Læsetid: 8 min.

Hadet til demokratiet er lige så gammelt som demokratiet selv

De intellektuelle klager og jamrer: Demokratiseringen er løbet løbsk. Borgeren er blevet en grisk forbruger, der ikke kan få nok. Ifølge den franske filosof Jacques Rancière afslører denne klagesang et had til demokratiet....
15. september 2006

Døren til venstre står på klem. Information banker på. Øjeblikket efter bliver døren til højre åbnet. Den franske filosof Jacques Rancière tager efter aftale imod avisens udsendte i sin lejlighed i Paris' 10. Arrondissement - uden at tage videre notits af sin gæsts forvirring: "Kom indenfor," lyder det.

Klokken er 16.30, Jacques Rancière er denne sommer fyldt 66 år, og den - med hans egne ord - "omvendte verden" kommer ikke længere bag på ham. I et kontroversielt essay, Hadet til demokratiet, der udkom sidste år og oversættes til alt fra tysk til japansk langer han ud efter de især franske intellektuelle, der vender tingene på hovedet. Rancière kritiserer en tendens til "antidemokratisme". Intellektuelle forkaster de moderne mennesker som "grådige" individer, der ikke kun vil have frihed og lighed, men mest af alt bare mere. Og således, fremfører Rancière, er tænkningen endt i en blindgyde. Kritikken af kapitalismen i sidste halvdel af det 20. århundrede er slået om i kritik af demokratiet, der sætter den enkelte i centrum. Tidligere var det enkelte individ udskyldigt offer for systemerne, nu er individet blevet den skyldige i forfaldet.

Rancière byder på et glas vand, en lænestol og placerer sig overfor i en lav sofa under et tryk af den belgiske surrealist Paul Delvaux. Til højre hænger et ikonmaleri. Til venstre et portræt, som filosoffen afviser skulle forestille komponisten Schönberg: "Det er min svoger," siger han og smiler.

Marx på hovedet

Jacques Rancière er i dag blandt Frankrigs største og mest respekterede filosoffer. Hans seneste udgivelse, Chronique des temps consensuels, er en samling artikler udgivet i det brasilianske dagblad Folha de São Paulo og et vidnesbyrd om, hvorledes aktuelle rystelser i verden giver genlyd i Ranciéres tænkning. Murens fald er en af dem. Rancière læner sig ind over det lave kaffebord:

"Jeg tror, et særligt forhold gør sig gældende i dag, hvor der ikke er noget alternativ. Verden er ikke længere styret af oppositionen mellem to blokke. Den gamle marxistiske kritik af forbrugersamfundet nytter ikke længere noget, fordi man alligevel ikke kan foreslå andet end kapitalisme," siger Rancière. Nu kritiseres individerne i stedet for systemerne:

"Kritikken af forbrugersamfundet er blevet omprogrammeret. Intellektuelle i 30-40-årsalderen er begyndt at lære tingene på en omvendt måde. De forkaster varens magt, som om forbruger-individerne var de ansvarlige for det kapitalistiske system. Hermed fastholdes illusionen om en slags radikal kritik, men fejltagelsen fører til en frikendelse af systemet. Individerne tildeles ansvaret for, at vi har det varesystem, vi har."

Demokratiets skandale

Rancières egen tænkning drejer sig om folket, altså folk som i 'folkestyre' eller 'demokrati':

"Demokrati er folkets magt, men 'folkets magt' skal hverken forstås som befolkningens eller vælgernes magt. Folkets magt er hvem som helsts magt. Det er magten hos dem, der ikke har nogen særlige kompetencer, der berettiger dem til at regere."

Demokratiet er opgøret med forestillingen om, at de såkaldt kompetente bør regere de såkaldt inkompetente. Herkomst, alder, guddommelig udvælgelse, dyd, rigdom eller viden er ikke forhold, der berettiger til at styre folket. Ifølge Rancière er dette demokratiets grundvilkår, der historisk har mødt og stadig møder modstand. Det er "demokratiets skandale," som man må acceptere, hvis man vil følge demokratiets princip. Det såkaldte "had til demokratiet" er lige så gammelt som demokratiet selv. Man genfinder antidemokratismen i det antikke Grækenland hos Platon, der mente, de vidende skulle regere de uvidende.

Splittet demokratiopfattelse

"Det er velkendt at ordet 'demokrati' oprindeligt var en fornærmelse. Demokrati betød folkets regering, og det ville sige, at de, der intet havde, altså pøblen, regerede. Adlen, de vidende og folk af fin herkomst, der mente, de besad kvaliteterne til at regere, anvendte ordet som en foragtelig beskrivelse af folkets magt. Det særlige ved det samtidige had til demokratiet er en ny splittelse. Ordet anerkendes, men udelukkende som en regeringsform," siger Rancière, der mener, at demokrati som henholdsvis styreform og livsform ikke kan adskilles.

Sådan ser verdens statsledere imidlertid ikke på det.

"Regeringslederne betragter demokratiet som en god ting, så længe det beskriver de institutioner og former, hvorigennem de regerer; og som en dårlig ting, så længe det udtrykker massens magt."

Hadet til demokratiet, som denne adskillelse tillader, genfindes hos de, der sædvanligvis hævder at kæmpe for det.

Efter Saddam Husseins fald og de efterfølgende plyndringer af Bagdads butikker lod Donald Rumsfeld forstå, at demokrati også er kaos og uorden. Som den amerikanske forsvarsminister ironisk forklarede, havde amerikanerne ikke blot bibragt irakerne deres frihed til at gøre det gode, men også til at gøre det onde.

"Det var en måde at spille på en slags dobbelthed i demokratiet. Man vil indføre demokrati mod en diktatorisk regeringsform og på den anden side siger man, at, nåh ja, demokratiet er ikke kun dét. Vi giver dem friheden til at gøre, hvad de vil, og fordi de er fattige, gør de det onde," siger Rancière lettere vrængende.

Demokrati som oligarki

Problemet er ifølge den franske filosof ikke for meget, men for lidt demokrati. Rancière omtaler konsekvent de såkaldt demokratiske stater som oligarkier eller fåmandsvælder.

"Kaster man et nærmere blik på verden i dag, ser man en tendens til opdeling. Hvad er i sidste ende kampen mellem det gode og det ondes imperium? Det er en kamp mellem lande, der er regeret af den økonomiske lov og rigdom - og lande, der er regeret enten af love i en etnisk orden eller religiøse love eller af en sammenblanding af det religiøse og etniske. I dag ser man altså en udfasning af den demokratiske energi."

Den oligarkiske tendens genfindes i den seneste debat om EU-forfatningen. Som Rancière påpeger blev den folkelige modstand affejet som "populistisk", fordi den kom på tværs af den dominerende logik.

"Det, der var på spil i afstemningen om den europæiske forfatningen, var meget mere end et spørgsmål om nationalisme eller føderalisme, fordi forfatningen, som man kaldte den, i virkeligheden ikke var en føderal konstitution for Europa. Det var snarere en art traktat, der sigtede mod en forvirring mellem regeringers og den økonomiske magts beslutninger. Man ser så udmærket, at den europæiske forfatning ikke er en konstitution for det store europæiske folk, for dette store europæiske folk eksisterer ikke. Se hvorledes staterne fortsætter med at lede de nationale fællesskaber. Men staterne har tendens til at lægge distance til folket ved her imellem at oprette disse overnationale institutioner, der er udenfor reel kontrol," forklarer Rancière, der ikke tror på den udbredte forestilling om, at staterne svækkes i takt med globaliseringen.

"Den har snarere formindsket folkenes magt i det omfang, at en væsentlig del af de internationale institutioners liv er reserveret staterne og deres eksperter. Der er altså ikke en svækkelse af staten, men faktisk en styrkelse, fordi mange af staternes slutninger træffes i virkeligheden hinsides de respektive folks kontrol," fastslår Rancière.

For at bryde det oligarki, der kalder sig demokrati, efterlyser Rancière en politik, der handler om andet og mere end magtkamp. Den franske filosof kræver veritabel politisk aktivitet, uenighed eller dissensus. Spillets regler må konstant brydes. Og hans smil synes at antyde, at dette standpunkt kunne være at forveksle med mange andre franskmænds standpunkt i et land, der de seneste år har været præget af nærved permanent social uro.

"Jeg tror, der er politik, når der er et supplement. Man kan sige, at det folk, som er indskrevet i forfatningen og er repræsenteret af sine repræsentanter, ikke er nok. Der må også være et folk, der eksisterer i form af et kollektiv, som pludseligt går ned i gaden og deklarer, at 'dette eller hint er urimeligt', eller 'nu ønsker vi det således'. Grundlæggende er der politik, når der er opposition mellem flere folk, når det regerende folk bliver overrumplet og løbet over ende af et handlende folk," mener Rancière.

Han afskriver den parlamentariske opposition som reel opposition. Oppositionspartierne, der hævder at være imod regeringen, deler samme ekspertkultur og sprog. I stedet taler han for en kontra-ekspertise og et andet sprog.

Et af de steder, hvor Rancière finder den, er i kunsten. Derfor er det politiske æstetisk og det æstetiske politisk. Begge handler om, hvad han kalder "en deling af det sanselige." Begge felter rykkker ved grænserne for, hvad man kan beskæftige sig med.

"Politik handler ligesom kunst om at bestemme, hvad der er synligt og usynligt, læseligt og ulæseligt, hvad der kan høres, og hvad der ikke kan høres, hvad der er tale, og hvad der er skrig," forklarer han. Den dybe forbindelse mellem kunst og politik er ikke blot velkendt, men også gammel.

"Politiske spørgsmål er knyttet til de spørgsmål, der vedrører teatret. Platon angriber demokratiet og således også teatret som fællesskabsformer."

Kunstens overdemokrati

Rancière er den i dag måske mest citerede nulevende filosof i den franske kunstverden, og hans bog Malaise dans l'esthétique, der udkom forrige år, er viet samtidskunsten. Men de politiske hensigter inden for denne kunstgren, der har omkring fire årtier på bagen, deler han ikke alle:

"Al den politisk militante kunst, der blev produceret i 60'erne og 70'erne, ville skabe en ny form for perception, skabe nye antiforbrugeristiske bevidsthedsformer. Men grunden til, at det fungerede, er, at dets publikum allerede var overbeviste om de politiske positioner, som denne kunst logisk måtte bibringe dem," fremfører Rancière.

Til gengæld fremhæver Rancière en genuint demokratisk strømning i kunsten siden anden halvdel af det 19. århundrede. Det er en bevægelse, der er blevet forfulgt op i det 20. århundrede, hvor alt og alle loves adgang i kunstens rige.

"Der er en forbindelse mellem politisk demokrati og kunstnerisk demokrati, der ikke er helt tilfældig. Hvis man ser på, hvad der skete i det 19. århundrede, kan man sige, at kunsten definerer sit eget demokrati, der ikke nødvendigvis er det politiske demokrati. Kunsten dekreterer, at alt er vigtigt. En af forfatteren Flauberts berømte sætninger lyder for eksempel: 'Jeg interesserer mig lige så meget for lusen under den fattiges kappe, som for den fattige selv,'" fremsiger Rancière og slår en diskret latter op, inden han fortsætter:

"I kunsten er der altså en tendens til at skabe en form for overdemokrati. Det vil sige, at kunstens demokrati og lighedstanke er meget mere fundamental - hvis ikke idealet - og overskrider netop politikkens hævdelse af lighed," foreslår Jacques Rancière.

Og, som han påpeger, kan kunstens demokrati derfor til tider stå i modsætning til det politiske demokrati. Men som han også lader forstå, er kunstens såvel som politikkens demokrati begge skandaløse - og det er ikke at forveksle med et problem.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her