På første side af den nye l-binds udgave af Brødrene Grimms eventyr oversat af Villy Sørensen har forlaget ryddet et pænt lille ranke-indrammet felt, hvor man kan skrive, hvem denne bog tilhører. Den type arrangementer sælger muligvis flere eksemplarer, og selv har jeg som barn ejet masser af bøger med sådan et bitte ejermandsfelt - men egentlig strider en sådan markering mod eventyrets inderste væsen, som er: at skulle gives videre, skænkes gavmildt i arv, meget gerne let præget af den enkelte fortæller, men egentlig jo bare tidløst, fælles, anonymt.
Brødrene Jacob og Wilhelm Grimm, hvis første udgave af Kinder- und Hausmärchen kom 1812-15, gjorde i sin tid et stort nummer ud af at fremhæve 'eventyr-kællingen' Dorothea Viehmann (fra omegnen af Kassel) som ægte bærer af almuens tradition for mundtlig formidling af genren. Senere forskning har godtgjort, at langt hovedparten af materialet var indsamlet blandt familie og venner i Kassels veluddannede borgerskab, hvad der kan forklare, at undergenren trylleeventyr er så voldsomt overrepræsenteret, især på bekostning af skæmte- eller krostueeventyret, om de kloge, der narrer de knap så kloge, og om den raske knægt, der binder halen sammen på troldene og render med bondepigen. Hvor meget man end må holde af Snehvide og Tornerose og Rapunsel og Hans og Grete, så foretog de to brødre en art skæv-tegning af genren, en til oplæsning afpasset frisering, som vi som oplæsere bedst kan råde bod på ved at supplere Grimms eventyr med bl.a. Asbjørnsen og Moes knap så pyssenyssede norske folkefortællinger.
Hertil kommer, at brdr. Grimm soignerede, censurerede og selekterede i det folkelige stof, så det ikke kom til at besudle ørerne på pæne folks børn. Dyreeventyr af moralsk belærende slags og legendeeventyr om Vorherre og Sankt Peter, det kunne sagtens gå an, men ikke frivole historier om fyre, der fik masser af sex plus en tønde med guld - eventyr af den art, H.C. Andersen brugte, da han formede Lille Claus.
Hvad eventyret ikke er - og er
Børnelitteratursidens redaktør har i anledning af den nye gennemillustrerede udgave af Brødrene Pæn bedt om et bud på, hvad det er, der kendetegner det gode eventyr.
Skal man nærme sig et klart svar, kan man i første omgang slå fast, hvordan det gode eventyr i hvert fald ikke er. Det er ikke psykologisk nuanceret, og det forankrer ikke sin handling konkret i tid eller rum. Det afgørende for effekten er nemlig umiddelbar genkendelighed og koncentration om det typiske, menneskeligt almene. Derfor nytter det heller ikke, hvis et eventyr er fortalt alt for kompliceret og bærer for kraftigt præg af en bestemt fortællers ekspressive evner. Teksten har jo netop heller aldrig udgjort en færdig, fasttømret enhed, men snarere op gennem tiden dannet et forlæg for valget af former og farver i sproget, hver gang bestemt af situationen.
I anden omgang kender vi det gode eventyr på, at det lige fra begyndelsen anlægger et tydeligt fokus. Der var en mand og kone, der så brændende ønskede sig et barn. Eller: Der var en prins, der så sig om efter en kone. Eller: Der var tre brødre, de to var flittige og flinke og kedelige, den tredje var en upåagtet dovenlars, der altid lå på ovnen med en cigaret, øh, jeg mener, et halmstrå i flaben. Så er scenen skabt og konflikten hurtigt markeret. Og derefter holder fortællingen som regel fast, med anskuelig enkelhed og med sans for optrin og billeder, der samler flere tråde til én.
En ulv, der kan tale
Det gode eventyr kender også virkningen af at vække en forventning og så indfri den, uden rest, og det véd, at overdrivelse gavner forståelsen. Snehvide er ikke bare sådan almindeligt pæn, hun er den smukkeste i hele kongeriget. Det kan den onde stedmoder selv se, hun behøver bare kigge i spejlet, som altid taler sandhed. Tommeliden er ikke bare sådan ret lille, han er så utrolig lille, at han kan sidde i øret på hesten og fortælle, hvornår og hvordan den skal dreje.
Eventyret skal overdrive, og det skal rumme noget ufatteligt eller umuligt. En ulv, der kan tale - en flynder, der snakker. Det skal rumme muligheden af, at der et eller andet sted ude i verden, eller under denne verden, findes en anden verden, og det skal huske os på, at uden længsel efter dette særlige noget, uden bevidsthed om den anden, indre eller nedre verden, kommer vi ingen vegne.
Ved det typiske eventyr forbinder de fleste af os en fortælling om en rask ung person, der gennem et overraskende handlingsforløb udsættes for umenneskelige prøvelser og heldigvis får lidt hjælp af overnaturlige væsener og ender med at gifte sig til et rigt og lykkeligt liv. Men bag denne standardkliché gemmer der sig en vidunderlig rigdom - i Europa, Indien, Mellemøsten og Nordafrika mellem 40 og 50 kloge grundfortællinger.
At blive et individ
Og hvad kan så disse? Jo, de kan forme og fortolke de basale erfaringer og konflikter, der hører med til at blive til. Blive et individ - ved at frigøre sig fra sin far og sin mor, herunder gå nogenlunde hel ud af ambivalensen over for moren - der i eventyrene har en mærkværdig tendens til enten at være 'den onde mor' eller den onde 'anden' mor - som i tilfældet Askepot.
Eventyret rører ved det, der er basis i mig og dig og i os alle. Det véd, hvor svært det kan opleves at skulle blive en voksen mand eller kvinde. Og det kender til følelsen af, at når en udvikling går i stå, så stivner og dør alting - indtil måske en forløsning sker.
Almen bund er der ligeledes i de mange eventyr, der handler om at udrette noget stort, og som sjældent er særlig moralske, men fremhæver, hvor vigtigt det er lige at kunne stikke en løgn samt i det hele taget udvise snildhed og kølig ro. Når datteren, der skal spinde guld, gennemfører dette, skyldes det den hjælp, hun får fra Rumleskaft. Og når hun på den anden side ikke bliver offer for denne mystiske mandslings kraft, så er det, fordi hun i tide lærer, at den har et navn, og fordi hun kan udtale dette navn, dvs. sætte den farlige styrke ind præcis på den plads, der tilkommer den frem for at blive et offer eller redskab for den. Parallelt hermed véd det gode eventyr, at det ikke hjælper noget med særlige evner eller for den sags skyld visse tekniske hjælpemidler, hvis ikke man forstår at bruge dem med omtanke. Det er vist den lære, vi kan uddrage af "Bord, dæk dig", hvor de to storebrødre som løn får et æsel, der kan spytte guldpenge, og et bord, der kan lave gourmetmad, men begge to er for dumme til at passe på deres klenodier, hvorimod deres lillebror, der bare har fået en tæskestok, véd, hvordan man narrer den begærlige og dumme.
Endelig véd det gode eventyr, at man skal holde op, mens legen stadig er god. Det er det, fiskerens kone glemmer, da hun ved flynderens hjælp stiger fra muddergrøften til pavens palads. Og det er det, eventyret véd om sig selv og igennem sin form, når det holder sig til det væsentligste og bagefter holder mund.
Snip, snap, snude, nu er børnelitteraturartiklen ude.
* Brødrene Grimm: Samlede eventyr. Oversat af Villy Sørensen. Med illustrationer af Walter Crane (1882). 568 s., 299 kr. Gyldendal. ISBN: 87-02-05281-4
