Læsetid: 2 min.

SF og S om Foghs klimaplan: Politisk bedrageri

Foghs klimaplan er muligvis en revolution i regeringen, men opposi-tionen betegner stats-ministerens projekt som et politisk bluffnummer. Kun forskningsdelen høster ros
20. januar 2007

Han har jo ikke noget tøj på. Oppositionen klæder Anders Fogh Rasmussens storstilede klimaplan af. Der er ikke alene tale om 'Kejserens nye klæder', sådan som Thor Pedersen (V) har karakteriseret EU's klimamålsætning, men derimod politisk bedrageri, mener SF's energiordfører, Anne Grete Holmsgaard. Hun finder klimaplanen alt for uambitiøs og kan slet ikke acceptere, at statsministeren har pralet med sine klimavisioner, når de reelt ikke indeholder forbedringer.

"Planen vil jo føre til, at 70 procent af vores energiforsyning i 2025 vil komme fra olie, kul eller gas. Det er helt, helt absurd. At kalde den plan for fremsynet og ambitiøs, det er politisk bedrageri. Det eneste, jeg vil fremhæve som noget positivt, er, at forskningsmidlerne stiger," siger Anne Grete Holmsgaard.

Hendes kritik retter sig især mod regeringens målsætning om, at den vedvarende energi skal fylde 30 procent af den samlede energiproduktion i år 2025.

"Både Ingeniørforeningen og Teknologirådet peger på, at den vedvarende energi sagtens kan udgøre 40-50 procent af Danmarks samlede energiforsyning. Det er simpelthen for slapt," siger hun.

Socialdemokraternes energiordfører, Kim Mortensen, er enig med Anne Grete Holmsgaard.

"Selvom vi kun lige har taget fat på det nye århundrede, er jeg ikke bleg for at kalde regeringens klimaplan for århundredets største bluffnummer i dansk politik. Hvis man blot havde fulgt den nuværende vækst i den vedvarende energi, så havde vi næsten nået målet med de 30 procent. Det er simpelthen for slapt," siger Kim Mortensen.

Sejr for Hedegaard

Han påpeger, at Fogh har et stort problem, når han for kun et halvt år siden gjorde det til et erklæret mål at gøre Danmark uafhængig af olie, gas og kul.

"Det kommer først til at ske om hundrede år," siger han. Regeringens klimaplan bliver dog betragtet som en sejr til miljøminister Connie Hedegaard (K). Ifølge Weekendavisen vandt hun en intern strid med finansminister Thor Pedersen og trafikminister Flemming Hansen (K) kort før jul. De to ministre havde sat et mål om, at den vedvarende energi blot skulle udgøre 25 procent i 2025, men deres oplæg blev kasseret, fordi Connie Hedegaard fremlagde Energistyrelsens egne prognoser, som viser, at procenten af sig selv - uden politiske initiativer - vil stige til omkring 22 procent i 2025.

Adspurgt om hun kunne have ønsket sig en mere ambitiøs målsætning for den vedvarende energi, sagde hun:

"Nej, jeg synes, at mindst 30 procent er en god målsætning, en realistisk målsætning. Jeg synes, det er en ambitiøs målsætning. Og det er vigtigt at sige, at vi fordobler forskningen," sagde hun på gårdagens pressemøde.

Regeringens klimastrategi skal genvurderes hvert fjerde år for at se, om den teknologiske udvikling giver mulighed for at sætte målene yderligere op. Desuden vil regeringen fordoble bevillingen til energiforskning til en milliard kroner om året fra 2010. Pengene skal bl.a. gå til forskning i biobrændstof, brint, brændselsceller og vindenergi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her