Da Liverpool FC's spillere gik fra banen efter første halvleg af Champions League-finalen mod Milan i Istanbul den 25. maj 2005, var Liverpools tid som engelsk og europæisk topklub 45 minutter fra at være afsluttet.
Klubben var bagud med 3-0 og stirrede et sikkert nederlag i øjnene. Hjemme i England var sæsonen sluttet med en skuffende femteplads i ligaen, hvilket betød, at holdet ikke ville være kvalificeret til deltagelse i mesterholdenes turnering det følgende år - hvilket ellers er en økonomisk livsnødvendighed for alle europæiske storklubber. Og forlydender i pressen ville vide, at holdets anfører og nøglespiller, Steven Gerrard, var på vej til de nykårede engelske mestre fra Chelsea, hvilket ifølge fodboldanalytikeren og tidligere midterforsvarer i Liverpool Alan Hansen endegyldigt ville forvandle Liverpools status fra en buying-club til en selling-club, altså fra en klub, der køber de bedste spillere og til en klub, der sælger sine bedste spillere.
Det var kort sagt Merseyside-klubbens afsked med topfodbold, de rødklædte spillere kunne forberede sig på, mens de med bøjede hoveder sad i omklædningsrummet og lyttede til træner Rafeal Benitez taktiske instrukser, mens lyden af fanskarens You'll never walk alone trængte igennem betonkonstruktionen.
Seks magiske minutter i begyndelsen af anden halvleg forandrede som bekendt alt. I et af fodboldhistoriens mest bemærkelsesværdige comebacks indhentede Liverpool italienernes føring og vandt efterfølgende straffesparkskonkurrencen, hjemtog mesterholdenes trofæ - den såkaldte pokal med de store ører - og sikrede klubbens eksistens i toppen af europæisk fodbold. De synligste konsekvenser af sejren var, at Liverpool blev sluset ind i det følgende års Champions League på en fribillet, og at Steven Gerrard afviste tilbudet fra Chelsea og i stedet forlængede sin kontrakt med Liverpool, men i en skyggefuld VIP-loge oppe på Atatürk Stadion, skjult for offentlighedens øjne, fandt det væsentligste resultat af det, der efterfølgende er blevet kaldt Miraklet i Istanbul, sted i form af et møde mellem Liverpools direktør Rick Parry og palæstinenseren Al-Ansari - og det første håndtryk mellem de to mænd var indledningen på et forhandlingsforløb på 19 måneder, der nu ser ud til at have store konsekvenser for både Liverpool og engelsk og international topfodbold.
På opkøb
Al-Ansari er nemlig ikke hvem som helst. Han er administrerende direktør i Dubai Investment Capital (DIC), der er et underselskab af Dubai Holdings, der ejes af Hans Højhed Sheikh Mohammed bin Rashid al-Maktoum, enehersker i Dubai og administrator af en personlig formue på syv milliarder engelske pund og en familieformue på 14 milliarder engelske pund, hvilket gør ham til det femte-rigeste menneske i verden.
Al-Ansari er således med til at forvalte enorme summer, og den palæstinensiske direktør er samtidig stor Liverpool-fan. Han har klubbens symbol - den gule liverbird - som screensaver på sin blackberry, og hvert år tager han sine sønner med til Anfield for at se holdet spille. Liverpools comeback i anden halvleg af finalen i Istanbul overbeviste ham tydeligvis om, at klubben var værd at investere i, og derefter fulgte over halvandet års intensive forhandlinger med Perry og den nuværende formand og indehaver af aktiemajoriteten i klubben David Moores; forhandlinger, der for nylig resulterede i, at DIC stablede et tilbud på 450 millioner pund på benene. Buddet er ikke formelt afgivet endnu. Det sker først, når DIC's økonomiske eksperter har gennemgået Liverpools regnskaber, men det regnes for en given sag, at DIC inden for få uger køber Liverpool FC, der dermed i realiteten bliver sheikh Al-Maktoums personlige ejendom.
Dermed bliver Liverpool den seneste af en række engelske Premier League-klubber, der er blevet opkøbt af engelske og internationale rigmænd. Det mest berømte eksempel handler naturligvis om den russiske oliemilliardær Roman Abramovich, der i juni 2003 købte Chelsea FC, men der er også andre eksempler - blandt andet amerikanske Malcolm Glazer og Randy Lerners opkøb af henholdsvis Manchester United og Aston Villa og islændingen Eggert Magnussons køb af West Ham.
Fælles for disse superrige klubejere er sandsynligvis, at de er fascineret af den glamour, der er knyttet til den engelske Premier League - en liga, der rummer nogle af verdens stærkeste og mest berømte fodboldklubber - men derudover er det svært at pege på fællestræk bag deres motiver for at overtage klubberne. Tværtimod ser de ud til at forvalte deres ejerskab ud fra vidt forskellige præmisser.
Abramovich drømmer om at gøre Chelsea til verdens stærkeste fodboldklub og har derfor pumpet enorme pengebeløb ind i klubben, der af samme grund måtte notere et underskud på omkring en milliard danske kroner på sit seneste årsregnskab, hvorimod Glazer tydeligvis betragter sit engagement i fodboldverden som en investering, der skal tjene sig selv ind, og han er derfor udelukkende fokuseret på at vride det størst mulige overskud ud af fodboldforretningen Manchester United.
Hvordan Al-Maktoum vil forvalte sit ejerskab af Liverpool er stadig et åbent spørgsmål. De engelske aviser er fulde af spekulationer, hvor sheiken fra Dubai skiftevis fremstilles som en sugardaddy a la Abramovich og som en iskold spekulant.
Sandheden ligger formentlig et sted midt i mellem.
Nye forretningsområder
Al-Maktoum har i mange år været fokuseret på at investere sin formue så bredt, at den ikke bliver svækket af det faktum, at Dubai - der i forvejen ikke er nær så olierig som nogle af sine naboer på den arabiske halvø - om få år formentlig løber tør for det værdifulde råstof. En engelsk analytiker med base i Dubai udtalte for nylig til avisen The Observer:
"For årtier siden erkendte lederne af Dubai, at landet i 2010 ikke længere ville kunne producere olie, og derfor måtte de sprede deres økonomiske interesser over mange forskellige områder."
Af samme grund har Al-Maktoum postet store summer i at indrette Dubai som et centralt rejsemål for velhavende turister - blandt andet ved anlæggelsen af luksushoteller, golfbaner og kunstige strande - samtidig med at hans investeringsselskaber har foretaget enorme opkøb over hele verden. Blandt andet har Al-Maktoum erhvervet sig hotelkæderne Jumeirah og Travelodge, 10 procent af aktierne i Daimler Chrysler, havne- og færgedriftsoperatøren P&O og Tussaud's - den verdensomspændende kæde af voksmuseér. Hans investeringsselskaber har også opkøbt ejendomme i stor stil. Det har således vakt opsigt i Storbritannien, at sheiken fra Dubai har anvendt omkring en milliard pund på at købe tre af Londons mest berømte bygninger - herunder Aldelphi på the Strand - ligesom han har købt ejendomme i USA for over en milliard dollars.
Det er i denne sammenhæng, opkøbet af Liverpool skal betragtes: Som et led i en global investeringsstrategi, der først og fremmest skal sikre en god forretning af pengene. Derfor er det ikke realistisk, at Al-Maktoum vil optræde lige så økonomisk uansvarligt som Abramovich. På den anden side er der mange tegn på, at DIC - der formelt køber Liverpool på vegne af Al-Maktoum - vil løfte Merseyside-klubben økonomisk, så den i fremtiden bliver bedre rustet til at konkurrere med Manchester United og Chelsea. Først og fremmest betragtes det som en given sag, at DIC vil bruge omkring 250 millioner pund på at bygge et nyt og større stadion. Derudover vil det dække Liverpools gæld på omkring 80 millioner pund, således at klubben bliver gældfri, og sluttelig har Al-Ansari indikeret over for Liverpools træner og ledelse, at der også vil blive afsat store beløb til indkøb af nye spillere.
Så dør vi
En investor med kendskab til Al-Maktoums finansielle strategi udtalte for nylig, at Al-Maktoum og hans rådgivere udmærket er klar over, at deres - og Dubais - globale ry i høj grad vil afhænge af, hvordan de forvalter deres kommende ejerskab af en af verdens mest kendte og elskede fodboldklubber:
"De ved, at ejerskabet af Liverpool vil anbringe dem under et mikroskop, og at de ikke kan optræde halvhjertet. (-) Alle Al-Maktoums aktiviteter handler om at sætte Dubai på verdenskortet. Han fokuserer udelukkende på at være nummer et i alt, hvad han foretager sig, og han råder over en ubegribelig formue. Liverpool vil ikke få lov at sjaske rundt midt i tabellen."
En person, der ikke er begejstret over den slags forudsigelser er Arsenals træner, Arséne Wenger. Hvis Liverpool bliver købt af DIC, vil Arsenal være den eneste af de såkaldte Fire Store i engelsk fodbold, der ikke er ejet af en rigmand. Og det får Wenger til at frygte for fremtiden for sin egen klub - og for alle de klubber, der ikke kan trække på private rigmænds formuer i kampen om de bedste spillere. Til The Guardian har han udtrykt sine bekymringer således:
"For øjeblikket kommer Arsenals indtægter fra entréindtægter, tv-rettigheder og sponsorer. Hvis indtægterne hos andre klubber består af entréindtægter, tv-rettigheder, sponsorer samt tilskud fra private ejere, kan vi ikke konkurrere. I øjeblikket er det til at leve med, fordi kun én klub har ekstraordinære ressourcer, nemlig Chelsea. Men hvis tre eller fire klubbere får adgang til tilsvarende midler, dør vi så?"
