Filosoffen Ole Thyssen og sociologen Henrik Dahl har begået en mærkværdig bog. Krigeren, borgeren og taberen. Umage begreber i en bog, der gerne vil ramme tiden lige i fjæset, men som har sin styrke i begrebsbrugen og den sikkerhed, hvormed en lang række grundvilkår behandles i en besnærende prosa, der er essayistisk, lærd og morsom i samme greb.
Men er tanken og skriften klar, er iagttagelsen det ikke nødvendigvis. Thyssen og Dahl fisker i et put-and-take-bassin.
Thyssen og Dahl er på jagt efter en tidsånd, der lader sig drive rundt i manegen af tabere, der i et organiseret ressentiment æder sig fede i offerrollen og kræver offentlig behandling for det i deres hån over for de stadig mere fåtallige krigere, der kæmper for sejr og ære, medens borgeren lusker rundt og meler sin egen kage.
Det er vidunderligt højrøvet, når de om borgeren citerer Oscar Wilde for, at borgeren kender prisen på alt, men værdien af ingenting. Og befriende, når de flænser den politiske konsensus, der vil sikre danskernes hvalpefedt fra vugge til krukke. Men Thyssen og Dahl ankommer for sent med det, som i interviews i diverse medier fremstår som en dobbelt appel til selvansvarlighed og en æstetisk gestaltning af livet, der næsten må gøre Nietzsche misundelig.
Selvansvarlighed
De seneste 10-15 år har udviklingen på en lang række politikområder bestået i at almengøre og demokratisere - og ja, det kan vi blive enige om: nivellere og forfladige - krigerens fordringer. Selvansvarlighed som ansvar for egen læring, beskæftigelse m.v. og neoeksistentialistisk selvstilisering gennem dyrkelse af den unikke personlighed hos børn, elever, studenter, medarbejdere og ledere. Smukt sammenflettet i ideen om kompetencer, der både ruster individer i konkurrencen og tillader blomstringen af deres individualitet. Jeder Mensch ist ein Künstler, som Beuys sagde. Og fra den anden vinkel: Vækstiværksætteren - entreprenøren - som den økonomiske kriger, der for indeværende omfavnes politisk.
Om end Thyssen og Dahl rammer tåbelighederne på kornet, når de gør opmærksom på forventningen om det offentliges ansvar i snart sagt ethvert af hverdagens små psykologiske cykelstyrt, er taberfiguren blevet mindre fiks - i hvert fald for taberne. Det aktuelle velfærdsregime er netop kendetegnet ved individualisering af ansvar og risici. Beklager min empirisme, men tag et kig på dagpengereglernes udvikling. Her kan man ikke længere skyde skylden på konjunkturudviklingen (der i øvrigt er helt afgørende), som 1970'ernes velfærdsforståelser ofte var bygget op omkring.
Sympatien for krigeren til trods, figuren er hos Thyssen og Dahl på omgangshøjde med en simpel konkurrencementalitet, der ikke nødvendigvis er ædel, ærekær eller æstetisk.
Når taberne i aktiveringssamtaler og lignende høvles til bekendelse af krigerens arbejdsmoral, rummer det formentlig lige så megen livsformsimperialisme som egentlige sunde forsøg på ansvarliggørelse. Taberen i os alle er ikke nødvendigvis en udspekuleret skurk, men formentlig også knyttet til henvistheder og forpligtelser, som det selv i de moderne samfund med et minimum af solidaritet kan være svært at komme uden om. I bestræbelsen på at fremme krigermoralen på bekostning af taber- og borgermentaliteter er Thyssen og Dahl ikke usamtidige nok, for så vidt de render åbne døre ind frem for at lukke nye op de steder, de netop har be- og afskrevet med en pæn portion og lattervækkende foragt. Nemlig hos taberen og navnlig borgeren.
Findes besindelsen
Borgeren kunne være citoyen - den oplyste statsborger, der agerer i et politisk frem for kulturelt eller økonomisk fællesskab, der savner aktualisering som et projekt, der er værd at kæmpe for. Og hvem ved, måske findes steder hos taberne og borgerne besindelser, som har svært ved at trænge igennem krigerens kamphorisont, der for indeværende er fortøjret på arbejdsmarkedet.
Måske kommer de to ikke for sent til tidsånden, men det er formentlig blot vanskeligt at jagte tidsånden, når man rider på den-
