Læsetid: 4 min.

Det spanske dokudrama

De spanske storklubber burde bekende kulør. Til helvede med lokale regnvejsopgør i randregionerne blandt bøvede bønder, og et varmt goddag til de guldrandede bonusser i Champios League
17. februar 2007

Krisen kradser i cremen af spansk fodbold. I Barcelona hvisker man om den hollandske succestræner Frank Rijkaards snarlige farvel til den catalanske stolthed. Ronaldinho har om nogen været synonym for det tidligere så gældsramte Barcas retur til den højeste fodboldhimmel. Nu hævdes han på vej til Italiens Serie A. I Madrid slås man med bizarre udtalelser fra både træner Fabio Capello og præsidenten Ramón Calderón. Og i Sevilla stikker uheldet snuden frem. Spørg bare Christian Poulsen, der kan kunsten at hamre bolden på stolpen.

Lørdagens kamp mellem Baskerlandets nedrykningstruede Real Sociedad og Real Madrid, som konstant synes at spille med kniven for struben, var skåret efter doku-dramaets format. Først et mål fra hjemmeholdet i det syvende minut, som hensynsløst rev de madrilenske forsvarsrækker midt over og udstillede, hvor svært los blancos har med at drible sig hinsides midterbanen. I toppen af det kompakte 4-4-2-system krydsløb van Nistelrooy og Rául forgæves, mens den nyindkøbte Gago fra Argentina og brasilianske Emerson - som ligeledes rygtes tilbage til Italien - faldt over hinandens positioner i den overbefolkede midterdefensiv, som Capello efter italiensk opskrift insisterer på.

Men så kom forløsningen. Beckham havde ellers henslæbt tilværelsen som kamera-entusiastisk gæst i VIP-logen på Bernabéu i en måneds tid, efter at Capello og vennerne i den madrilenske ledelse havde forvist ham fra truppen. Med det forestående skifte til LA Galaxy efter sommeren 2007 og midt i en tid, hvor Galacticos-udrensningen kom på alles læber, skulle man ikke nyde noget af lunken kampiver fra det velskabte popikon. Nu var han tilbage i startopstillingen. I fuld vigør. Og der var masser, som skulle bevises.

'De gamle' slog til

Capello måtte æde sine egne udtalelser. For Beckham var den bedste dén aften. Vanen tro maste han på med determineret blik og bentøj, og selv for kyniske kritikere, som soler sig i velbegrundet mistro til Real Madrids omrejsende foldboldcirkus, var glæden i Beckhams ansigt efter scoring på frispark smittende helt ud på den anden side af tv-skærmen. Den fortabte søn var tilbage. Endda med lækkert hår, smarte pasninger og erfarent mådehold, som gav frirum til energibomben Sergio Ramos på højrekanten. Herlighederne endte 2-1 i Madrids favør efter en brutal header fra dybet af målbødlen van Nistelrooy. 'De gamle' slog til.

Det er den slags dramaer, som holder liv i krisen. Nemlig ved på rette sted og rette tidspunkt - og med Beckham i centrum som eventyrlig symbolik - at holde kritikken på afstand for en stund. Lige indtil næste weekend, hvor to gange 45 minutter helt efter topfoldboldens neurotiske vind-eller-forsvind-model kan betyde enten træner-exit eller euforisk jubel på hjemmebane.

Det er også den slags dramaer, som omdefinerer Capello til paranoid sejrherre. For nok burde han ikke sove roligt oven på vakkelvorne chefbeslutninger og mikroskopisk scoringsstatistik i sæsonen indtil nu. Nok burde der være revner i hans hermetisk tillukkede magtregime. Festglade Robinho, uvorne Cassano og den personificerede Galacticos-erindring Beckham blev frosset ude, men så meget desto mere tårnede sensationspressens romantiske længsel efter gudefodbold og kreative genistreger fra den sagnomspundne ex-træner Vicente del Bosque sig op.

Og alligevel fuldførte tropperne i lørdags hans berygtede device. Scor på de chancer, der byder sig. Lad de andre gøre arbejdet. Vind med et enkelt mål.

Fodboldspillere som handelsvare

Paradoksalt nok plejer de spanske giganter at tabe til upåagtede bundskrabere som Levante, Mallorca og Recreativo. Så bliver trætheden hos stjernespillerne, der skal præstere i højeste gear i både hjemlig og international liga, mere end tydelig, og den kradsende on-off-krise forskrives fra uforståeligt enkelttilfælde til en tyngende regel.

Derfor siger nogle, at topklubberne burde bekende kulør. Til helvede med lokale regnvejrsopgør i randregionerne blandt bøvede bønder og indkomster, som blot når trøjesalg og globaliseret franchise til sokkeholderne. Og et varmt goddag til de guldrandede bonuser i Champions League. Matchen mellem Madrid og Bayern München blev udsolgt på en times tid. Mens regnen ødelagde Gutis frisure på Sociedads hjemmefront i lørdags, kunne man se masser af tomme pladser på stadion. De har sgu ikke råd til at se Real Madrid i det baskiske.

Ronaldo er forsvundet til Milan. Beckham skal til Amerika, og Ronaldinho snupper måske også et Italien-eventyr. Men så kommer Kaka garanteret til Madrid. Det er altsammen hverdag på en måde, så Marx ville gnægge i graven. Han fik jo ret. I fodboldens verden er mennesket reduceret til en symbolsk værdi, og kroppens suverænitet synes at være et tomt hylster, som fans, emirer og russiske mafiosoer kan klæde på i tidens Chelsea-, Madrid-, Barcelona- eller Milan-farver. "Jeg er en handelsvare", som Jon Dahl Tomasson siger. Og han burde vide det.

Fyr træneren, siger flokken. Tilbage til Italien med Capello, skræpper de folkekære aviser As og Marca i Spanien. Men det er også hverdag. Trænere er også handelsvarer. Ja, selv præsidenter kan vippes af pinden i tidens troløse fodbold. Mens Capello holder vejret og grubler over taktikken for næste weekends drama, er der godt nyt for marketingen i både Madrid og Barcelona. Ifølge Deloittes årlige Football Money League kan Madrid for andet år i træk bryste sig af titlen som verdens rigeste klub. Barcelona er rykket fra en 13.-plads til nr. 2 i rækken. Og med salget af tv-rettigheder til det spanske selskab Mediapro vil indtægterne skyde endnu mere i vejret de kommende år. Hvem sagde krise?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her