Kære Ole Thyssen. Der er slinger i valsen, skriver du om striden om Ungdomshuset (Information 7. februar).
I din analyse fremfører du to argumenter. Du har ret i det ene - men du tager fejl i det andet.
Dit ene argument er, at 'de unge' har gjort huset på Jagtvejen til et helligt hus. Det er det eller intet. Her har du fuldstændig ret. Huse er ikke hellige, de er købt eller solgt, også selv om de er blevet undfanget af arbejderbevægelsen, pint under politiangreb og på tredje dagen generobret som ungdomshus. Og netop dette hus er solgt. Om køberen hedder A eller B er ligegyldigt. 'De unge' må enten rette deres behov mod et andet hus eller skaffe de midler, der skal til. Her gælder ejendomsretten, og det eneste argument, der har vægt, er pengenes argument. Vil 'de unge' have netop det hus, skal de skaffe kassen, hvad enten det sker via arbejdsmarkedet, deres forstående forældre eller vennerne i det globale netværk.
Så dér har du ret: Glem Ungdomshuset på Jagtvej. Det er ikke helligt. Og i øvrigt er det skrotmodent.
Men hvad angår det andet argument tager du fejl. Du skoser 'de unge' for at ville have et hus gratis, fordi de har 'behov' for huse til at være kreative og oprørske i. "Hvis man følger det princip til dørs", skriver du, "så har enhver person, som er sulten, ret til at forsyne sig i supermarkedet." Konsekvensen er med andre ord, at hvis det var tilfældet, ville enhver kunne kortslutte fra behovet til dets genstand og betragte en udsættelse som en krænkelse.
Forenkler sagen
Her tager du fejl. Hvorfor? Fordi du forenkler sagen. I et moderne samfund er det ikke kun markedet, der regulerer, om vi skal have dækket vores behov. Det er i lige så høj grad staten. Velfærdsstaten. Og over for velfærdsstaten er det ikke pengene, der tæller. Det, der tæller, er om vores krav har tilstrækkelig politisk vægt.
Hvis jeg har ondt i knæet, kræver jeg at lægen kigger på det. Gratis! Hvis jeg har kræft, vil jeg have strålebehandling inden for fire uger. Igen gratis, om de så skal sende mig til en udenlandsk strålekanon. Hvis jeg føler mig stresset - og hvem gør ikke det - går jeg til lægen og får en henvisning.
Men hvis jeg derimod har ondt i tanden, er princippet et andet: Så ringer jeg til tandlægen, bestiller tid og tager Dankortet med, for tandbehandling koster penge. Men hvad er forskellen mellem knæ og tænder? At knæene åbenbart har bedre velfærdslobbyister.
Gør det nu sagen værre eller bedre? Efter min mening gør det sagen værre. For det, der er sket, er at rettigheder og pligter er kommet ud af kontakt. Det er ikke markedet, men velfærdsstaten, der er i skred.
Allerede K. K. Steincke sagde: Vi vil ikke finde os i almisser. Vi vil have rettigheder.
I mange år fungerede det fint. Almisser var af det onde, for hvem vil være afhængig af andres nåde og barmhjertighed? Og rettighederne var tæt koblet til en moralsk gensidighed. Rettighederne blev reguleret af en rimelighedsbetragtning og stod i øvrigt i forhold til princippet om, at den, der kunne, ydede til fællesskabet.
Problemet er, at sådan er det ikke længere. Rettigheder er noget, man tilkæmper sig inden for rammerne af uklare kriterier, og ydelserne leverer man kun, hvis man er så moralsk hæmmet, at man ikke snyder skattevæsenet.
Du ser det overalt: Forældre anlægger sag, fordi skolen ikke har sørget for at deres ordblinde barn lærte at læse. Mobbede vil have erstatning af kommunen, fordi de andre driller. Patientgrupper kæmper for, at nye lidelser anerkendes som behandlingskrævende sygdomme. Hele vejen igennem er princippet, at man har ret, indtil andet er bevist.
Hvor går grænserne?
Det er derfor, at der er slinger i valsen. Det er ikke, fordi markedet ikke fungerer. Det er heller ikke, fordi Ritt Bjerregaard er blevet blød i knæene. Nej, problemet er en systemfejl i den moderne velfærdsstat. At der ikke længere er nogen forbindelse mellem rettigheder og ydelser.
Regeringen er kommet med sit svar på problemet. Nemlig kontraktpolitik og servicegarantier. Princippet lyder: Du får hjælp - men kun hvis du gør dig fortjent til det. Omkostningen er et kolossalt system af serviceregistrering.
Men hvad gør Ritts socialdemokrater? Deres vej til ære og magt er tilsyneladende at give rettighedsskruen endnu et vrid.
Og 'de unge'? De er vokset op i velfærdsstaten. De har været omgivet af den, fra de trådte ind i vuggestuen til de forlod universitetet. De ved, at bare man spiller på alle tangenterne, skal det nok lykkes. De er lige så dygtige som den mest drevne patientforening.
Så netop dér tager du fejl, Ole. Ingen er i tvivl om, at det er forbudt at forsyne sig i supermarkedet. Problemet er: Hvor går grænserne i velfærdsstaten?
Lars Qvortrup
professor ved Syddansk Universitet, leder af Knowledge Lab
