Kan Dansk Folkeparti og Dansk Industri gå hånd i hånd langs globaliseringens sti? Det lyder utænkeligt i et land, hvor den nationalorienterede danskhed profileres som den trygge modsætning til den farlige globalisering. Men i virkeligheden er nationalidentiteten og globaliseringsstrategierne for længst smeltet sammen, siger Søren Christensen, idéhistoriker og lektor i etnologi på Københavns Universitet.
"Der har været en tendens til at se den nationalkulturelle og den globaliseringsstrategiske dagsorden som modsætninger, men grundlæggende hænger de sammen. Det danske Innovationsråd fokuserer i dag på danske folkelige værdier, fordi nationalkulturen er det sidste konkurrenceparameter, Danmark kan hævde sig på globalt, som ikke kan kopieres af andre," siger Søren Christensen.
Innovationsrådet efterlader ingen tvivl om, at den danske konkurrenceevne ikke længere kan forstås i rent økonomiske termer, siger han. Rådet blev stiftet i fællesskab i 2003 af tre ministerier, en række store virksomheder og Huset Mandag Morgen for at ruste Danmark til en global økonomi, hvor innovation er kommet i højsædet. Men når lande kopierer hinanden for at få gavn af hinandens innovationer, bliver kopibeskyttelse det afgørende spørgsmål, og derfor er der kommet fokus på, hvilke konkurrencefordele der er unikke for Danmark.
"De danske innovationsøkonomiske strategier har taget form af et kulturelt identitetsarbejde i en tid, hvor danskheden er blevet datafast, fordi man måler nationer på ting som lykke, solidaritet, demokrati og ligeværdighed. Den danske konkurrencemodel kan opsummeres som tillid, tryghed og tilpasningsevne. Det giver mulighed for at satse på brugerdreven innovation og livskvalitetsindustrier," siger Søren Christensen.
Samarbejdskulturen i Danmark forløser altså kreativitet og innovation og bunder i et folkeligt værdifællesskab. Og for at få det optimale ud af det danske potentiale må befolkningen stå sammen, så alle bidrager til at sikre Danmarks fremtid, mener både Innovationsrådet og regeringen. Men når nationen trænges sammen om sine kulturelle kernekompetencer, betyder det ifølge Christensen, at alt, der ikke er i overensstemmelse med denne nationale egenart, frasorteres.
"Der er stor forskel på, om Danmark vil danne forbillede med sine værdier eller vogte nidkært over dem. Ifølge Innovationsrådet skal vi leve af, at andre ser vores værdier som noget, der er værd at stræbe efter, men regeringen og debattører som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow fokuserer mere på at beskytte de danske værdier mod noget udefrakommende. I deres univers er multikulturalismen en trussel mod det værdifællesskab, som er rygraden i dansk konkurrenceevne," siger Søren Christensen.
Mistillid skaber mistillid
Dermed er konkurrencestaten ikke et skridt væk fra den klassiske sikkerhedsstat, som tyskeren Joachim Hirsch argumenterede for i 1990'erne. Vi har blot fået en kulturel sikkerhedsstat, hvis mål det er at fastholde og optimere de kulturelle ressourcer, mener Christensen. Modsat i Richard Floridas begreb om den kreative økonomi, hvor kulturel mangfoldighed er en central betingelse for økonomisk succes, bliver mangfoldigheden her en trussel mod fællesskabet:
"Det er et forsøg på at opstille en anden model, som fratager innovation og konkurrenceevne dens tilknytning til det multikulturelle. Regeringen vil lukke en angrebsflanke i forhold til de radikale og andre, der ud fra Florida kritiserer regeringens manglende forståelse for kreativitet og åbenhed over for verden."
Hvor indvandrere tidligere blev kritiseret for at være en omkostning på de sociale budgetter, kan de altså nu blive stillet til ansvar for en svækket gensidig tillid i samfundet og ad den vej også være en økonomisk byrde. Samtidig kunne statsministeren på Venstres landsmøde i 2005 erklære, at negativ social arv ikke skyldes økonomisk ulighed, men "kulturel ulighed". Vi er ved at få en folkelighed konstitueret på mistillid til andre, mener Søren Christensen.
Både amerikaneren Eric M. Uslaner og inderen Ashutosh Varshney har påvist, at mistillid ikke afhænger af menneskers baggrund, men af deres adskillelse og manglende kommunikation med hinanden. Og ifølge Søren Christensen kan det netop vække mistillid, hvis man insisterer på, at at andres tilstedeværelse vil svække den gensidige tillid og de fælles værdier.
- Er xenofobi også blevet en dansk værdi?
"Måske handler det ikke så meget om, at fremmedfrygt er blevet en dansk værdi, men snarere om at vi omgås værdier på en mere militant måde. Men det er ikke noget, vi er alene om. I Storbritannien er man atter begyndt at diskutere britishness som en særlig værdi, og i Holland er man gået fra multikulturalisme til næsten militant monokulturalisme i løbet af få år. Det sker i forskellige grader og former rundt i Europa."
- Men er det et problem for den danske værdieksport, hvis verdens indtryk af Danmark har ændret sig fra et åbent til et lukket land?
"Jeg tror ikke, det i sig selv skader vores anseelse, men det er svært at vide, om det gavner den. Der er jo flere forskellige opfattelser af værdierne. Hvad er frisind? Er det en bestemt praksis, som er inkluderende, eller er det en norm, som det gælder om at stå fast på? Tendensen er, at vi ser værdierne som kulturelle ressourcer, som er under belejring, og som vi må stå fast på. Og det kan virke ekskluderende."
Projekt vil næppe lykkes
Et andet problem er, at det kan blive svært overhovedet at få danskerne til at forstå, at national identitet og globalisering skulle hænge sammen:
"Innovationsrådet vil gerne mobilisere befolkningen til en konsensus om nogle fælles værdier og tænker sig selv i forlængelse af de historiske folkelige bevægelser. Men de opstod jo i protest mod noget, og først i kraft af nogle kampe blev der skabt konsensus om dem. Ideen om, at man uden kamp bare kan skabe en samfundsmæssig konsensus, forekommer mig lidt naiv. Det er et forsøg på at overvinde modsætningen mellem folk og elite, men det er svært at forestille sig, at det kan blive til ret meget andet end et eliteprojekt," siger Søren Christensen.
Han mener dog, at der er noget rigtigt i at prøve at satse på egne kompetencer i stedet for at løbe efter andre. Men enhver kritisk dimension er forsvundet, siger han.
"For 10 år siden ville man sige, at konsensus ikke kun er godt, men også kan kvæle nye initiativer. I dag skaber det udelukkende samarbejdsevne og kreativitet. Der er et utroligt naivt og ukritisk forhold til forestillingen om danskhed," siger Christensen.
Han mener, at den ironi, der tidligere har præget dansk selvromantisering, i dag er fuldstændigt fraværende.
"Tidligere betragtede vi vore karaktertræk som styrker, men også som svagheder. Der er ikke et glimt af ironi i den diskurs om danskhed, vi fremfører i dag. Det er for naivt, og derfor tror jeg, der er stor risiko for, at projektet i et eller andet omfang vil mislykkes."
* Søren Christensen beskriver danskhed som konkurrencemodel i nr. 182 af tidsskriftet Kritik
