Læsetid: 9 min.

Systemet Danmark

Når Søren Krarup i dag udgiver 'Systemskiftet', er det så blot manifestet over Krarups egen italesættelse af et systemskifte, eller har der rent faktisk været et? Ja, desværre, siger historiker og litteraturprofessor - vel har der ej, siger andre professorer. Alle har deres bud på, hvad der egentlig er sket med Systemet Danmark
10. november 2006

Der er sket et systemskifte i Danmark. Men det er ikke folket, der har rejst sig mod eliten. Tværtimod er systemskiftet sket oppefra, for under den forrige - og især den nuværende - regering er det sket en voldsom hierarkisering og centralisering af magten. Det mener Lars Bo Kaspersen, professor ved Center for Business and Politics på Copenhagen Business School.

"Der ligger et reelt systemskifte i den direkte statslige intervention, og i at der i dén grad er sket en centralisering af magt og beslutninger højt oppe i staten. Det er blevet kutyme, at staten intervenerer fra oven for at gennemføre reformer i kommunerne, gymnasierne og universiteterne. I en globaliseringsperiode, hvor statens magt burde blive svækket, har vi set præcis det modsatte," siger Lars Bo Kaspersen.

Han påpeger, at regeringen nok retorisk har anklaget kultureliten og eksperterne, men i praksis blot har udskiftet dem med nogle andre og i virkeligheden har bygget et kæmpe apparat op baseret på eksperter såsom Velfærdskommissionen. Også efter 2001 baseres forståelsen af politik på den politiske elites måde at håndtere ting på; for eksempel er politikernes holdning til ØMU'en ikke ændret af folkets nej til den, siger Lars Bo Kaspersen.

Kaspersen ser ikke systemskiftet som det folkeopgør, som Søren Krarup i årevis har skrevet kronikker om. Men har regeringen, støttepartiet og den allestedsnærværende pastor blot talt om opgøret med det gamle system så mange gange, at det er blevet til en offentlig sandhed, eller har Krarup en pointe i, at et system blev væltet og erstattet af noget helt nyt ved folketingsvalget for fem år siden?

En falsk moralisme

Litteraturprofessor på Københavns Universitet Hans Hertel er ikke i tvivl om, at det sidste er tilfældet.

"Der er uden tvivl sket et systemskifte, og det har medført et forfald i vores politiske kultur. Vi har fået en regering, som klynger sig så meget til magten, at den har sat vigtige dele af vores parlamentariske kultur ud af kraft. En lang række politiske aftaler afgøres uden for folketingssalen, og retssikkerheden er undermineret af, at høringsrunderne med alle relevante parter er erstattet af pseudohøringer, hvor alting er aftalt på forhånd med Dansk Folkeparti. Der er så meget løgn, spin, kynisme og udygtighed på så mange områder, at det har forandret samfundet," siger Hertel.

Hans Hertel fremhæver det, han kalder en falsk moralisme i udenrigspolitikken, en demonteret miljøpolitik, et helligt skattestop der har ført til ulighed, en udlændingepolitik med "børn der rådner op i asylcentrene" samt en arrogant og provinsiel håndtering af Muhammed-krisen. Ifølge professoren er hans kolleger i Tyskland, Storbritannien, Sverige og Norge chokerede over, hvad der er sket med Danmark på bare fem år.

"Statsministeren startede med at erklære krig mod sagkundskaben og erstatte den med folk, der talte ham efter munden. Embedsmænd risikerer i dag sanktioner, hvis de bruger deres ytringsfrihed, og regeringen er tydeligt uinteresseret i et kritisk kulturliv og en kritisk forskning. Det er magtarrogance," siger han.

Lars Bo Kaspersen mener dog ikke, at regeringen overordnet har handlet meget anderledes end tidligere regeringer - bortset fra på et område:

"Det er stadig en gåde for mig, hvordan man har undgået at få en offentlig debat om Irak-krigen. Men Fogh har været utroligt god til at afvise kritik både her og på udlændingeområdet, og det har virket som politisk strategi, fordi det aldrig er nået at blive til sager hos befolkningen. Om det så er specielt demokratisk er en anden sag, men set ud fra et magtsynspunkt er det ret smart."

Historiker Uffe Østergaard mener, at regeringen i virkeligheden handler ud fra en form for revolutionær populisme.

"Regeringen har glad og frejdig ændret radikalt på en masse ting, uden at det er blevet diskuteret og analyseret igennem. Kommunalreformen er blot et eksempel. Det behøver ikke være dumt alt sammen, men det er ikke sandsynliggjort i en politisk proces, at ændringerne er berettigede," siger Uffe Østergaard.

Han mener, at de kulturradikale og intellektuelle simpelthen har været naive ved ikke at forudse det systemskifte, Søren Krarup omtaler.

Fogh som revolutionær populist

"Det kom bag på mange, at der ville komme et så voldsomt angreb på 'smagsdommere' og kulturradikale. Vi havde slet ikke erkendt dybden af den vrede, der lå hos visse borgerlige, og vi overså, hvor stærk muligheden var for et populistisk oprør," siger han.

Østergaard mener, at Søren Krarup og Tidehverv har besejret kulturradikalismen ved at kombinere en italesat folkelighed vendt imod Europa, indvandrere og kulturradikale med dygtig realpolitik fra Fogh og Kjærsgaard.

"Krarup har ret i, at nogle har følt sig undertrykt og sat uden for den offentlige debat. Men systemskiftet er delvist opstået ved, at det er lykkedes regeringen at sætte et klart tema, hvor nogen er i overensstemmelse med tidsånden og har vundet over nogle andre, der ikke er det. Og så har man oven i købet fået journalister og andre til at hoppe med på vognen," siger Uffe Østergaard.

Han mener, at vi først om 10-20 år kan vide, om systemskiftet er permanent, men at meget kan tyde på det, fordi Dansk Folkeparti og Venstre har overtaget så mange arbejderstemmer.

Dermed er højre-venstre-skellet måske blevet erstattet af et skel mellem de højt- og lavtuddannede, siger han.

Kulturradikalismen døde i 1967

Men modsætningen mellem folk og elite har intet på sig, mener professor og samfundsdebattør Ditlev Tamm.

"Det er helt kunstige modsætninger. Nogle er kloge og andre mindre kloge, nogle tjener mere og andre mindre, men når man taler om eliten og om et systemskifte, prøver man at stille forskelle op, som ikke er der. Modsat systemskiftet i 1901, hvor vi gik over til en ny måde at danne regeringer på, var valget i 2001 en naturlig del af systemet med skiftende regeringer, og der er heller ikke sket store ændringer i det økonomiske system. Så jo, nogen med indflydelse på samfundsdebatten har fået mindre indflydelse i dag, men grundlæggende har regeringsskiftet betydet uendeligt lidt," siger Ditlev Tamm.

Ifølge Tamm har den eneste større ændring i de senere år været, at velfærdsstaten ikke længere opfattes som noget, der for enhver pris skal se ud, som den gør i dag. Han mener, at især de yngre danskere langsomt er ved at gøre op med opfattelsen af, at staten er forpligtet til at tage sig af den enkelte, og at kontanthjælpsmodtagere ikke behøver tage imod arbejde. At der samtidig skulle have været en åndelig samfundskamp, hvor strømningerne omkring Tidehverv har vundet, kalder han det rene sludder.

"Søren Krarup fører sin egen debat, men han er jo slet ikke toneangivende og ikke en repræsentant for den måde, der tales og ræsonneres på. Han og Langballe står for en provinsiel del af den danske samfundsdebat," siger Ditlev Tamm.

Hans Hertel mener, at Søren Krarup og Jesper Langballe repræsenterer en klar afvigelse fra, hvad det oprindelige Tidehverv gik ud på, og han kalder påstanden om en kulturradikal elite for nonsens:

"Der er ingen kulturradikal bevægelse; højst nogle folk, der har kulturradikale tanker. Bevægelsen døde med Poul Henningsen i 1967, og i dag er det ikke andet end en ufo, som nogle har set lande i det danske samfund, men som ikke findes. Det er blevet en sæk, hvori højrefløjen samler alt, den ikke kan lide, efter at kommunismen faldt som fjendebillede sammen med Berlinmuren."

Værdikonservative på sidespor

Ifølge både Uffe Østergaard og Ditlev Tamm har også værdikonservatismen mistet et vist fodfæste i offentligheden. Værdikonservative som Per Stig Møller og Connie Hedegaard udgør sammen med humanistiske socialdemokrater og SF'ere et reelt alternativ til den populistiske højrefolkelighed, mener Østergaard.

Men selv om de deler ideen om forpligtelsen til at tage sig af andre personer, ville det aldrig kunne blive en fælles, slagkraftig bevægelse, fordi de værdikonservative er individuelle personer, der nødigt vil sættes i bås med hinanden, siger Ditlev Tamm.

Alligevel efterlyser Hans Hertel et opråb fra det konservative bagland om ikke at gå på akkord længere.

"Jeg er sikker på, at man kunne få folkelig opbakning til en S-K-R-regering, måske endda med støtte fra SF og Enhedslisten. Engang var der jo en frisindet socialkonservatisme i form af Christmas-Møller, som ryddede op hos de konservative, da KU nærmede sig fascisme og nazisme for meget," siger Hertel, der også undrer sig over, hvor det gamle, højskolefrisindede Venstre er blevet af.

"Havde Uffe Ellemann været statsminister, havde det set helt anderledes ud, fordi vi så havde haft en liberal i stedet for autoritær Venstre-statsminister. Jeg kender mange, der har stemt på Venstre og fortrudt det bittert. Men hvad er alternativet? Oppositionen er blevet bange for ikke selv at kunne komme til fadet og går derfor med på skattestop og 24-års reglen, og fagbevægelsen, som var en stor progressiv kraft op igennem det 20. århundrede, har ladet sig selv afvikle af frygt for udmeldinger fra de medlemmer, der støtter Dansk Folkeparti. Det var en eklatant dumhed at lukke Aktuelt, og det har ikke været uden betydning for samfundet, at den socialdemokratiske presse er den eneste af partiernes talerør, der ikke er tilbage," siger Hans Hertel.

Socialdemokraterne lyttede ikke

Derfor er Hertel også skeptisk over for ændringer i den nære fremtid.

"Det er, som om samfundet er lammet, og borgerne har meldt sig ud af det og er blevet optaget af sig selv. Demonstrationerne for nylig var et åndehul, men der er desværre ikke meget, der tyder på, at noget bevæger sig," siger han.

Ditlev Tamm mener, at en del af kritikken fra intellektuelle i virkeligheden bygger på utilfredshed over, at der overhovedet er kommet en ny regering.

"Man må grundlæggende respektere det politiske system, og at en regering er blevet stemt til magten. Det er rigtigt, at visse ministre gør ting på en provokerende måde, og så må de naturligvis finde sig at få modspil og kritik. Men det bør ikke komme på baggrund af en generel modvilje mod regeringen," siger han.

Ditlev Tamm påpeger, at der i dag er stor enighed om udlændingepolitikken, og at de kulturradikale ikke har haft et alternativt bud på, hvordan udfordringerne med integration skulle løses. Og fordi Socialdemokraterne ikke har lyttet til borgmestres udsagn om ghettoproblemer, har Dansk Folkeparti dygtigt kunne placere sig som talerør for en del af befolkningen, der har set sig selv som ofre, mener Tamm - der ikke selv bryder sig om den tone, partiet har benyttet sig af.

Ifølge Uffe Østergaard har den europæiske udvikling i udlændingedebatten været forstærket i Danmark på grund af en snæver grundtvigianisme.

"Man har brugt populismen som megafon, og det hænger sammen med traditionenen for en grundtvigiansk folkelighed, som forstærker de almindelige svingende tendenser. Det er ikke for ingenting, at Europas stærkeste og mest succesrige populistiske parti findes i Danmark," siger han.

Fremtiden kan ændre alt

Og netop i folkeligheden og nationalismen ligger det egentlige befolkningsskel måske, mener Lars Bo Kaspersen. Det handler om nynationalisme kontra internationalisme:

"Efter Anden Verdenskrig flyttede de fire bærende partier sig alle ud på internationaliseringsfronten og efterlod den nationale front, og den har mere eller mindre stået tom, indtil Dansk Folkeparti kom og overtog den. Med Dansk Folkeparti har folket fået en platform, det ikke har haft i årtier," siger han.

Men vender man blikket mod det globale system, Danmark er en del af, bemærker man noget slående, mener Lars Bo Kaspersen: At regeringens politik for fremtiden er baseret på Velfærdskommissionens beregninger, som opfatter globaliseringen som irreversibel og ignorerer, at terror eller klimaproblemer kunne få den til at gå helt i stå.

Kaspersen kalder det farligt at basere et lands fremtidige politik på, at det går, som det går lige nu med uafbrudt vækst i verdensøkonomien:

"Det værste, man kan gøre, er at tage en aktuel global tilstand for givet. Eksempelvis vil fem store terrorangreb i Europa hurtigt kunne ryste den nuværende politiske arkitektur. Eller vandstanden kan pludselig ændres i Vesteuropa eller de lande, vi får fødevarer fra, hvorved der vil komme en voldsom national overlevelseskamp om at få fat i fødevareressourcerne - ligesom med olie og energi. Jeg tror desværre ikke på, at man globalt vil sætte sig ned og sige 'Så må vi dele det, der er'. Men en sådan situation kan nok føre et systemskifte eller to med sig."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her