Her gik man og troede, at det moderne projekt, kulturradikalismen, menneskerettig-hederne og først og sidst Ytringsfriheden (der bør skrives med stort ligesom Gud og Velfærdssamfundet og Væksten) havde sejret absolut. Om ikke helt i Irak og Afghanistan endnu, så dog totalt i Danmark.
Med selveste statsminister Anders Fogh Rasmussen, selveste Pia Kjærsgaard, dagsordensætteren i åndsliv og politik de sidste mange år, og med selveste Morgenavisen Jyllands-Posten i spidsen er det slået fast med syvtommersøm og Søren Krarups velsignelse, at Ytringsfriheden er ukrænkelig. Den kan ikke gradbøjes og kun af uslinge begrænses af noget så ynkeligt og umoderne som selvbeherskelse
"Det moderne, sekulære samfund afvises af nogle muslimer. De gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Det er uforeneligt med et verdsligt demokrati og ytringsfrihed, hvor man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse." Således forkyndte Jyllands-Posten (JP) for et år siden udtrykkeligt hensigten med sin offentliggørelse af nogle senere verdensberømte kunstværker, kaldet karikaturer af profeten Muhammed.
Desværre uddeles Nobelprisen ikke til billedkunst, ellers kunne der ikke være tvivl om, hvem prisen i går var gået til.
"Genrejs kulturradikalismen!", lød kampråbet, og JP påberåbte sig ikke mindre og ikke færre end Viggo Hørup, brødrene Brandes, Otto Gelsted, Hartvig Frisch, Poul Henningsen, Kjeld Abell, H.C. Branner, Otto Gelsted, Knud Sønderby, Hans Bendix, Svend Johansen, Vilhelm Lundstrøm, Arne Ungermann, Bernhard Christensen, Kai Normann Andersen, Thomas Sigsgaard, C.C. Kragh-Müller, Elias Bredsdorff, Mogens Fog, Sven Møller Kristensen, Paul Hammerich, Jesper Jensen, Leif Panduro, Klaus Rifbjerg og Villy Sørensen.
Herefter skulle den hellige grav være velforvaret. For at bruge en til lejligheden passende talemåde.
Den onde ånd genopstår
Men sådan skulle det ikke være. Graven åbner sig på vid gab, den onde ånd genopstår, og det verdslige demokrati og sekulariseringen er i yderste fare. For hvem undsiger nu Ytringsfrihedens ugraderlige ubøjelighed?
Det gør Fogh, Pia og JP!
Forhistorien skulle være bekendt: Gæve danske unge kvinder og mænd fra noget så kernedansk som Dansk Folkeparti indtager den danske nationaldrik, øl, og vil i den anledning sætte et mindesmærke over, hvad ungdommen måtte tro var den uigenkaldelige skrinlæggelse af muslimer, der gør krav på en særstilling, når de insisterer på særlig hensyntagen til egne religiøse følelser. Hvordan gøre det mere kunstnerisk fuldbårent end ved en tegning af førnævnte profet Muhammed i skikkelse af en pissende, fempuklet kamel?
Og for at understrege, at det ikke er ondt ment, lader de unge oven i købet kamelprofeten drikke øl. Større anerkendelse af medmennesker kan danskere ikke vise nogen.
Alligevel fordømmes kunstværket af selveste statsminister Anders Fogh Rasmussen: "Jeg tager på det skarpeste afstand fra den opførsel, som medlemmer af Dansk Folkepartis Ungdom har udvist på en sommerlejr. Der er tale om en uacceptabel opførsel fra en lille gruppe unge mennesker. Deres smagløse optræden repræsenterer på ingen måde det danske folks eller unge danskeres syn på muslimer eller islam."
Selveste Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør Carsten Juste føjer spot til skade ved at erklære, at han aldrig selv ville have bragt tegningen. Skønt den dog med artistisk overlegenhed tydeliggør, at man må være rede til at finde sig i hån, spot og latterliggørelse, hvis man vil være i overensstemmelse med Fremskridtet, Udviklingen, Velfærden, Væksten, Ytringsfriheden og alt andet, der skrives med stort.
Allerværst er dog, at selveste Pia Kjærsgaard skælder ud på de medier, der har bragt tegningen. Som om Ytringsfriheden kan gradbøjes.
Så er alt jo tabt.
Som Henrik Ibsen - eller i hvert fald dr. Relling i Vild-anden (1884) - slår fast: "Tar De livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, tar De lykken fra ham med det samme."
Nu er også den livsløgn bristet, at Fogh, Pia og JP for tid og evighed har sikret Ytringsfriheden. Man har ikke engang den lykke tilbage, at Nobelprisen som en trøstepræmie i går dog gik til Dansk Folkepartis Ungdom.
Man må beherske sig, må man. Og det må man ikke engang. For det kaldes selv-censur.
Mange ord kunne føjes til. Men er det nødvendigt?
