Jyllands-Posten
Ungarn 1956
*Ungarn er det opløftende og bevægende eksempel på et folk, som uden bagtanke går på gaden og siger: det er nok! Ungarn i 1956 er den europæiske tanke, når den er bedst.
At det måtte ende tragisk siger sig selv. Alligevel endte det unødigt tragisk. Den sovjetiske militærindsats er et eksempel på vold hinsides al fornuft og mådehold. Forbrydelsen blev fremhævet af, at russerne som ny statholder indsatte forræderen Janos Kadar, der lod mellem 200 og 300 såkaldt kontrarevolutionære hænge og spærrede tusinder inde i årevis. De vestlige lande har intet at være stolte af. De skulle siden tale Ungarns sag, og over 200.000 flygtninge fik en hjertelig modtagelse i Vesten, men demokratierne løftede ikke en finger for ungarerne i nødens stund.
Politiken
Ikke se, ikke høre
*FN's flygtningeorganisation, UNHCR, har advaret om, at antallet af flygtninge fra Irak tegner til at vokse eksplosivt. Sikkerhedssituationen er desperat, og mange irakere tør ikke blive i landet. Men hvor kan de så søge hen? Måske til det lille land højt mod nord, der har sendt soldater ned for at skabe fred og demokrati i landet? Næppe. Kun de mest godtroende irakere finder på at søge til Danmark. Sidste år fik 93 procent af alle irakiske asylansøgere afslag - selv om den danske regering bærer et direkte medansvar for den stadig mere håbløse sikkerhedssituation i Irak. Udviklingen viser, at små lande ikke kan løse grænseoverskridende flygtningeproblemer alene - i hvert fald ikke uden at skabe større problemer for andre. Den danske udlændingepolitik er derfor ikke blot umenneskelig og usolidarisk, men også virkelighedsfjern. Flygtningeproblemerne forsvinder jo ikke, bare fordi danskerne ignorerer dem.