Læsetid: 4 min.

Gæst ved de voksnes bord

FCK’s indsats i kampen mod Benfica var en falliterklæring, og holdet er stort set allerede ude af kampen om at gå videre fra puljen. Er det virkelig nok for dansk fodbolds himmelstormere at undgå at blive til grin?
15. september 2006

Det var Manchester Uniteds manager, Alex Ferguson, der engang sagde, at for at overleve gruppespillet i Champions League skal man vinde sine hjemmekampe og finde et enkelt point på udebane. Med det udsagn in mente må man spørge, om FCK overhovedet har reelle ambitioner om at gå videre fra sin pulje. Tilsyneladende ikke, hvis man skal dømme efter holdets optræden i den første Champions League-kamp onsdag aften mod Benfica. Her bestod holdets succes-kriterie tydeligvis i at holde nullet og det ene point mod et kriseramt Benfica-mandskab, der ankom til København uden ambitioner om andet end at forsvare sig og måske snuppe sejren på et lucky punch.

Resultatet var, at det første Champions League-opgør i Parken i 13 år endte som en trist og taktisk affære mellem et hjemmehold, der savnede modet, og et udehold, der ikke havde viljen. Det er imidlertid svært at bebrejde portugiserne noget; de levede op til Fergusons dictum og erobrede et vigtigt udebanepoint. Bebrejdelserne bør rettes mod FCK, der allerede nu ser ud til at være afgørende hægtet af i kampen for at komme videre fra puljen, og skylden tilfalder i lige dele holdets spillere og dets træner, Ståle Solbakken.

Hvis man kigger på trænerens ansvar først, står det klart, at han bør skoses for at sende et for defensivt orienteret og fejlagtigt sammensat mandskab på banen - og for ikke at foretage de nødvendige rokeringer undervejs. I lyset af at københavnernes bedste angriber, Marcus Allbäck, var spærret af karantæne, var det ventet, at FCK ville stille op i en 4-5-1 med Frederik Berglund som enlig frontangriber foran en fem-mands midtbane med Grønkjær og Silberbauer på kanterne, men i stedet valgte Solbakken at strukturere sit hold i en 4-4-1-1, hvor Grønkjær var skubbet frem i hullet mellem midtbane og angreb og Atiba Hutchinson anbragt på en uvant plads på venstre flanke.

Kunne have rettet op

Formationen kom dog aldrig til at fungere, primært fordi fejlanbringelsen af Grønkjær var lysende klar fra første minut. Grønkjær er en fuldblods kantspiller, og han bryder sig ikke om at blive omplantet til andre steder på banen, hvilket blev afsløret i løbet af en første halvleg, hvor han mestendels var anonym og på intet tidspunkt formåede at give Berglund den støtte, som den svenske hurtigløber havde brug for.

Derudover var FCK's opspil også hæmmet af, at holdets venstre back, den placeringsstærke men aldersstegne André Bergdølmo, konsekvent holdt sig langt tilbage på banen for ikke at blive overløbet af de hurtigere portugisere. Dermed var det let for portugiserne at afmontere de danske angreb, der stort set udelukkende blev ført igennem af Silberbauer og Lars Jacobsen i højresiden, og efterhånden som halvlegen skred frem, blev FCK's opspil i højere og højere grad reduceret til at bestå af lange bolde, som midterforsvareren Brede Hangeland sendte op mod Berglund i anden sals højde; afleveringer som den diminutive Berglund selvsagt ikke kunne stille noget som helst op med.

I slutningen af første halvleg kunne Ståle Solbakken have rettet op på den udsigtsløse taktik, da Jesper Grønkjærs exit på grund af en skade åbnede mulighed for en større omstilling af holdet, men FCK-træneren valgte blot at sende William Kvist på banen som venstre kant og skubbe stakkels Atiba Hutchinson helt i front (hvor landsholdsspilleren fra Canada heller ikke bryder sig om at spille) og disse ændringer havde ingen positiv effekt på spillet.

Man skal også forsøge

Man må dog sige til Solbakkens forsvar, at han blev svigtet af sine spillere, der virkede alt for låste af begivenheden til at kunne udfolde sig på vanligt niveau. På forhånd var der blevet talt meget om vigtigheden af denne kamp, men da den endelig blev fløjtet i gang, opførte FCK-spillerne sig som en flok drenge, der for første gang får lov at sidde ved de voksnes bord: velopdragent, forsigtigt og en lille smule kedeligt. Borte havde taget den frejdighed og spillelyst, der havde sikret dem den samlede sejr over Ajax Amsterdam.

Som Ferguson-citatet udtrykker i indledningen af denne artikel: Hvis man vil overleve gruppespillet i Champions League, skal man vinde sine hjemmekampe. Med tanke på, at FCK er i pulje med hold som Manchester United og Benfica, kan man tilføje: Man bør i hvert fald forsøge at vinde dem. Det mest nedslående ved onsdagens resultatet er ikke, at FCK nu har bragt sig i en situation, hvor de sandsynligvis er tvunget til at hente en sejr på Old Tafford, Estádio da Luz eller Celtic Park for at gå videre. Nej, det virkeligt skandaløse er, at FCK ikke for alvor prøvede at besejre Benfica. De danske mestre var tydeligvis tilfredse med at få det ene point, der reelt har anbragt klubben i en meget vanskelig situation.

FCK vil til sit forsvar sikkert indvende, at man holdt nullet bagude og kom på tavlen. Det er også rigtigt. Men siden hvornår har et hold af landsholdsspillere fra Danmark, Sverige, Norge, Canada og Ghana været tilfreds med 0-0 mod et formsvagt og skadesramt mandskab fra Portugal? Det bedste, man kan sige om kampen i onsdags, er, at FCK undgik at blive til grin. Og er det virkelig godt nok for dansk fodbolds himmelstormere fra Østerbro?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her