Læsetid: 4 min.

Gud, banjo og fædrelandsfortællinger

Han spiller rock med obo, vibrafon og engelsk horn. Han synger om Gud og spytter den ene plade ud efter den anden, og han har erklæret, at han vil lave én plade om hver stat i hele USA - 50 i alt. Sufjan Stevens, der har sit navn fra en kultleder og sin musikalske tilgang for sig selv, giver koncert i København i morgen
11. november 2006

Da Sufjan Stevens var barn, spillede han sonater på et legetøjskeyboard. Da han nåede til college, havde han lært sig selv at spille obo, banjo, guitar, bas, trommer, klaver og 20 andre instrumenter.

I dag er den 31-årige amerikaner en af rockbranchens mest produktive sangskrivere og har siden år 2000 udgivet over 150 numre, som spænder over alt fra folk-pop til digital støj og fra storslåede symfonier til simple hymner.

Alligevel er det især for sine tekster, Sufjan Stevens er ved at blive berømt i hjem- og udlandet. Ikke alene er Stevens troende og det i en grad, man sjældent ser hos så kritikerroste musikere (pladen Illinois blev skamrost og vandt adskillige priser i 2005); han har også som få andre formået at beskrive den amerikanske folkesjæl på godt og ondt.

På sine albums Michigan og Illinois beretter Stevens om livet i de to amerikanske stater med alt, hvad det indeholder af tristesse, arbejdsløshed og sociale svigt, men også drømme, håb og minder om ungdomsforelskelser. Samtidig har den hyperaktive musiker skudt et projekt i gang, der lyder vanvittigt og måske også er det: Han vil lave et album om hver eneste af USA's 50 stater.

Alene rygtet om dette og om Stevens' sangskrivertalent har mangedoblet interessen for Detroit-drengen, hvis fornavn betyder 'kommer med et sværd' og passer uendeligt lidt til ham, men er givet til ham af en kultleder, som hans omtågede forældre fulgte i en periode.

"Min opvækst var så usammenhængende, at jeg siden har måttet finde frem til noget fast at tro på," har Sufjan Stevens sagt om den kristendom, der skinner igennem i hans metaforer og forsonende tekster om alt fra stedmødre til barnemordere.

"Men jeg føler, at jeg gør mig selv og min overbevisning en bjørnetjeneste ved at tale offentligt om disse ting, fordi det så let kan misfortolkes. Jeg finder et rum og et sprog i musikken, som jeg kan bruge til at udtrykke ting på måder, jeg ikke kan beskrive i en samtale," sagde Stevens i 2005 til The Observer.

Amerikanerens musik er så alsidig, at han kan sammenlignes med både sanger-sangskrivere som Badly Drawn Boy og moderne klassiske musikere som Steve Reich og Philip Glass. Som lianer snor Sufjan Stevens' melodier sig ind og ud af hinanden, mens forskellige rytmer afløser hinanden under banjoen og koret, som er centrale ingredienser i Stevens' univers.

Spraglet og lettilgængelig

Allermest minder hans gør-det-selv tilgang om en anden amerikansk multimusiker, Phil Elvrum alias Mount Eerie, men Sufjan Stevens er langt mere spraglet, udadvendt og lettilgængelig. Det er ikke svært at forstå, hvorfor sangen "Chicago" er blevet hans største hit, for den berusende melodi akkompagneres af en tekst, der rammer durk i den evige amerikanske teenagedrøm om at kaste sig i bilen og køre væk fra det hele og ud på frihedens landeveje.

"If I was crying/In the van, with my friend/It was for freedom/From myself and from the land", synger han og spiller dermed også på dobbeltheden i at være borger i et land, hvis umættelige grådighed han mener slår hele samfund ihjel.

"Oh God of Progress / Have you degraded or forgot us?" lyder det på titelnummeret, mens den underliggende rytme forsvinder for senere at komme igen med andre instrumenter. Hér blæsere og strygere, dér håndklap, hér improvisation og så pludselig en fjerde melodi, der kort efter ebber ud og afløses af den, der forsvandt for to minutter siden. Sufjan Stevens står sjældent stille - men er ofte bedst når han gør det, tyst og intim som en anden Nick Drake.

For at skabe Illinois isolerede Stevens sig i fire måneder, læste biografier, søgte efter gamle venner fra Illinois og lod sig overvælde af sin fantasi. Det blev til et møde med ufoer, Superman, stålfabrikker, spøgelsesbyer, Abraham Lincoln og 200 års historie og historier.

Trods humor og ironi i teksterne er tab og længsel nogle af de gennemgående temaer, og som en anmelder skrev, er der ikke langt mellem danseskoene og lommetørklæderne. Allerstærkest bliver det på "Casimir Pulaski Day", hvor fortælleren mister sin ungdomsforelskelse til kræften og derfor tvivler på sin gud ("Tuesday night at the Bible study/we lift our hands and pray over your body/but nothing ever happens / (...) and he takes and he takes and he takes"), og på den gåsehudsfremkaldende "John Wayne Gacy, Jr." om seriemorderen, der voldtog og myrdede 33 drenge:

"And in my best behavior/ I am really just like him/Look beneath the floor boards/For the secrets I have hid", synger Stevens og rammer lige så dybt ned i kampen mellem godt og ondt i hvert menneske, som når en anden af tidens oprigtige sangere, Antony synger "As I search for a piece of kindness/I find Hitler in my heart/And from the corpses flowers grow".

Sufjan Stevens er for længst blomstret. Heldigvis er der 48 stater endnu, før han visner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her