Underlig svimmel, fortumlet i knolden, med en hjerne som kartoffelmos iblandet små stumper af gulerødder (søde) og bitter selleri, finder man sig selv stirrende, forundret, ned på de sidste 11 sider af Mette Moestrups nye bog. De er alle blanke. Skal man selv skrive samlingen færdig? Kan der mangle et eller andet til sidst? Eller har poeten blot arrangeret det sådan, for at hovedet kan finde en smule hvile oven på dét verbale bombardement, læseren har været ude for?
Hvor den næsten jævnaldrende Ursula Andkjær Olsen (f. 1970) i sin seneste samling Skønheden hænger på træerne har skiftet metode fra polyfoni til kværnende monotoni og går fra en sprælsk dialog til en mumlende enetale, synes Mette Moestrup (f. 1969) med Kingsize at have vovet sig ud, længere ud, i det vilde.
Skæg og ballade
Hun er som digter dybt intellektuel, ingen tvivl om det, og hun kan slet ikke lade være med at bruge sin belæsthed (Shakespeare, Emily Dickinson, Wordsworth, Ewald, J.P. Jacobsen m.fl. popper op de særeste steder sammen med Yoko Ono og den koreanske digter Hwang Chin-I); men samtidig har Mette Moestrup evnen til at lege med ordene og ind imellem være rigtig godt gammeldags plat, som når hun lader en central glose, 'love', dele sig op i to og dels på engelsk betegne: kærlighed, dels dække samfundets, statens love. Det giver anledning til originale og ætsende præcise kommentarer til den paragraf i Lov om ændring af udlændingeloven, der vedrører 'tilknytningskravet' for personer adopteret til Danmark. Jo, her er lagt op til samfundskritik og til mængder af skæg og ballade.
Tre linjer inde i bogen snubler man således mod en sætning, der begynder med ordene "Brug ikke bydemåder", og hvis form jo modsiger dens udsagn. Subjektet er markeret som splittet, tungen som fra udgangspunktet spaltet. Længere nede i samme digt føler jeg'et sig "så grammatisk i dag", hvad man godt forstår, eftersom teksten selv spørger til alle de måder, vi har det med at tale om kærlighed på: Elsker, elskede, nutid/datid - min elskede. Hvis? Hvis ikke?
Forskudte hybrider
Sådan kan Mette Moestrup undersøge sproget, idet hun spørger og spidser til, vender ordene, vrider dem, og på et højere tekstligt organisationsniveau lader hele sætninger mutere, fluktuere, permutere, i stadig nye forskydninger og hybride selvgentagelser. I denne kunst er et lærestykke digtet om barndommens nordjyske landsby, der længere fremme i bogen udsættes for analytisk spatiering og nu fyldes med nye, urovækkende betydninger:
hvor kom jeg fra
nå ja
jeg kom jo fra
den landsby som
jeg kommer fra
og hvad betyder det
at komme fra
hvis jordbund er havbund
og man er ude at svømme
Man falder undervejs måbende pladask for bogens mange sjove, vildtvoksende digte. Og skulle der endelig være en enkelt stramtandet, sammenbidt læser, som ikke morer sig overhovedet, vil vedkommende utvivlsomt overgive sig på lykke og fromme, når han eller hun når frem til den sidste, meget lange, alfabetisk ordnede tekst, der fistrer af sted mellem alt muligt, men gang på gang fortættes, skriver "Underliv og overjeg" eller drejer bekymret på sine egne bekymringer:
"Denne frygt for mine landsmænd, at de alle bliver syge af xenofobi, er også en fobi."
På Halmtorvet
Hvad bogen lige 'handler om', er ikke lige sådan at få styr på. Lad os i første omgang konstatere, at Mette Moestrup formmæssigt bevæger sig over et bredt register. Mange tekster forløber som selvkommenterende stemmeskift, der blander eftertanken med en sprød humoristisk diktion. Andre spor består af fragmenter - "Fragmenter, der glimrer ved kontekstens fravær" - eller readymades og medieparodier og små en- og to-linjers statements. Ja, der dukker tilmed fire på hinanden følgende klassisk rene kvartetter op i digtet 'På Halmtorvet', hvor jeg'et tænker over en anonym mands spørgsmål: "hvor meget" og så kaster sig ud i en dødsens præcis kritisk dekonstruktion af Baudelaire og det 'falliske' blik:
Så fangede, ved foden af den lilla klematis,
oplyst af gadelygter, et brugt kondom mit blik.
Så ser jeg mig selv se mig selv som hende, hvis
krop kunden satte pris på med sin anonyme pik.
I anden omgang kan vi slå fast, at selv om Mette Moe-strup har meget på dagsordenen, så er det langt det meste af tiden køn, der tematiseres, køn og så 'oprindelighed', hvad enten denne forstås biologisk eller etnisk-nationalt.
Kingsize. Herrenice
Et flot eksempel på det sidste er 'Vi Mennesker', hvor etnografiske billedtekster - fra en bog af Kaj Birket-Smith - muteres med hjemlige gener. Først ser vi på en hottentot fra Sydafrika med det typiske, tætkrusede "Peberkorns-haar", dernæst en dansker med typisk, statistisk "kommunefarvet" hår. Og en kineser med den såkaldte Mongolfold, der "betinger Øjets tilsyneladende skæve Stilling" stilles over for en kvinde fra Hvide Sande med såkaldt Opstoppernæse! Sådan fremmedgøres det kendte og fortroliggøres det ellers fjerne.
Hvad kønstematikken nu angår, melder den sig morsomt og massivt, når TV-værten Silver holder sit talkshow ("this is herrenice, this is Kingsize") og interviewer Lilith, Adams første, forstødte, kone (som ifølge 'apokryfe kilder' havde en kortvarig, men intens lesbisk affære med Eva) og siden aggressivt kaster sig over en kvindelig farao, Hatshepsut, hvem han forsøger at give skylden for nutidig terrorisme! Og vil man se etnicitet og køn tematiseret under ét, kan man prøve den her: "Oehlenschlægersgade har sit navn den dag i dag, fordi en kunde har et guldhorn i siden på en thailuder".
At Mette Moestrup andetsteds kan hidsætte et digt om begær og liderlighed: "Dage, hvor brysterne er som 'sat på' og vejrer enfoldigt som snuder - juhu", svækker ikke hendes kønsrollekritiske brod, men gør skam kun hendes bog så meget desto mere troværdig.
Hvad vi har fået med Kingsize, er en myldrende molevit, et énmandsorkester for fuld musik, som udmærket fortjener den selvkarakteristik, som Mette Moestrup vipper ud undervejs: En overmættelse af o.k. poesi.
