Læsetid: 4 min.

Marianne Jelved fortryder intet

Den radikale partileder er forundret over, at hendes kritiske udtalelser om Naser Khader kan ende på avisforsiden. 'Det er ikke nogen nyhed,' siger hun
11. november 2006

I en ny bog tramper Marianne Jelved på partiets ømmeste tå: Naser Khader. En politiker, som var den primære årsag til, at partiet i foråret løsrev sig fra Socialdemokraterne, der på det tidspunkt havde været de radikales alliancepartner gennem 13 år i dansk politik. Men i en ny bog, Borgens dronninger, skrevet af TV 2's Christiansborg reporter Gunilla Roijer giver Marianne Jelved udtryk for, at Naser Khader brød deres indbyrdes aftale i forbindelse med løsrivelsen.

"Det skulle forberedes grundigt, og det bliver det ikke. Vi havde aftalt, at kun én udtalte sig, og det var mig. Det brød Naser Khader i april, da han sagde, at han opgav en SR-regering. Jeg blev ikke vred, for det nytter ikke noget. Men jeg blev meget ærgerlig..." siger Marianne Jelved blandt andet i bogen.

Men på trods af partilederens hårde ord til partiets mest populære politiker, så fortryder Jelved ikke, at hun endnu engang har antændt den medievenlige dagsorden: Jelved mod Khader.

- Er der ikke noget, du fortryder i denne her proces?

"Jeg har allerede fra foråret valgt at være meget ærlig og åben omkring det her forløb. Historien om vores løsrivelse fra Socialdemokraterne har været fortalt til partiets tillidsfolk, som har udspurgt mig om, hvorfor vi valgte at bryde med S. Jeg er fuldstændig totalt overrasket over, at Berlingske Tidende kan opfatte det som noget nyt. Der er ikke noget nyt," siger Marianne Jelved.

"Man har jo kunnet læse alt det her i Weekendavisen, som bragte uddrag fra den mail, som jeg sendte rundt til gruppen i forbindelse med Naser Khaders udtalelser om partikonstellationer, som vi havde aftalt, at det kun var mig, der udtalte mig om. Jeg har valgt den åbne stil fra starten af, så derfor er jeg overrasket over, at der er journalister på Christiansborg, der finder det nyt."

- Men er det da ikke nyt, at du siger, at du forlader politik, hvis projektet ikke holder?

"Jo, det er nyt. Men det handler simpelthen om, at jeg påtager mig det fulde ansvar, hvis projektet ikke lykkes. Jeg ser det som mit kæmpe ansvar, at det lykkes Det Radikale Venstre at få Danmark en anden vej," siger Jelved.

-Men har du ikke åbnet op for diskussionen om, hvem der skal efterfølge dig, hvis projektet med den anden vej ikke lykkes?

"Jeg tror ikke, at den udtalelse er årsag til spekulationer om, hvem der skal efterfølge mig. Det er irrelevant lige nu. Partiet har vedtaget en politik. Folketingsgruppen har et stort ansvar for at føre den politik ud i livet sammen med resten af tillidsfolkene i partiet. Det er ikke folketingsgruppens politik det her. Den Anden Vej er partiets politik. Derfor er det her ikke et spørgsmål om noget, folketingsgruppen er enige eller uenige om. Den periode er overstået. Jeg føler mig ekstremt forpligtet af at løse denne her opgave. Derfor er jeg villig til at gå, hvis det ikke lykkes."

- Men er det ikke irriterende, at dit bidrag til Gunilla Roijers bog kan give anledning til en ny konflikt mellem dig og Naser Khader?

"Jeg kan slet ikke se, hvorfor mit bidrag til bogen skal skabe splid i partiet.

-Men du må da indrømme, at historien i Berlingske Tidende i dag (fredag, red.) ikke just kalder til samling i partiet?

"Men den udlægning behøver jo ikke at være sandheden. Det behøver det faktisk ikke at være. Der er ikke noget nyt i det her. Weekendavisen har bragt fortællingen, om det der skete i foråret, for flere måneder siden. Det er en god fortælling. Længere er den ikke."

-Men i bogen siger du jo, at du var irriteret over, at Naser Khader begyndte at tale om partikonstellationer uden om dig?

"Jamen, det er ligegyldigt nu. Det kan jeg ikke lave om på. Nu er vi kommet i gang på en lidt anden måde, end jeg havde forestillet mig, men det er lige meget nu. Når folk spørger mig, hvad der skete i foråret, da vi løsrev os fra Socialdemokraterne, så fortæller jeg dem det, fordi jeg synes, det er en god historie.

- Men synes du ikke, at historien skader Naser Khader? Du siger jo, at han gik ud og talte om VKR-samarbejdet, selv om I havde aftalt, at det kun var dig, der skulle sige noget?

"Så skulle det have skadet Naser alle de foregående måneder, efter Weekendavisen bragte historien. I april sker der en række ting, hvor jeg føler, at jeg bliver nødt til handle. Det er ikke særligt velforberedt, men vi vælger at forlade S - det forløb kickstarter Naser. Det er en god historie. Vi har fået politikken igennem i landsforbundet. De er med på ideen. Jeg oplever slet ikke det her som en negativ ting. Det er en konstatering af, at et folketingsmedlem agerer på en bestemt måde. Han sætter nogle ting i gang, hvorefter partiet handler på baggrund af den effekt.

- Kan man så konstatere ud fra denne her historie, at Naser Khaders indflydelse er så stor, at partiet skal gå en anden vej, hvis han har et ønske?

"Tja. Men det er nu ikke kun fordi, det er Naser Khader. Det kunne også godt være en anden person i gruppen. Det handler ikke kun om Naser," siger Marianne Jelved.

Naser Khader ønsker først at udtale sig om sagen efter gruppemødet på tirsdag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her