Læsetid: 2 min.

Rend mig i nationerne

Nationens tilstand. Økuller i Småbritannien, isolationisme i Jeriko og skarpt vemod spændt ud over Bosporus-strædet. Nationen er ikke, hvad den har været, men den bliver fortsat makuleret og repareret på tv
23. februar 2007

Nationen er ikke, hvad den har været. Er det ikke multinationale selskaber, der breder sig velnærede over landegrænserne, så er det borgerne selv, der slår sig i de nationale spændetrøjer. Og er det ikke soldater, så er det tv-serier, der må forsvare nationens sammenhængskraft.

På DR1 handler det søndag om Orhan Pamuks komplekse forhold til hjemlandet Tyrkiet. "Der bor en vesterlænding i hans tyrkiske bryst," fortæller den svensktalende speaker om den seneste Nobelpris-modtager i litteratur.

"Der er mere tristhed i Istanbul end i New York," siger Pamuk selv, mens han arbejder på Columbia University på Manhattan. "Savner du Istanbul?" spørges der. "Selvfølgelig, men jeg føler ikke, jeg har mistet den. Byen er der stadig."

I hans bryst, forestiller man sig.

Jerichos lukkede verden

Samtidig på TV2 bliver Storbritannien makuleret til Småbritannien. Den tidligere kolonimagt udsat for komikerne Matt Lucas og David Walliams, der synes at foretrække indavl, idioti, uvidenhed, dovenskab, vanvid. En form for sofistikeret nationalmasochisme blandet med infantil samfundskritik.

I den amerikanske serie Jericho om USA under atomangreb forsøger man til gengæld at reparere landet indefra. Her finder lokalbefolkningen i lillebyen Jericho fællesskabsfølelsen frem fra pulterkammeret for at undgå strålesyge, atomregn og andet islamistisk, undskyld, nukleart utøj.

Jeriko er jo også en palæstinensisk by, som engang i Bibelen blev belejret af Israels sønner, som gik syv gange rundt om byen, hvorefter murene faldt. Men jeg tvivler på, at de falder i denne fade, rutineprægede sang om Guds eget land. Når Jerichos befolkning samles om en stor barbecue efter den giftige regn, ligner serien mere end noget andet et desperat forsøg på at foregøgle sammenhængskraft i et paranoidt og splittet amerikansk samfund. Som i Jerichos udgave ikke huser nogen muslimer.

Mens vi venter på bare én af dem, så bliver den forsmåede borgmesterkandidat, der kritiserer byens beredskab, udstillet som en fjende af fællesskabet. Lige som folk, der har råbt op om civile rettigheder under behandlingen af Patriot Act, blev det ude i virkeligheden. Der er nu ikke noget som en ydre fjende, der kan få majoriteten til at trække i protofascistisk, isolationistisk strambuks.

Tre fortællinger

Så her har vi altså tre hjemstavnsfortællinger: Økulleren i Småbritannien, lejrhyggen i Jericho og Pamuks skarpe vemod næret af Atatürks lynmodernisering af Tyrkiet tilbage i 1920'erne.

Man kan næsten høre, hvordan Pamuks sjæl giver sig elastisk og vidtfavnende, men også smertefuldt spændt ud mellem New York og Istanbul, modernitet og tradition. Atlanterhavet er hans Bosporus mellem Vesten og Asien. Under påvirkning af Jericho kan man til gengæld komme til at frygte, hvordan amerikansk offermentalitet er blevet til selvretfærdig lejrmentalitet. Og Småbritanniens rablende koloni fremstår i det lys som det sidste fatale og frygteligt underholdende stadie af isolationismen.

Og hvad så med danskerne? Ja, vi må jo bare blive ved med at se tv (timeshiftet eller ej), så vi kan forstå prisen for at sige nej til verden uden for nationens ligusterhæk. Det ser ud til at være valget mellem selvtilstrækkelig indavl i sofahjørnet, indtil bomben springer, eller smukt krydsbefrugtet, men måske også vemodig overlevelse i en ny verden. Egentlig ikke et svært valg. Vel, Pia?

Jericho. TV2, lørdag

Nobels Litteraturpris 2006 og Rundt om forfatteren Orhan Pamuk, DR1, søndag

Småbritannien. TV2, søndag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her