Den 16-årige Jasmin arbejder på jeans-fabrikken Lifeng i byen Shaxi i det sydøstlige Kina. Her slider hun op til 20 timer i døgnet, syv dage om ugen, med at fjerne løse tråde fra cowboybukser, inden de sendes af sted til Vesten. For sin indsats tjener hun 35 øre i timen. Hun bliver ikke betalt ekstra for overtid, de ansatte er henvist til at bo på sovesale, og kost og logi trækkes fra lønnen.
Jasmin er én af de ca. 130 millioner unge kinesere, fortrinsvis kvinder, som inden for de senere år er søgt fra landkommunerne ind mod industribyerne på østkysten i håb om en bedre fremtid. Hun er således en brik i verdenshistoriens største folkevandring. Og nu er hun også hovedpersonen i en dokumentarfilm, China Blue, optaget uden de kinesiske myndigheders billigelse af den israelsk-amerikanske instruktør Micha X. Peled.
Filmen følger Jasmin på arbejdet og i den sparsomme fritid, hvor hun enten hænger ud med sine to veninder og arbejdskammerater - den 14-årige Li Ping og den 19-årige Orkidé - eller drømmer sig væk ved at skrive fantastiske historier i sin notesbog. Pigernes hverdag sættes i relief af sekvenser med deres chef, fabriksejeren hr. Lam, en tidligere politichef, som har svært ved at skjule sin stolthed over den succes, han har opnået i den nye kinesiske økonomi. Hr. Lam betragter sig selv som et sofistikeret og følsomt menneske. Han kører Mercedes og ynder at slappe af med at lave kalligrafi, gerne med opbyggelige sentenser af typen: "Hvis ikke du arbejder hårdt i dag, vil du få hårdt brug for et nyt arbejde i morgen." Ifølge sin egen selvforståelse er han en mild og afslappet chef, hvilket han også ligner - lige indtil noget så uhørt som en arbejdsnedlæggelse på fabrikken tvinger ham til at vise sit sande ansigt.
"Det er den slags held, man kan have, hvis man opholder sig et sted tilstrækkelig længe," sagde Micha X. Peled, da Information mødte ham på dokumentarfilmfestivalen i Thessaloniki tidligere på året.
"Havde vi spurgt, om vi måtte filme en konfrontation med arbejderne, ville vi selvfølgelig have fået et nej. Men fordi de efterhånden bare var begyndt at betragte os som et stykke inventar, bemærkede de end ikke vores tilstedeværelse under konflikten."
Løgn i sagens tjeneste
China Blue er optaget over en periode på tre år, hvor filmholdet var i Kina i alt seks gange. For at slippe ind i landet uden en officiel tilladelse til at filme måtte de splitte videoudstyret ad og fordele stumperne i indkøbsposer. Og for at kunne optage uden for fabrikken i nogenlunde ubemærkethed havde Peled allieret sig med produceren Song Chen, som er af taiwanesisk oprindelse, men bosat i San Francisco. Alligevel gik det flere gange galt. Under optagelser i en landsby blev filmholdet arresteret og deres bånd beslaglagt. Og efter mange måneders arbejde måtte de skifte hovedperson, da den første hovedperson kom i myndighedernes søgelys.
Hvordan systemet kan fungere, blev filmholdet vidner til, da de forsøgte at dokumentere en strejke på en anden fabrik i nærheden. Efter ikke at have fået løn i tre måneder havde arbejderne besluttet at nedlægge arbejdet, hvorefter ledelsen meddelte, at nu var der hverken mere arbejde eller flere penge, og at alle kunne gå hjem. Ifølge Peled er dette en udbredt strategi. Man driver en fabrik et stykke tid, undlader at betale de ansatte, og når man ikke længere kan lægge låg på utilfredsheden, lukker man fabrikken, sender alle hjem og starter en ny fabrik.
"Jeg påstår ikke, at alle agerer på den måde," siger Peled. "Men på mange måder er det virkelig et kapitalismens Vilde Vesten. Eftersom de lokale myndigheder ønsker at trække arbejdspladser til deres by, fordi de betaler skat, lader de gerne fabriksejerne forstå, at politiet står til deres disposition, hvis der skulle opstå problemer. Og bliver politiet endelig tilkaldt, fjerner de bare de utilfredse arbejdere uden at stille spørgsmål. Det er som en privat hær."
- Hvorfor tillod hr. Lam jer at filme på sin fabrik?
"For det første blev vi introduceret for ham af en forretningsforbindelse, som han gerne ville stå på god fod med, så det var allerede en god start. Dernæst sagde vi, at det var vores hensigt at lave en film om en af Kinas nye succesfulde entreprenører. Og endelig lod vi ham forstå, at optagelserne i første omgang kun var research, og at vi ville filme på mange fabrikker, inden vi besluttede os for en historie. På den måde fik vi ham til at føle, at det nærmest var som at vinde i lotteriet at komme med i filmen. Det er vigtigt at forstå, at hr. Lam faktisk er meget stolt af sin fabrik, idet forholdene hér er bedre end så mange andre steder. Der er kun 12 arbejdere på hver sovesal, og hver sal har sit eget toilet, mens der andre steder ofte er 20 eller flere på en sovesal og kun ét fælles badeværelse til alle salene. Så hr. Lam mente ikke, at han havde noget at skjule."
Heller ikke pigerne fik den sande historie om, hvad filmen handlede om:
"Man må huske på, at de ikke er andet end store børn, og hvis vi havde fortalt dem sandheden, var de med det samme begyndt at sladre indbyrdes om, at disse filmfolk i virkeligheden var på arbejdernes side. Det ville være gået videre til opsynsmændene, som igen ville have fortalt det til ledelsen. Det kunne vi ikke risikere."
"Jeg er ikke specielt stolt af at arbejde på den måde, men det er ikke første gang, jeg føler, at det er retfærdiggjort af omstændighederne. Først vil jeg sige, at selvfølgelig bør publikum altid undre sig over, hvordan en filmmager har båret sig ad med at overtale nogen til at være med i en film, som ikke er i deres egen interesse. Når det så er sagt, mener jeg, at det kan legitimeres, fordi vi lever i en verden, hvor alt for meget er kontrolleret af store selskaber eller magthavere, som blokerer for informationer, er imod gennemsigtighed, osv. Vi vil alle gerne kunne forstå den verden, vi lever i, så når jeg laver film om et emne af denne type, føler jeg det som min pligt at videregive informationer og billeder til offentligheden, også selv om det kan betyde, at jeg må benytte ufine metoder."
Globalisering
Efter i en årrække primært at have lavet film om sit fødeland, Israel, besluttede Micha X. Peled for 10 år siden at hellige resten af sit arbejdsliv opgaven med at undersøge globaliseringen og dens konsekvenser. China Blue er anden del af en planlagt trilogi om emnet. Første del var Store Wars: When Wal-Mart Comes to Town (2001), en film om en gruppe lokale borgeres kamp for at forhindre butikskæden Wal-Mart i at etablere en ny afdeling i lillebyen Ashland, Virginia. En tredje film er planlagt, men endnu ikke færdig.
"Det var en kombination af flere omstændigheder, der fik mig til at skifte spor som filmmager. For det første mistede jeg min optimisme med hensyn til Israel. Min sidste film om emnet - You, Me, Jerusalem (1996) - lavede jeg sammen med den palæstinensiske instruktør George Khleifi, og dengang følte jeg, at vi kunne være en slags brobyggere. Men allerede to år efter var situationen blevet så forværret, at jeg ikke længere kunne få øje på nogen udveje."
"For det andet var jeg begyndt at bemærke alle mulige små tegn på, at verden i det hele taget var i færd med at udvikle sig til det værre. Da jeg gav mig til at spekulere over, hvad der foregik, nåede jeg frem til, at det alt sammen havde at gøre med globalisering. Og eftersom min måde at undersøge verden på er at lave film, begyndte jeg at lede efter historier, der havde berøring med det tema. Som historiefortæller er min tilgang aldrig at forsøge at få det store overblik eller at blive en ekspert på et emne, det ville være alt for akademisk. Snarere forsøger jeg at fortælle nogle små, konkrete historier, så folk ud fra deres egne erfaringer måske kan få øje på, hvordan aspekter af deres egen hverdag har forbindelse til de store komplicerede sammenhænge, og dermed begynde at drage deres egne konklusioner."
Skulle nogen have svært ved at få øje på en forbindelse mellem forholdene for de unge piger i hr. Lams sweatshop og de opkøbere, som konstant forsøger at presse de kinesiske fabrikanter på prisen, så fortjenesten for de mange mellemhandlere i Vesten kan blive endnu større, så hjælper Jasmin dem gerne på vej. På trods af advarsler fra sine veninder nedfælder hun i slutningen af filmen en besked på en lap papir, som hun sniger ned i lommen på et par bukser på vej til eksport:
"Hej min ven," skriver hun. "Her er en hilsen fra Kina. Mine venner siger, at jeg er nuttet. De kalder mig Lille Jasmin. Jeg rejste hjemmefra for fire måneder siden. Nu bor jeg på fabrikken. Jeg savner mine forældre, min søster, bedstemor og min kat. (-) Mine venner og jeg har lavet disse jeans til dig. Vi håber du kan lide dem. (-) De siger vi er heldige at have dette job. Jeg er glad for at kunne hjælpe min familie. Hvis du har lyst til at skrive til mig, kan du sende et brev til Lifeng Fabrikken sovesal # 402. P.S. Mine venner spørger, hvorfor I alle sammen er så høje og store."
I løbet af den halvanden time, det tager at se China Blue, har Jasmin og hendes 15 kolleger fremstillet 50 har jeans og tilsammen tjent lige knap 10 kroner.
* China Blue. Instr.: Micha X. Peled. USA. 2005. 87 min. Vises på CPH:DOX i Cinemateket, 13.11., kl. 19 (instruktøren vil være til stede), og Gloria, 16.11., kl. 17
