Straks man giver Chris Johanson et udstillingsrum, giver han halvdelen til sine kunstnervenner. Derfor er den i San Francisco bosatte kunstners første soloshow i Galleri Nicolai Wallner således ikke et soloshow.
Johansons udstilling i Danmark genkalder kunstneren Barry McGee, der også kommer fra San Francisco og udstillede sammesteds tidligere på året.
Men som Johanson lader undertegnede forstå ved ferniseringen, er hans påhæng ikke at sammenligne med McGees crew af taggere og familiemedlemmer. Og man forstår, han føler sig nødsaget til at understrege deres indbyrdes forskelle - for som regel markedsføres deres ligheder. I USA i starten af 00'erne er McGee og Johanson blevet berømte som ledestjerner på en en ny kunstscene i byen, hvortil man ifølge en populær sang fra 60'erne ikke kunne rejse uden en blomst i håret.
Kuratorer og kritikere har ganske sigende forsøgt at stikke så vage etiketter som "smukke tabere", "digitale bohemer" og "urban rustics" på den uhåndgribelige størrelse. Som regel dækker de over unge kreative amerikanere født mellem 1965 og '75, der mere konkret har været i berøring med alt fra graffiti over skate & surf til kunstakademier - og mindre sidstnævnte end førstnævnte.
Selv er Johanson autodidakt - eller, som han selv benævner det: "tidligere husmaler".
Hvad kunstmaleren Johanson i dag laver, ligner imidlertid alt andet end veludført håndværk. Ligesom mange malere fra 80'erne og frem, er der noget aparte over hans billeder.
Er Johansons værker villet venstrehåndsarbejde, er ubehjælpsomheden i alt fra rumkonstruktion til figurmaleri imidlertid ikke gennemført. Og det er netop derfor, det virker.
Den menneskelige faktor
Ligesom i danske Tal R's sene produktion er kunstnerens univers kun skævt, fordi det er gennemtrukket af lige linier. De slappe streger er slappe i kraft af andre, der er strenge. Man mindes - uden sammenligning i øvrigt - den islamiske kunsts diktum om, at menneskelig kreation skal give sig til kende som sådan. For ikke at konkurrere med Guds skaberværk er en fejl et obligatorisk moment i kunstværket.
Resultatet er derfor nærved perfekt. Hos Johanson synes hans lidt fortegnede bestræbelse på et menneskeligt udtryk imidlertid decideret altoverskyggende.
Dels ligner kunstnerens venstrehåndsarbejde allerede i udgangspunktet en ydmyg undskyldning for sig selv, dels kommer den menneskelige figur på tværs af en transcendental struktur.
I et af udstillingens finere malerier er fejlen ikke blot menneskelig, men mennesket som sådan. I et billede udformet som 12 gange otte bemalede kvadrater udfyldes en af firkanterne af et fremmedlegeme, en lille ubehjælpsomt malet tegneseriefigur, der i en taleboble, som ikke falder helt sammen med den dertilhørende skrift, siger: "Jeg befinder mig i det her besynderlige område nu".
I et andet og lignende billede på udstillingen er det maling hældt over et farvet kvadrat-net, der bryder den geometriske perfektion.
I Johansons billeder kan man spore en kritik af modernismens umenneskelige strenghed, som man møder den i Mondrians malerier eller i Le Corbusiers arkitektur.
En sådan kritik er da også velkendt hos Nicolai Wallner, der siden 90'erne har udstillet en række modernisme-kritiske kunstnere i sit galleri. Mindre velkendt her er det imidlertid, at den udfoldes inden for maleriet, som længe har været forvist fra samtidskunsten.
Med de nye amerikanske kunstnere synes maleriet imidlertid atter at have fundet nåde. Dette bunder sikkert i, at maleriet nok er kommet tilbage, men ikke som det samme. Hos både McGee og Johansons er malerierne byggesten i installationskunstværker.
Johansons' installationer udmærker sig ved at modarbejde de malerier, hvoraf de består. Måske hans billeder afdækker verden, men til gengæld dækker de i installationen også for hinanden. Man synes aldrig helt at kunne få overblik over værket - som om beskueren blot var endnu en fejl i kunsten, ja, "i det her besynderlige område nu".
Chris Johansons skæverter er nøje iscenesat - og det er netop, hvad det show, han selv har kurateret, mangler. Måske er det en smuk tanke. Men den er også alt for menneskelig.
* Chris Johanson: I am in this weird area now, Galleri Nicolai Wallner, Njalsgade 21, bygning 15, Islands Brygge til 22. December.
