Et tørklæde er både en konkret genstand og et symbol, og det er svært at skille funktionerne fra hinanden. Men det er vi nødt til, viser ny 'master'-afhandling, for det er kun, når vi er konkrete, vi kan arbejde konstruktivt med at forstå hinanden, og komme frem til holdbare løsninger
Da den 14-årige Islam Amin Baktyar i 1998 blev øjeblikkeligt bortvist som skolepraktikant i stormagasinet Magasin, eksploderede en allerede eksisterende debat omkring brugen af tørklæde i det offentlige rum.
Det tørklæde, som danske kvinder kun få generationer tidligere i stor udstrækning havde båret som noget ganske naturligt, blev nu i hastigt stigende grad iscenesat som en synlig betegner af noget specifikt 'udansk'.
Men en grundig analyse viser, at debatten er styret af en række identificerbare konkurrerende forfortolkninger, og at vi i Danmark grundlæggende forholder os til de samme temaer som i andre europæiske lande samtidig med, at vi oftest vælger at se vores egen debat som betinget af noget særligt dansk - ligesom man eksempelvis i Frankrig mener at have eksplicit franske grunde til at mene, som man gør.
Ingen entydig konklusion
Det er denne analyse Rikke Wagner har foretaget med sin master-opgave i politisk teori, Danish headscarf debate - a close read, ved University of Essex i England. Hun undersøgte alle læserbreve, kronikker og ledere i aviserne Jyllands-Posten (JP), Politiken og Ekstra Bladet (EB) mellem 1998 og 2005 - frem til der faldt dom i Højesteret i den såkaldte 'Føtex-sag' - for at rubricere og fortolke, hvad vi egentlig taler om, når vi diskuterer 'tørklædet'?
"Den mest entydige konklusion er, at der ikke er nogen entydig konklusion. Man kan se af debatten, at der er mange forskellige principper, der konkurrerer med hinanden, og de udlægges med forskelligt resultat. Principperne giver ikke rigtig nogen løsninger - de er der selvfølgelig og spiller en stor rolle i at etablere, hvordan vi taler om disse spørgsmål, men de skal fortolkes i forhold til en konkret situation, før det bliver meningsfuldt at handle ud fra dem. Min konklusion er på baggrund af det statistiske materiale og teorierne på området, at vi er tvunget til at være konkrete, hvis vi skal kunne finde praktisk anvendelige løsninger på de problemer, tørklædediskussionen omhandler," siger Rikke Wagner.
Danskhed
Med udgangspunkt i de tre aviser identificerer hun fire hovedspor i debatten, der alle i varierende grad er til stede, men i meget forskellig udstrækning fra avis til avis: Danskhed, feminisme, religionens rolle i samfundet og tørklædets plads på arbejdsmarkedet.
Den klart mest dominerende diskurs for hele perioden - men i vigende grad - var at se tørklædet i forhold til 'danskhed'. Her dominerede de kritiske tilgange i JP og EB, hvor tørklædet primært blev fortolket som værende i opposition til vestlige, demokratiske værdier, ligesom Rikke Wagner finder stærke nationalistiske træk i kritikken. Omvendt domineres indlæggene i Politiken af positive forforståelser af det multikulturelle, tolerante og anti-racistiske.
Samme konfrontationelle linie genfindes i Rikke Wagners data i den feministisk inspirerede debat, hvor den dominerende fortolkning i alle tre aviser er, at tørklæder er et patriarkalsk middel til undertrykkelse af kvindelig seksualitet.
Op mod dette konsensus står en konkurrerende holdning, der i undersøgelsen stort set alene kom til udtryk i Politiken.
Her argumenterede man for, at tørklæderne bæres af mange forskellige grunde og også har et potentiale som et symbol på frigørelse lige så vel som undertrykkelse.
En diskussion der jævnligt føres i højt toneleje i Information med lignende forforståelser, og en diskussion, der også volder Rikke Wagner problemer.
Hun sidder længe stille og overvejer sit svar på, hvordan hun selv ser på den konflikt:
"Det er jo en utrolig vanskelig diskussion, og man kan finde gode argumenter på begge sider. Jeg hælder selv til at mene, at man er nødt til at lytte, når voksne, veluddannede kvinder med tørklæde siger, 'det her har jeg selv valgt, det er en del af den, jeg er.' Så synes jeg, det kræver 'a lot of nerve' at sige, hun tager fejl. Man kan sagtens have principielle eller teoretiske forbehold, og det har jeg også, men der er et langt skridt herfra til at sige, at staten skal gå ind og regulere. Hvad så med miniskørter eller navlepiercinger? Det bliver meget let hyklerisk og direkte stigmatiserende over for en let identificerbar minoritet," siger Rikke Wagner.
Ny diskurs vinder frem
I de seneste år og særligt efter Muhammed-krisen, der tog sin begyndelse efter Rikke Wagners data udløb, mener hun, at diskussionen om religionens rolle i samfundet er blevet meget mere dominerende.
Det er i sig selv en pointe, fordi det beskriver, hvordan de fortolkningsrammer, vi indpasser diskussioner af fænomener i, hele tiden ændrer sig i forhold til den varierende styrke, hvormed forskellige grupper taler.
Hendes undersøgelse udkrystalliserer en række holdningspositioner: De stærke sekularister, der ser tørklæder som uønskede religiøse symboler i det offentlige rum.
De moderate sekularister, der, trods skepsis over for religiøse symboler, anser tørklædet som værende moderat og tåleligt.
Grundtvigianerne, der forsvarer en generel frihed til at skilte med sin religion, samtidig med at forsvare private virksomheders ret til at have deres egen politik på området. Dertil kommer Tidehvervs-diskursen, der ser tørklædet som et symbol på en totalitær ideologi, der truer det danske demokrati og det protestantiske samfund, og endeligt en post-sekularistisk gruppering, der ser tørklædet som en væsentlig religiøs del af nogle kvinders identitet, hvorfor man i deres optik bør droppe rigide sekularistiske idealer.
"Tørklædet blev diskuteret som en del af danskhedsdiskussionen i størstedelen af mit datasæt, fordi det var den dominerende kulturdebat i den periode. Når en begivenhed som Muhammed-sagen kommer, så ændrer den også den ramme, hvori man diskuterer enkeltfænomener som tørklædet," mener Rikke Wagner.
Vær løsningsorienteret
Hun mener således, det altid er en kamp, men hvis vi ikke kan påregne noget historisk kontinuum at forholde os ud fra - hvad kan vi så lære af forløbet og retssagerne om tørklæder på de danske arbejdspladser, og den debat, der fulgte med?
"Det er enormt vigtigt at være konkret og præcis, og ikke bare med det samme lave sammenkædningen: tørklæde lig burkha lig omskæring lig terrorisme lig civilisationernes sammenstød.
I stedet må vi stille spørgsmål som eksempelvis: "kan man som ansat bære tørklæde i supermarkedet", og så forsøge at finde praktiske løsninger på det spørgsmål."
"Det er jo én af de glædelige udgange på tørklædesagen, at der som følge af retssagerne og diskussionen har været et fokus på en praktisk løsning, hvor Ikea, McDonalds, Toms Chokolade og Coop Danmark har indført firmatørklæder, og det er jo en dejlig praktisk løsning. Virksomheden siger: du må gerne have tørklæde på, men kan du så ikke bære et, der har virksomhedens navn? Og det er ikke mit indtryk, at det har stødt nogen. Der er et element af give and take i det - i stedet for at stå stejlt på vores egen fortolkning af, hvad der er vores ret. Det synes jeg grundlæggende er en positiv lære at drage," siger Rikke Wagner.
