hverken teknisk eller fysisk i stand til at udfordre forsvarerne og virker febrilsk i sit spil. Det efterlader Marcus Allbäck som FCK's eneste reelle offensive trussel, og den 33-årige svensker er for let at skærme af, når han slås på egen hånd.

Ansvaret bør deles

Holdets problemer lader sig imidlertid ikke isolere til den forreste linie. Også længere tilbage på banen har FCK svagheder, hvoraf den største udspringer af, at holdets venstre back, André Bergdølmo efterhånden er blevet så langsom, at han ikke længere kan bidrage til holdets offensiv, i hvert fald ikke i de internationale opgør. Det giver venstresiden et problem, der forstærkes af, at venstrekanten Jesper Grønkjær er langtidsskadet. Dermed får holdet en slagside, der ikke afhjælpes af, at Grønkjærs plads i de europæiske kampe udfyldes af Atiba Hutchinson, der normalt spiller på den centrale midtbane. I FCK's trup befinder sig ellers to naturlige valg til venstre midtbane - Razak Pimpong og Martin Bergvold - men træner Ståle Solbakken har tilsyneladende ikke tillid til, at de kan klare sig på internationalt niveau, så derfor stiller FCK op til de europæiske kampe med en venstreside, der udgøres af en central midtbanespiller, der er fejlplaceret, og en back, der er blevet for gammel. Som konsekvens har den offensive dimension været fuldstændig fraværede på den flanke, og det har været medvirkende til, at holdets modstandere har kunnet afholde FCK fra at producere så meget som én åben målchance i to kampe.

Det vil imidlertid være urimeligt at lægge hele skylden for holdets manglende offensive punch på direktørgangen. Klubbens ledelse deler ansvaret med træneren, Ståle Solbakken, der har snøret sit hold ind i en rigid safety first-taktik, hvor en defensiv udgangs-formation har været kombineret med en opspils-formular, der primært har haft til hensigt at minimere risikoen for at begå fejl midt på banen. Dette har betydet, at meget af FCK's fremadrettede spil har bestået af lange bolde op til Allbäck og Berglund, der har ligget isoleret i front.

Svagheden ved taktikken blev udstillet både mod Benfica og Celtic. Imod portugiserne gjorde den FCK ude af stand til at skabe en eneste målchance i hele kampen, og på Celtic Park forhindrede den københavnerne i at omstille sig til mere offensivt spil, efter at de var kommet bagud i første halvleg.

Det kan siges meget enkelt: At deltage i Champions League kræver, at man er villig til at løbe en risiko. I hvert fald hvis man har ambitioner om mere end at spille 0-0 hjemme og indkassere hæderlige nederlag på udebane.

Modstanderne er ganske vist gode på dette niveau. Men de er ikke så gode, at de slet ikke begår fejl. De begår bare ikke uprovokerede fejl. Man må tvinge dem frem. Og det sker kun, hvis man tør angribe og sætte de andre hold under pres i deres egen forsvars-zone.

Indtil videre har FCK bekræftet, hvad man var klar over i forvejen: At der er tale om et velorganiseret og fysisk stærkt mandskab, der står godt i defensiven, og som er vanskeligt at bryde ned. Alt sammen gode, skandinaviske kvaliteter. Det er bare ikke nok. For at deltage i Champions League skal man også have noget mere. Man skal have mod

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her