Læsetid: 5 min.

Det 21. århundredes konflikter

Fremtidsscenarier. Hvilken konflikt bliver den dominerende for det 21. århundrede? Det har Prospect Magazine spurgt 100 tænkere og forfattere om. Pessimismen i deres svar er slående og viser, hvor meget tidsånden har ændret sig siden de fremtidsfortrøsningsfulde 1990'ere
3. marts 2007

For fuld fart er vi på vej ind i en ukendt fremtid. Det eneste, der er sikkert, er de enorme udfordringer, der venter på os. Og vores reaktioner på disse vil afgøre civilisationens skæbne og naturgrundlagets fortsatte økologiske bæreevne. Som den britiske sociolog og 'tredje vej'-tænker Anthony Giddens, der for blot 10 år siden udtalte sig fortrøstningsfuldt om udsigterne for det 21. århundrede, nu udtrykker det: "Vi har sluppet kræfter løs i verden, som det ikke er sikkert, vi kan kontrollere. Allerede nu kan vi have forvoldt så megen skade på vores planet, at menneskeheden ved udgangen af dette århundrede risikerer at leve i en verden, der hærges af storme, og hvor store områder oversvømmes, mens andre ligger golde hen."

Det 20. århundrede var en fæl tid. Aldrig tidligere havde menneskeheden kendt så omfattende krige, så forfærdende folkemord og så meningsløse ødelæggelser. Ekstremernes århundrede kaldte den britiske historiker Eric Hobsbawn ligefrem epoken fra 1914-91, og så dens definerende kendetegn som en afbrydelse af oplysningstidens demokratiske projekt, der løb af sporet i verdenskrige og totalitære diktaturer.

Hvor befriende føltes det da ikke, da den fæle tid fik ende med Berlinmurens og Sovjets fald. Op igennem 1990'erne var den almindelige opfattelse, formuleret af tænkere som Francis Fukuyama, at situationen var stillet tilbage til 1914 med en verdensomspændende kapitalistisk økonomi, en sejrende liberalistisk supermagt og stadig flere nationalstater på vej mod demokrati og udvikling. En triumferende optimisme på det liberale demokratis globale muligheder bredte sig.

I dag har denne optimisme få fortalere. Snarere synes en ny pessimismes tidsånd at have fået hold i os. Det er i al fald det indtryk, man sidder tilbage med ved læsningen af de bud, som 100 forfattere og tænkere har givet på det spørgsmål, som de har fået stillet af det britiske tidsskrift The Prospect: Hvad bliver den dominerende, definerende konflikt i det 21. århundrede?

Her nogle udvalgte bud:

"Det bliver en vedvarende strid imellem kosmopolitter og patrioter," mener kommentatoren Bruce Ackerman. For venstrekosmopolitterne er det presserende at sætte ind mod globale miljøproblemer og den globale ulighed i velstand - for højrekosmopolitterne er det afgørende at nedbryde alle barrierer for verdenshandlen. Hvad kosmopolitterne har tilfælles, er kravet om stærkere overnationale, globale institutioner og en tilsvarende reduktion af nationalstaters suverænitet. Venstrepatrioter vil være optaget af at beskytte lokale arbejdere imod udenlandsk konkurrence og lokale kulturer imod McDonaldisering, mens højrepatrioter vil beskytte landsmænd imod fremmedetniske indvandrere og gribe til 'forebyggende krige' mod truende udenlandske magter. Fællestrækket for patrioterne er, at de vil insistere på, at nationalstaten forbliver demokratiets bedste ramme og værn mod kosmo-elitens meritokratiske prætentioner."

Posthumanisme

Filosoffen Arthur Agley tager afsæt i, hvad han ser som den uopløselige spænding, der i det 20. århundrede bestod imellem modernitetens teknologi - den menneskelige opfindsomheds evne til at øge vor materielle velstand - og modernitetens frigørelse, dvs. de politiske handlemuligheder for at øge vores sociale velfærd. Af forskellige grunde troede ideologiske optimister fra begge fløje på, at teknologi og frigørelse kunne bringes til at gå op i en højere enhed, mens ideologiske pessimister fra begge fløje jamrede over en teknologisk 'slavegørelse', der kun på overfladen lignede frigørelse.

Det nye i det 21. århundrede bliver, mener Agley, at den sondring imellem teknologi og menneskehed, der har opretholdt vores etiske system ved at skelne mellem det determinerede (vores produkter) og det autonome (vores evne til frihed), vil blive nedbrudt, fordi den fremtidige teknologi "vil udvikle en egen personlighed", samtidig med at personer vil blive "bioteknologiseret".

"I denne nye æra vil politikkens afgørende brudzone komme til at gå imellem en post-humanisme, som i sin radikale version vil advokere for at ophæve alle sondringer mellem naturligt og kunstigt, og en gammeldags humanisme, som i sin radikale version vil omdanne modernitetens arv til en quasi-sakrosankt og romantisk oprindelighedskult."

Ekspertvælde

Økonomen Diane Coyle tror, at modsætningen mellem demokrati og teknokrati bliver den dominerende. Overraskende foretrækker hun et oplyst teknokratisk ekspertvælde, idet hun mener, at flere politikområder vil kunne forvaltes bedre af eksperter end af folkevalgte politikere, der giver efter for vælgerpres. Hvad hun frygter er, at de nye kommunikationsteknologier vil resultere i et 'hyperdemokrati' - et hastigt og massivt populistisk pres, der breder sig igennem kommunikative kredsløb.

Mistro til demokratiets muligheder ytrer også journalisten Don Berry: "Vi behøver et alternativ til demokratiet, hvis vi skal redde vores planet. Menneskeheden er ved at dræne Jordens ressourcer. Vælgere i de rige nationer vil ikke give afkald på noget, mens befolkningerne (eller diktatorerne) i de fattige vil gå efter at få alt, hvad de rige har. Da demokratier nødvendigvis må afspejle flertallets ønske (og diktatorer bare er ligeglade), vil de ikke være i stand til at stoppe destruktionsprocessen."

Berry forudser derfor, at gamle tanker om 'filosof-konger' og godartede diktaturer vil genopstå.

"Demokratiet kommer ikke til at overleve det 21. århundrede," forudser han.

Ej heller politilogen Willam Davies har forhåbninger til demokratiets muligheder, idet han forudser, at 'afvigerminoriteter' går hårdere tider i møde.

"De offentlige myndigheder vil i stigende grad bruge tvang, hvis borgere nægter at handle på fornuftige måder, der vil øge deres velfærd og velstand. Rettigheder vil blive lokaliseret i vore kroppe snarere end i vore bevidstheder, efterhånden som biometrisk identitet bliver forudsætningen for at få adgang til tjenester. Stadig vil grupper af autonomister - religiøse fraktioner, fritænkere, radikale hedonister, herunder rygere - dog gøre krav på retten til en alternativ livsstil, uanset at den i samfundets øjne vil tage sig irrationel, sær og forkert ud."

Hegeliansk optimisme

Nogen optimisme spores dog hos EU-embedsmanden Robert Cooper, som påberåber sig Hegel.

"Historien, skrev Hegel, er den fremadskridende idé om frihedens stadig større selvudfoldelse. I det 20. århundrede var rets- og nationalstater frihedens garant. På Hegels tid var de store spørgsmål - folkesundhed, arbejderrettigheder, uddannelse osv. - typisk problemer, der var hidført af industrialiseringen. Disse problemer blev løst gennem styrkelsen og institutionaliseringen af en nationalstat, som samtidig gav identitet til indbyggere, der blev revet ud af landbosamfundets snævre bånd. I det 21. århundrede har nye kommunikationsformer givet os en ny verden, og nu behøver vi igen en ny konstitution i form af et globaliseret demokrati, der kan modsvare dette. Det store spørgsmål er, hvordan vi vil bære os ad med at organisere en verden, hvor politik og identiteter stadig er nationale. Men vi kan kun overleve, få fremgang og bedre velfærd, hvis vi handler internationalt. Det lyder smukt at påberåbe sig 'det internationale samfund', men hvem består det af, og hvordan kan vi få det til at fungere?"

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu