Læsetid: 4 min.

Skal vores ære slå flere irakere ihjel?

17. november 2006

Undskyldning fra Fogh, Blair og Bush er første betingelse for eneste mulige hjælp til det mishandlede folk

af Ejvind Larsen

Er der i dag den mindste mulighed for at komme såkaldte almindelige irakiske mennesker til undsætning, udpegermellemøsteksperten Toby Dodge, International Institute for Strategic Studies i London, i hvert fald de første nødvendige betingelser for, at det overhovedet kan ske: "Washington (og dermed København og London, el) er nødt til at indse, at man har brug for en masse hjælp." .

Men hvem vil træde hjælpende ind i det katastrofale morads, Danmark, Storbritannien og USA har frembragt af oprør mod vores fortsatte besættelse, af indbyrdes blodige borgerkrige mellem klaner og især shia- og sunnimuslimer, af kurdiske løsrivelesestendenser, af udbredt korruption og grov økonomisk udnyttelse fra vestlige firmaers side, af konstant forværring af dagligdagen for mange irakere, af iransk og syrisk indblanding, af en folkevalgt regering, der bliver stadig svagere og derfor er ved at miste enhver legitimitet? "Den irakiske stats institutioner eksisterer simpelthen ikke," fastslår Dodge.

FN, eventuelt på kraftig tilskyndelse fra EU, er formentlig eneste mulighed for massiv hjælp til det mishandlede irakiske folk. Men om FN's aktive inddragelse siger Toby Dodge, at den er nødvendig, men har som forudsætning, at den amerikanske regering - og dermed den danske og britiske - åbent erkender, at dens egen strategi er slået fejl!

Åben erkendelse af, at have fejlet, betyder, at man taber ansigt. Bush (og Fogh og Blair) taler derfor med uld i både mund og foran hele fjæset. Og hvad gør det nye demokratiske flertal i den amerikanske kongres? Giver det irakerne og verden som helhed en uforbeholden undskyldning for det fejlgreb, krigen og den tre et halvt år lange besættelse har vist sig at være?

Omkostningerne ved vores ærekærhed betales imidlertid af endnu flere lidelser i Irak. Åben erkendelse af at have fejlet betyder, at man taber ansigt. Bush (og Fogh og Blair) taler derfor med uld i både mund og foran hele fjæset. Og hvad gør det nyvundne demokratiske flertal i den amerikanske kongres? Giver det irakerne og verden som helhed en uforbeholden undskyldning for de fejlgreb, krigen og den tre et halvt år lange besættelse har vist sig at være?

Omkostningerne ved vores ærekærhed betales imidlertid med endnu flere lidelser i Irak.

Der er ikke andet at gøre end at citere Piet Hein:

LOSING FACE

The noble art of losing face/may one day save the human race/and turn into eternal merit/what weaker minds would call disgrace.

Af hensyn til statsminister Anders Fogh Rasmussen for ikke at tale om menneskeretsforkæmper Søren Krarup også på dansk (i Piet Heins egen udgave):

AT TABE ANSIGT

At tabe ansigt er en ædel sag/om vel kan frelse Jordens folk en dag/og være taberen til evig hæder,/hvor tåber kun kan se hans nederlag.

Vores krig mod og besættelse af Irak er tredobbelt pervers. Først var det perverst at gå i krig med den begrundelse, at man vidste landet i besiddelse af masseødelæggelsesvåben - hvad Fogh udtrykkeligt erklærede, at han vidste - når det ikke besad et eneste.

For det andet var det perverst, da overgrebet i stedet for blev begrundet med ønsket om at udbrede menneskerettighederne, ikke at tage bestik af den kolossale forregning, man havde gjort sig. Der stod ikke som ventet hundrede tusinder på gaderne og tilviftede befrierne. For vel var irakere i almindelighed glade for at være sluppet af med den lede satan til Saddam, men de havde også deres værdighed at forsvare. Derfor skulle den sociale infrastruktur - plus olien - der faktisk eksisterede, straks være overladt til det irakiske folk selv. I stedet pillede vi deres egne statsinstitutioner totalt fra hinanden. På den måde udbreder man ikke folkestyre - man ydmyger et folk.

For det tredje er det perverst, at man nu begrunder sin fortsatte besættelse med netop de lidelser, den har påført og påfører Irak. Først gør vi det i dagligdagen værre for mange, end de havde det under satanen, ud over de hundrede tusinder vi direkte og indirekte har dræbt og de millioner, vi har lemlæstet, og så forsvinder vi alligevel ikke hurtigst muligt. For i så fald vil almindelige irakere få det endnu meget værre...!

Det er - nå, ja, perverst.

Danmark, USA og Storbritannien må forlade Irak, fordi vi i så udpræget grad er blevet en del af problemet, at det katastrofalt overskygger, hvor vi stadig måtte være en del af løsningen. For massiv hjælp udefra har Irak brug for. Førstebetingelsen for at nogen overhovedet vil overveje at yde den hjælp, er en undskyldning fra de nuværende og forhåbentlig snart forhenværende besættelsesmagter.

Danmark, der har sæde i Sikkerhedsrådet i FN, bør ikke have vanskeligheder ved at gå i spidsen, da Piet Hein som nævnt allerede har gjort Anders Fogh Rasmussen og Per Stig Møller og Søren Krarup den tjeneste at oversætte det til engelsk: The noble art of losing face may one day save the human race. I hvert fald nogle irakere.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her