Metoden er uændret, alvoren ny, når Jens Blendstrup (f. 1968) i dag for tredje gang udsender en novellesamling. Hans fremgangsmåde består stadigvæk i at få et løjerligt indfald og så føre det heeelt igennem, men sammenligner man Pludselig flæben med dens forgængere Mennesker i en mistbænk (1994) og Laterna vagina (2000), kan man tydeligt se, hvor meget det har gavnet ham som forfatter at få adgang til smerten og sorgen, sådan som det skete i romanen Gud taler ud (2004), hvor han i vidunderlig og kunstnerisk set hundesvær balancegang mellem letheden og tyngden fulgte sin fars kræftsygdom og død.
Misforstå mig nu endelig ikke. Jens Blendstrup er fortsat hylende morsom, og han finder også i denne bog igen og igen på vanvittigt præcise passager. Det nye ligger blot i, at hvor grinebiderierne førhen nærmest var en hovedsag, dér fungerer de mange sjovt selvlysende enkeltsentenser nu snarere som lamper, der får omgivelserne i novellens rum til at stå mere klart.
Det sammenbindende element i den nye samling er, som antydet i titlen, tårer, der pibler frem. Af sorg, desperation eller smerte. Men først og fremmest af lammende afmagt udløst af situationer, hvor hverdagen krakelerer. Over for denne følsomhed står forfatterens gennemskuende humor som garanten for, at intet af disse 17 kindfugtende optrin ender i klam sentimentalitet.
Autoriseret hulmand
Første eksempel kan passende plukkes i den indledende tekst, hvor et midaldrende parcelhusægtepar pludselig en dag opdager et ca. 30 cm stort hul omme bag deres køleskab. De har levet sammen i snart 25 år, oplevet både gode og dårlige tider; der var f.eks. hendes SM-periode og siden hen hans følsomme fase, hvor han i flere uger gik rundt og lignede en akvarel. Lige for tiden har de det egentlig meget godt, de har efterhånden begge lært aldrig at sige noget på den direkte måde.
Det mærkelige ved hullet er nu, at det suger genstande ind: først en cigaret, så en blå bold, der kommer tilbage og langsomt synker sammen til en klat. Forklaringen er, får parret at vide, at de ved konstant talen forbi hinanden og lyven for sig selv har slebet hul mellem virkeligheden og det tomme rum!
Lige netop det får læseren en antydning af midt i teksten, da manden, Tage, har tilkaldt murermester Burmein, som giver op over for hullet, siger han vil sende en regning og ellers beder dem ringe til en autoriseret hulmand.
"Jepper, siger Tage, ikke fordi han nogensinde siger 'jepper' ellers, men fordi det er noget, han husker murermester Burmein sagde, dengang hvor han ordnede deres badeværelse i niogfirs".
Sådan svarer Tage, fordi han ikke er herre i eget hus, og fordi han, mere alvorligt, ikke er herre inde i eget hoved. Det er selveste pænheden, der taler.
Stave til latteren
Mit andet eksempel tager jeg fra "Tyngde", historien om manden, der synes, at hans kæreste, senere kone, ligesom tager for let på alting, ja, faktisk også selv er for let. Selv er han nemlig dybt seriøs, uddannet i æstetik og moderne medier, faktisk en slags ekspert i Tintin. Lulu derimod er uproblematisk gennemglad og forestiller sig, hvordan de til deres bryllup flygter fra 'det dumme selskab' i en fart for så at bolle oprejst på en scooter.
"Ha-ha, sagde Nikolaj, for han lo aldrig rigtigt. Han stavede ligesom latteren i stedet for at le".
Tredje eksempel kræver ingen forudgående forklaring.
For der står: "De følte på ham alle sammen. Som på en pakke de godt vidste ikke indeholdt nogen rar sweater, men noget frygtelig uhyggeligt, som de alligevel ikke kunne nænne at give slip på". Det kan simpelt hen ikke siges mere præcist. Men her er vi selvfølgelig også tæt på det store stof, som Jens Blendstrup forløste så fornemt i Gud taler ud.
Taktilitet og tanke
En nøgle til beskrivelsen af, hvad det er, denne forfatter kan, får man i novellen, hvor hr. og fru Mikkelsen begge går rundt med en sær fornemmelse af, at en eller anden i familien er død. Hun mener, at det er en han. Han mener, at det er en hun. Men det er ikke den eneste forskel. Han er nemlig, som der står, en tankens mand, hvorimod hun først kan forstå tingene, hvis hun kan mærke dem fysisk, som da hun gnubber manden på maven og følger linjerne i den gyselige skude, som en stakkels underbetalt kineser har syet på hans trøje.
Disse to sider: tanke og taktilitet, er det, Jens Blendstrup formår at forene. Han forstår at koble noget mentalt med noget materielt, han mestrer kombinationen af komplekse mellemmenneskelige relationer med vort fysisk sansbare rum. Og denne særlige optik eller sensibilitet bruger han til med socialanalytisk anskuelighed at afdække, hvad vi måske kunne kalde: de permanente katastrofer, en panik overalt, inde i normaliteten. Frem af den mediebevidste grinebider fra Dame til fornuftige priser (1999) er der nu vokset en spøjs moralist, der på sin helt specielle facon fortæller, at noget er rablende galt med måden, vi lever på.
Jens Blendstrup 'Pludselig flæben'. Noveller. 189 s. Kr. 249,00. Samleren. ISBN 978-87-638-0585-5. Udkommer i dag.
