Læsetid: 2 min.

ANDRE AVISER MENER

5. januar 2007

FRANKFURTER RUNDSCHAU

Præsidentens efterår

*FRANKFURT, 4. jan. – Når de amerikanske demokrater i dag overtager scepteret i Capitol, vender USA tilbage til en prøvet model for sit demokrati: Magtdeling mellem Det Hvide Hus og Kongressen har i nyere historie snarere været regelen end undtagelsen. Da Bill Clinton efter to år i Det Hvide Hus mistede sit flertal i Repræsentanternes Hus, lå de bedste dage i hans præsidenttid endnu foran ham.
Ingen tror dog, at den nye magtdeling vil betyde indledningen på et gyldent efterår for George W. Bush. I sin seks år lange embedstid har Bush ført sit land ud i en dyb krise, hvorfra ingen rask udvej gives, selv om der i Washington måtte opstå konsensus om de fælles anstrengelser. Hvad der er udsigt til er, at Bush halvhjertet vil forsøge at redde en mislykket krig og kun møde halvhjertet opposition fra demokraternes kongres. Hvorfor dette med stor sandsynlighed kun vil forøge Amerikas agoni og forværre Iraks lidelser kan man læse i Baker-rapporten. USA kan lige så lidt mobiilisere bred indenrigspolitisk opbakning til at føre krigen, som det i Irak kan gennemtvinge en militær sejr.

THE TIMES

Lær af franske fagter

*LONDON, 4. jan. - Det er en flabet misforståelse, at franskmændene kun har udviklet deres rige skala af håndtegn for at kunne kommunikere med ikke-fransktalende udlændinge og dermed blive fri for at tiltale besøgende på deres eget sprog.

Bevidste om, at ikke alle britiske turister finder Frankrigs tradition for gestik nem at begribe, har Paris nu iværksat en glimt-i-øjet-kampagne, der skal tolke det franske kropssprog. Det forklares eksempelvis, at man kan bruge den galliske trækken på skuldrene (Bof!) for at "benægte kendskab, enighed eller ansvar. Instruktioner: 1) Stik Deres underlæbe frem; 2) Løft øjenbryn og skuldre simultant. Denne gestus er velkendt for alle de turister, der har spurgt en parisisk overtjener, om de kan bytte desserter fra prix fixe-menuen. Storbritannien har meget at lære af dette ekstra lag i kommunikationen. En stor del af kropssproget her i dette land begrænser sig til udvidelse af et bestemt ord på fire bogstaver, og den mærkelige vinken, man undertiden kan iagttage mellem briter, er mildt sagt uartikuleret. Det er på tide, at den stive overlæbe begynder at bæve. Som Frankrig viser, ligger gestikulationens fremtid i vore egne hænder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu