Det er vældig pædagogisk og unægtelig en hjælp, at forlag og forfatter har forsynet Jens Smærup Sørensens nye, store roman med et stamtræ til at brede ud bag i bogen. Læseren kan da forholdsvis nemt holde styr på de 30 hovedpersoner, som spredt ud på 4-5 generationer befolker værket hen over et vældigt stræk på 70 år fra 1934 til 2005.
For selv at få samling på sin historie lader Smærup Sørensen den udspille sig på tre mærkedage i to slægters liv:
En konfirmation i 1934, hvor en enkelt brovtende gæst meget gerne vil snakke om en vis person nede syd for grænsen.
Et sølvbryllup i 1967, hvor sølvbruden ret sensationelt holder tale for manden, uden at han får holdt nogen tale for hende, og hvor de unge, der hjælper til med servering, glæder sig til bagefter at komme lidt for sig selv sammen med medlemmer af det modsatte køn og danse til Beatles og Stones.
Samt en 60-års fødselsdag i 2003, hvor fødselaren starter med at prædike, at "jorden skal dyrkes", men siden, efter isen, røber for bankdirektøren og sin advokat, at han for sit eget vedkommende vil samle sig om svineavl, og at den jord, han vil købe nu, ligger i Litauen og Polen.
Denne tredje mærkedag fejres på Hotel Hvide Hus, ikke som de to forudgående i forsamlingshuset i forfatterens fødeby Staun. Det forsamlingshus er nemlig nedlagt, ingen gad alligevel længere sidde i bestyrelsen for det. Og alle folk har fået fine vaner nu, fødselsdagen koster halvandet hundrede tusinde kroner.
Bagefter kører fødselaren hjem. Til dét samfund på godt tre hundrede sjæle, som mere end nogen enkelt person står som romanens centrale figur. Værket er lige så bundet til sit sted, til sin Limfjordsegn, som Hans Otto Jørgensen nyeste Med plads til hundrede køer, med hvilken den deler en optagethed af samspillet mellem den store og den helt nære, lokale historie.
Hvad der sker med landsbyen i løbet af det 20. århundrede, sammenfattes i et kapitel, hvor Søren fra Kristiansminde, der betegnende nok er født samme år som forfatteren, til sin konfirmation får et fotografiapparat. Med det går han rundt og foreviger de omgivelser, som han aner er ved at forsvinde.
Og brugsen blev nedlagt
Søren kender navnet på hver mark og fotograferer dem alle: de lave og de højtbeliggende, de våde og de tørre, lige inden de bliver ét stort anonymt produktionsområde, uanset jordbund og gennemskæring af bække og bakker. Og han tager billeder af huse og gårde, lige på det tidspunkt hvor man holder op med at bygge på den sædvanlige måde. Mens de river stalde ned og i stedet opfører stål- og betonhaller, der tager sig ud som alle andre bygninger i alle andre industrikvarterer uden anden arkitektonisk målestok og ambition "end flest mulig kvadratmeter for det lavest mulige kreditforeningslån".
Og hvad der gælder de fysiske rammer, gælder også folk. Karle og piger fordamper. Husmænd, mange gårdmandskoner, skovarbejdere, vejmænd. Smeden, maleren, snedkeren, og så blev brugsen for resten jo nedlagt. Og købmanden og slagteren lukkede deres butikker.
Man kunne muligvis forestille sig en stor roman, der med møjsommelig omhu fulgte denne proces, ansigt for ansigt og gård for gård. Men fra hvilket synspunkt skulle den så fortælles? Og ville en sådan roman ikke forudsætte en art løgnagtig historisk linearitet, der udjævnede de smertelig sansbare subjektive erfaringer af brud og tab og savn, af tomhed og død?
Prikker og streger
Det mere end antyder Smærup, når han om sit alter ego, Søren, skriver, at hans bondske baggrund hindrede ham i helt at følge med tiden, da denne gjorde det af med de sidste rester af den førmoderne bondekultur. Hans rejse ind i nutidens virkelighed kan ikke ridses op med nogen enkelt linje, den være nok så bugtet eller krøllet.
"Den må falde fra hinanden i stumper og stykker af prikker og streger, som et kompliceret nodebillede i flere lag af samtidige bevægelser og kontraløb, frie eller manisk varierede gentagelser og snart vilkårlige, snart mekanisk skiftende tonearter, alt sammen ledsaget af absurde disharmonier."
Beskrivelsen af en sådan 'livsløbets viltre musik' leder tanken hen på det sted i Huset Buddenbrook, hvor Thomas Mann via Hanno og med Wagner som forlæg skildrer den ny tids formsprængende tonekunst. Hos begge forfattere danner passagerne æstetiske sindbilleder, en emblematisk signatur for den ordkunst, vi netop sidder og er færd med at lære at læse. Nu hvor livets linje endegyldigt er brudt.
Mental topografi
Når Smærup giver sin slægtssaga en så selvudslettende undertitel som En historie, hænger det sammen med, at der ikke mere kun er én historie. Der er mange, og af dem ses her én fortalt som konstruktion, som kollage, i brokker og tilbagespring og brud, men frem for alt berettet, ikke oppe fra en eller anden fritliggende udsigtsplatform, men inde fra punktet, fra øjeblikket, altid set og fornemmet på præmisser sat af et menneskesind, sådan som det stedse understreges ved brug af særlig malende dialektudtryk, hakkende mundtlig syntaks og fint 'dækket' gengivelse af figurernes tale og tanker.
Man kan nok, når man følger springene fra mærkedag til mærkedag, fra suppen over stegen til desserten, savne en mere udtalt ydre gestaltning af bogens personer. Smærup har tydeligvis ikke til lejligheden søgt at opøve, hvad man tidligere i litteraturkritisk sammenhæng kaldte den genuint episke 'skikkelsesdannende evne'. Til gengæld skal man lægge mærke til, at det midt i al fragmentation fuldt ud er lykkedes ham at frembringe en troværdig mental total-topografi. Sandfærdig, netop fordi den har plads til flere centre, flere komplementære perspektiver.
Og den 'store' historie bliver såmænd alligevel, hen ad vejen, fortalt ud fra og igennem de små. Blot sker dette i troskab mod erfaringens sammensathed, det komplekse i den postmoderne erfaring.
Hvorom den historiske overgang handler, lader sig af de allerede anførte grund ikke sammenfatte. Men man får et fingerpeg, hvis man sammenligner Søren-skikkelsen med den morfar, hvis fornavn han bærer. For Søren Godiksen var, som der står, med sin naturlige myndighed "en type, som tiden endegyldigt var løbet fra". En myte på sin egn, en mærkeligt mild tyran, som i sin egenmægtighed havde følelse for enhver omkring sig, og som bedømte andre med forstandighed.
Deltager-observatør
Søren derimod prøver i årene omkring 1970 at lege 'blød mand' (Scandinavian Design), snuser til ungdomsoprøret og marxismen, og tager siden hele turen fra indgroet EF-modstand til lige så helhjertet tilslutning til europæisk union. Tiden strømmer igennem ham, uden at støde på sten undervejs.
Heri ligner Søren de fleste af bogens yngre personer, f.eks. de utålmodige, lettere aggressive, overfladisk succesfulde individer, der deler bord til en 60-års-dag og så bagefter rejser sig og takker pænt for "det behagelige selskab" og "den interessante samtale". Vi er ankommet til en nutid, hvor alle taler og tænker næsten ens, uafhængigt af baggrund.
Og så alligevel ikke. For bogen har den sløjfe i behold, at 'deltager-observatøren' Søren i et afsluttende kapitel, der effektfuldt falder uden for den gennemgående struktur, skal rejse sig op og tale til forældrenes fællesbegravelse. Man aner, at denne mindetale i mangt og meget må ligne romanen, vi sidder og læser. Og når der står, at talen er blevet lidt lang i løbet af de dage, han gik på markvejene, stemmer det læseren til respekt for den kærlige indlevelse, hvormed værket selv virker gjort.
Jens Smærup Sørensen: 'Mærkedage'. En historie. 409 s. Kr. 299,00. Gyldendal. ISBN 978-87-02-05806-2. Udkommer i dag
Er ikke kommet langt i bogen, men den lover rigtig mange vidunderlige timer . Den er genkendelig på en stærk måde, med tidernes skifte og samfundets foranderlighed. Den indeholder det vi ældrer går og tumler med i vore tankegang, med reflektering over " vores liv ", hvordan i ord, at formidle dette videre til den nye generation, vore børn, som vi i sagens natur skal efterlade. Det er så vidunderligt genkendeligt og sætter mange tanker igang. Netop Sørens reflektering ang. sønnen Peter, alt det der bliver " ikke sagt ".
Glæder mig til de næste mange sider. Hilsen Dorthe