Læsetid: 2 min.

'Anonymiseret historieskrivning findes ikke'

Jesper Langballe jublede, da Jyllands-Posten søndag bragte en historie, hvor Bent Jensen anklagede Jørgen Dragsdahl for at have været KGB-agent. Den efterfølgende kritik af Jensen er Langballe sådan set ligeglad med
19. januar 2007

- En 'lynstart' for koldkrigscentret. Sådan lød din melding, efter Bent Jensen i en artikel i Jyllands-Posten anklagede den tidligere Information-journalist Jørgen Dragsdahl for at have været KGB-agent. Er det en lynstart at hænge enkeltpersoner ud?

"En historiker hænger altid enkeltpersoner ud. Man kan slet ikke skrive historie uden at hænge enkeltpersoner ud. Hvis ikke danske historikere kunne skrive historier om navngivne danske nazister under Anden Verdenskrig, så ved jeg ikke, hvor vi er henne. Anonymiseret historieskrivning eksisterer ikke. Har du måske nogensinde læst et historisk værk, hvor Jensen og Petersen er erstattet med X og Q. Ærligt talt."

- Bent Jensen skal være forskningschef i det nye koldkrigscenter, som starter den 1. februar, men PET er nu i gang med at undersøge, om han har brudt tavshedsreglerne. Er det en lynstart for den kommende forskningschef?

"Hvad PET er ved at undersøge, bliver PET's problem. Mig bekendt så har Bent Jensen udelukkende benyttet sig af afklassificeret materiale. Jeg aner ikke hvilke regler, der skulle være blevet brudt af Bent Jensen. Jeg aner det ikke."

- Koldkrigscentret skal forske i tiden under Den Kolde Krig. Handler nutidshistorie ikke om at finde mønstre og sammenhænge frem for at hænge enkeltpersoner ud?

"De to ting hænger sammen. Mønstre og sammenhænge er gerne det, der skal binde et historisk værk sammen, men desuden skal enkeltpersoner flettes ind i historien på godt og ondt. Det hænger uløseligt sammen også i denne pågældende sag."

- En af landets førende strafferetseksperter, Jørn Vestergaard, kalder Bent Jensens anklage mod Jørgen Dragsdahl for dybt problematisk. En form for selvbestaltet standret, der får Moskva-processerne til at ligne civiliseret retspleje. Er agentanklagen mod Dragsdahl ikke en form for selvbestaltet standret?

"Det er en mærkelig måde at omtale seriøst historisk arbejde på. Enhver historieskrivning, som bringer ting frem, der ikke har været skrevet om før, har jo ikke noget at gøre med en selvbestaltet standret. Jeg har da aldrig hørt om, hvis Information eller Politiken offentliggør noget, som afslører noget, som nogen gerne ville have holdt skjult, at man så siger, at det var en selvbestaltet standret."

- Koldkrigscentrets bestyrelsesformand, Knud Larsen, ser ikke noget problem i at åbne op for flere navnesager. Er du slet ikke bange for, at den kommende forskning fra koldkrigscentret bliver et opgør mellem gamle stridende partere?

"Det er desværre uundgåeligt, at der vil blusse en masse sager op mellem strid-ende parter. Det viser den her sag jo meget tydeligt. Der pustes af forargelse op fra den kant, som hældede den vej under Den Kolde Krig. Men det historiske arbejde skal på en eller anden måde være et opgør med noget. Hvis man tager rapporten fra DIIS (Dansk Institut for Internationale Studier, red.), så var der ikke megen debat, da den udkom. Og hvorfor så ikke. Fordi der ikke stod noget væsentligt i den. Der var slet ikke nogen røvere i denne skov, hed analysen. Et så perspektivløst og intetsigende arbejde medfører ikke ballade. Når en historiker derimod virkelig går i gang, ja så bliver der ballade."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her