Læsetid: 2 min.

Kritikken hagler ned over CO2 plan

Regeringens CO2-plan møder hård kritik fra både Dansk Energi og Greenpeace. Den rammer for hårdt, mener Dansk Energi. Klynk, mener Greenpeace
19. januar 2007

Miljøminister Connie Hedegaard (K) sendte i går regeringens såkaldte allokeringsplan ud til høring hos en lang række danske miljøorganisationer og store danske virksomheder. Planen, som har været genstand for stor intern uenighed i regeringen, tildeler de største danske virksomheder kvoter for, hvor mange drivhusgasser de må udlede. Eller sagt mere direkte. Hvor meget de må forurene.

Det kvoteomfattede erhvervsliv - industri, elværker, varmeværker og offshore - vil samlet set få reduceret deres tildeling af kvoter med godt en fjerdedel i perioden 2008-12 i forhold til perioden 2005-07, hvoraf elsektoren skal levere den største reduktion. I Dansk Energi, som er erhvervs- og interesseorganisation for energiselskaberne i Danmark, er man langt fra begejstret for planen.

"Det er en ordentlig omgang, som elselskaberne skal igennem her. Det er en kraftig reduktion af tildelingen af CO2-kvoter, og en reduktion som i sidste ende vil gå ud over vores konkurrenceevne," siger vicedirektør i Dansk Energi, Lars Aagaard. Han beklager desuden, at tidshorisonten er så kort.

"Det første år (2008, red.) kan vi jo reelt kun gøre to ting. Vi kan lade være med at producere el, eller også kan vi købe kvoter i udlandet," siger han.

- Men Greenpeace mener jo, at I burde have lagt jeres produktion om for flere år siden. Kunne I ikke have forudset, at der ville komme skrappere CO2-krav?

"Jamen, nu er Greenpeaces verden ofte meget simpel. Det handler om, at de danske energiselskaber er i konkurrence med de andre selskaber, og vi kunne jo ikke forudse, om den danske regering ville lægge et reduktionskrav, der svarer nogenlunde til udlandet, eller om vi ville blive hårdere ramt som nu," siger Lars Aagaard. Han håber nu på, at man fra 2012 kan fastsætte en fælles kvotepolitik, hvor alle energivirksomheder har de samme reduktionskrav, så det ikke svinger fra land til land inden for EU.

Klynkeri

Men hos Greenpeace får Dansk Energi ikke megen støtte. Halvdelen af de danske kraftværker bruger det mest CO2-belastende brændstof kul, hvilket i sig selv er et stort problem, mener klimamedarbejder i Greenpeace, Tarjei Haaland. "Planen, der er sendt i høring, er ikke ambitiøs nok. Jeg synes, at det er klynkeri, når vi hører fra energisektoren, at der ikke er basis for at reducere i det omfang, der er lagt op til," siger Tarjei Haaland.

"Der mangler et incitament for energisektoren til at omlægge deres produktion. De kunne bruge noget mere biomasse i stedet for kul, men det behøver de ikke at gøre med denne her plan, fordi de kan købe CO2-kvoter billigere, end det koster at omlægge produktionen. Fidusen med kvotesystemet var jo, at man skulle sænke CO2-udslippene, så man kunne få de mest belastende brancher væk," siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her