DR2 har kørt et langt tema om det, man engang kaldte Det Vilde Vesten. For os, der er vokset op med cowboyfilm, er den slags et gensyn med det barn, vi har indeni, og som engang imellem vågner fortumlet op med sine romantiske ideer om frihed og retfærdighed midt i en stadigt mere voldsfixeret og uforklarlig verden. I westerns er der rene linjer. Gary Cooper er aldrig ond, altid på den rigtige side, også selv om han, som i High Noon - Sheriffen på dansk - står alene der.
Fred Zinneman instruerede, og Carl Foreman skrev manuskriptet, da McCarthyismen stod på sit højeste i Amerika. Heksejagten på kommunister, især i Hollywood og omegn, har været set som filmens bagvedliggende tema.
Velfærdskujoner
Sheriffen, Gary Cooper, er netop blevet gift med en ganske ung Grace Kelly, der er kvæker og derfor tilhænger af absolut antivold. De er på vej væk fra byen, Cooper har gjort den beboelig ved at fjerne gangsterne. De vil starte en købmandsforretning i en anden by, men så indløber telegrammet. En mand, sheriffen har fået dødsdømt, er overraskende blevet benådet, og nu kommer han med toget efter hævn. Hans bande venter på stationen, toget ankommer præcis klokken 12 middag - high noon.
Gary Cooper forsøger at hverve medsheriffer, der er kun en times tid til det, men byens borgere så helst, at han rejste sin vej, stak af fra ansvaret. I en central scene dækker de sig under ynkelige argumenter af den sædvanlige slags. Det er virkelig ikke deres problem. Sheriffen har ganske vist gjort byen sikker, i så høj grad, at man nu bare sidder og venter på investeringerne fra de rige nordstater. Men nu er det bedst, han forsvinder. Opgøret er uundgåeligt. Det bliver privat. Det vedgår naturligvis alle, men kun sheriffen vedkender sig ansvaret. High Noon ender godt. Skurkene plaffes ned, Grace Kelly skyder endda en af dem i ryggen. Parret kan rejse bort uden at sige farvel.
Midnatteren
High Noon var eftermiddagsforestillingen. Sergio Corbuccis italienske Django var henvist til omkring midnat. Denne emblematiske film fra 1968 var meget omdiskuteret i sin tid. Censuren forbød den i Norge og Sverige, fordi man vel så den som kynisk, voldelig og måske endda fascistisk.
Hvor High Noon er en slags eksistentialistisk drama i sort-hvid, er Django en grelt farvet kollektivhistorie i store tableauer, der filmisk skylder klassikere som Eisensteins Potemkin en hel del.
Django, den ensomme og meningsløse hævner, er ikke et af guds bedste børn. Han kommer ind i filmen som et skulpturelt monument, trækkende en ligkiste gennem mudderet i en by, der er ren kulisse. Sergio Corbucci har ingen intentioner om realisme. Filmens huse er, som Per Kirkeby skrev i tidsskriftet Billedkunst i 1968, bygget i stilarten Forfald: "De er bygget som talrige romantiske malerier er malet; det er ikke rigtige bygningsværker, der er blevet til ruiner, det er bygningsværker, der er bygget som ruiner. "
I dette ruinlandskab åbner Django nu sin ligkiste og åbenbarer dens indhold, et automatgevær. Han stiller det til rådighed for mexicanerne, der skal bruge guld i kampen mod amerikanerne. Mexikanerne er en flok børn med trang til romantisk guitar, flimrende mariachitrompeter og store doser tequila. De er også grusomme, som børn, der river vingerne af sommerfugle. Det er også dem, der smadrer Djangos hænder, hvilket filmen viser temmelig udførligt, da de fanger ham, efter at han er stukket af med både guldet og pigen.
$SUBT_ON$Den stiliserede vold
Men amerikanerne er værre. I spidsen for dem står Jackson, som Vagn Lundbye i Billedkunst - Kirkeby skrev billedtekster til Lundbyes handlingsgennemgang - beskriver som den "gængse heltetype i en USA-western", hvis "underfundige degeneration rammer den legendariske cowboyfilm i al dens forherligelse af samme overklassementalitet, som gør en aktuel amerikansk krig til USA's mest spændende western i dag."
Det var Vietnam i 1968. I filmens slutscene bliver Jackson skudt ned af Django, der ligger med sine blodige håndstumper om revolveren hen over et kors på den øde kirkegård. Den lasede og møgbeskidte vagabond går derefter ud af billedet, og der panoreres tilbage til den blodige revolver hængende på trækorset.
Som overskriften i Billedkunst sagde det med et citat fra filmen: "Jackson has no right to call anybody inferior." Og som Lundbye gjorde opmærksom på det: Den stiliserede og meningsløse vold i tomme kulisser var et varsel om, "hvad der allerede sker eller vil komme til at ske i mange undertrykte lande i dag."
