Der er i disse dage megen snak om, hvad København skal og ikke skal være og tilsvarende mange, der mener noget om netop den sag. Derfor er der snart sagt ikke den personage eller politiker, der ikke har haft æren af at entrere debatten om hovedstaden. Alle bidrager de med hver deres partsindlæg. Men langt de fleste samstemmer, at den skal stræbe efter storhed. Man vil jo gerne være metropol, ligesom de andre. Med vartegn og højhuse og sådan.
At anfægte, at hovedstaden skal være mangfoldig, kompleks og fremstå med lige dele gratie og slitage, er ikke ærindet her. Det skal bare ikke gå ud over Århus. Og det er der en klar tendens til. København er nemlig sine steder så saneret, at man må søge ud i forstæderne, hvis man vil fare vild og fortabes i autentisk storbystemning, hvor det tidligere var omvendt. I den forstand er den blevet forstad til sin egen periferi. Den er blevet provinsiel i sin fernis. Nærmest århusiansk. Og hvis der er noget, man bredt er enige om at tage afstand fra, så er det dét.
Ikke for meget jysk
Når anvendt i polemikken om København, er det provinsielle nedsættende. Det hører sig ligesom ikke hjemme her i altings midte. Vi vil ikke have for meget jysk middelklasse i storstadens brokvarterer, men vi vil hellere end gerne betale 500.000 kroner under bordet for en andelslejlighed, så vi selv kan blive en del af den. Det er næppe tilfældigt, at man har placeret jydekvarteret på Østerbro. Der er nemlig så pænt. Og det skal der helst også være alle de andre steder. Ikke at vi ikke gerne vil levne plads til diversitet og spontanitet i et ikke alt for organiseret kaos af fortættet liv. Vi vil bare helst ikke have, at det skal ske lige uden for egen dør. Der skal vi nok selv feje.
Er et sted blevet folkeligt forankret, sammenlignes det straks med Århus, så fornuftsvæsener med en særlig veneration for hovedlandets hovedstad må forsvare dens egenart og charme, der ikke blot lader sig gengive blot ved hjælp af en række ensartede cafeer samlet på et sparsomt areal. Ikke desto mindre har Skt. Hans Torv længe haft tilnavnet 'lille Århus', fordi man der drikker alt for mange og dyre fadøl, hører Thomas Helmig og møder alle dem, man allerede kender.
Århus er da også så langt fra en metropol, som man kan komme. Med jysk underspillethed rummer betegnelsen 'verdens mindste storby' lige dele lavt selvværd og storhedsvanvid. Samme kan man måske sige om København. Her vil man have, hvad de andre har. København vil være noget andet, end den er. Man taler om Amager som Københavns svar på Østberlin, Islands Brygge sammenlignes med Manhattan, og Holmen, Vesterbro og Valby er ved at falde over hinanden i jagten på internationalt format. Hvis man ikke kan sammenligne sig med de store, er man ingenting. Man vil være ligesom andre europæiske storbyer som London, Paris og Berlin. Metropoler som er placeret i lande, hvis grænser rækker langt videre end hertillands og med langt større befolkningstæthed og mangfoldighed. København er på en gang selvhævdende og offer for sit eget mindreværdskompleks. Man vil gerne måle sig med de store, men kan man ikke det, kan man altid måle sig med Århus. Så ser det hele ligesom lidt bedre ud. Og meget, meget større.
Storby og provins
Men dét, der udmærker København, er kanske netop, at den både er storby og provins, med alt hvad det indebærer. Det ville klæde den at turde være begge dele. Tag ikke fejl. Hovedparten af de smarte mennesker i København stammer fra Århus. Det er denne bys største importsucces til dato. Det er oplevelsesøkonomi på højt plan, og det emmer af kreativ klasse. I den forstand er Århus forstaden til alt og meget bedre end sit rygte.
