Læsetid: 2 min.

ANDRE AVISER MENER

17. oktober 2006

MAARIV

Præsident i uholdbar stilling

TEL AVIV, 16. okt. - Voldtægt, bedrageri, ulovlige aflytninger - der findes intet fortilfælde for en sådan samling sigtelser mod en præsident, ingen fortilfælde for så grove beskyldninger mod en offentlig figur. Selv hvis det skulle vise sig, at Moshe Katsav på skalaen mellem sexchikane og voldtægt befinder sig tættere på førstnævnte, står han stadig i en dårlig position. Kan det bevises, at han har voldtaget nogen, må der vente ham mange år bag tremmer.

THE WALL STREET JOURNAL

Skummel proces i Dhaka

NEW YORK, 15. okt. - Mens disse linjer skrives, må Kender De Salah Uddin Shoaib Choudry, en samfundsrevsende bangladeshisk redaktør, flygte for sit liv. Hvis han overlever til torsdag, skal han møde for en domstol i Dhaka, tiltalt for blasfemi, tilskyndelse til oprør, forræderi og spionage. Hans forbrydelse? At have forsøgt at deltage i et forfattermøde i Tel Aviv om, hvordan verdens medier kan fremme fred. Kendes han skyldig, står han til dødsstraf.

Velkommen til Bangladesh, et land vort udenrigsministerium har betegnet som et "moderat og tolerant land, der deler Amerikas engagement i demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincipper" - en interessant beskrivelse af et land, der rangerer som verdens mest korrupte på Transparency Internationals liste, og hvis regeringskoalition tæller to fundamentalistiske partier, der vil gennemtvinge sharia-lov, og som har over 64.000 madrassaer.

Choudry fortæller selv om sit journalistiske virke. "Efter at have grundlagt min ugeavis Blitz, besluttede jeg at tage et kritisk opgør med den veltilrettelagte kampagne imod jøder og kristne, og især Israel. I Bangladesh kalder præsterne ved hver en fredagsbøn til jihad og drab på jøder og kristne."

Bush-regeringen yder hvert år 64 mio. dollar i støtte til Bangladesh og har gjort det til en prioritet at identificere og beskytte moderate muslimer, så de kan udbrede deres ideer. Choudry har identificeret sig selv som en sådan muslim. Nu, hvor han er på flugt et sted i Dhakas skumle gyder, var der så venligst nogen i Washington, der gad gribe telefonrøret og forklare præcis, hvad Amerika forventer af sine 'moderate og tolerante venner'?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her