"Folk tror, at historien er ovre, og at vi alle er frie individer. Samtidig foregår der i den virkelige verden den mest brutale klassekamp, vi har set længe. Det har ramt kommunerne, embedsværket, skolesystemet og universiteterne. Demokratitanken er blevet underordnet en snæver ny-teknokratisk dagsorden om at overleve i globaliseringens totalkonkurrence. Alligevel hører man folk sige, at Venstre er blevet en slags socialdemokrati. Vi ser ikke de voldsomme brydninger i samfundet i øjnene."
Ordene kommer fra professor i etnologi ved Københavns Universitet Thomas Højrup. Thomas Højrup er også redaktør på antologien Velfærdssamfund - velfærdsstaters forsvarsform, der udkom i går.
Den danske velfærdsstat står ved en korsvej. Hvordan vil vi indrette os fremover, og vælger vi at omfavne verden eller lukke os om os selv? Det er nogle af de mange spørgsmål i bogen.
Forfatterne stiller spørgsmål ved, om vi grundlæggende forstår den rolle, vi spiller i verden i dag, og om vi er klar over de mange forandringer, der sker lige nu i vores samfund.
Thomas Højrup mener, at for regeringen er uddannelsessystemets og universiteternes formål ikke at danne vore unge til at være demokratiske borgere, men at skabe kompetent arbejdskraft og komme hurtigt fra forskning til faktura. Universiteterne har været demokratisk opbyggede organisationer, der brutalt er lavet om til et direktørstyre underlagt intens ministeriel kontrol, siger han. Og det er bare en af mange ændringer, der er sket med kort varsel og et meget snævert flertal i Folketinget, påpeger Højrup:
"Tag et overset område som fiskeriet, hvor man har gjort det helt utrolige at privatisere ejendomsretten til fisk. Indtil dette nytår har det været vores alle sammens fisk, der svømmede rundt i havet, men nu er de givet til ganske få mennesker, nemlig bådejerne. Det betyder, at store koncerner køber fisken op, og så skubber man hele det selvejende fiskeri ud,".
Ifølge Højrup ser befolkningen i storbyerne det ikke, men i mange jyske kystbyer oplever man allerede forandringen meget voldsomt.
"Næste gang, folk kommer til Skagen, vil de opdage, at fiskerbådene er væk. Nogle få store supertrawlere har erstattet hele det håndværksmæssige og bæredygtige fiskeri, og det er totalt fraværende i den offentlige debat. Spørger du fiskerne, er det den mest udprægede klassekamp, man overhovedet kan forestille sig. Og den blev indledt, samtidig med at medierne skældte Frank Jensen ud for at sige, at der stadig fandtes klassekamp i Danmark."
Vi kender menneskets bestemmelse
Velfærdssamfund - velfærdsstaters forsvarsform? prøver at se velfærdsstatens udfordringer fra en ny vinkel. Den bevidsthed, staterne opfatter sig selv med, har svært ved at gøre rede for den rolle, de spiller i forhold til andre statsformer i verden, mener forfatterne.
Derfor er det et centralt spørgsmål, hvordan vi i Vesten og Europa betragter os selv og vores historiske udvikling. Ifølge forfatterne ser vi den demokratiske velfærdsstat som verdenshistoriens avantgarde og forventer, at andre lande betragter os som deres forbillede. Vi føler, at vi er længere end alle andre i realiseringen af 'menneskets bestemmelse' som et frit og fornuftigt artsvæsen.
"Vi kan ikke se udvikling i verden som andet end de skridt, andre lande nødvendigvis må tage i retning af den menneskehedens selvbestemmelse, som vi er nået frem til," siger Thomas Højrup.
Netop den problematik kommer to andre etnologer, Marie Sandberg og Helene Rasmussen, ind på i deres del af bogen. For hvad sker der, når de europæiske værdier bliver til de værdier, alle i verden skal stræbe efter?
"Noget af det, man fremhæver som en specifik værdi for Europa, er rettighedscharteret. Og det handler netop om universelle værdier, så på den måde universaliserer EU værdierne. Hvad er det, man prøver at etablere indadtil i EU, og som så også formuleres udadtil, når man kalder det universelle rettigheder?" spørger Marie Sandberg.
Ifølge Helene Rasmussen kalder EU dog nok netop værdierne universelle i stedet for europæiske, fordi unionen ikke vil støde resten af verden.
"Vi ved alle, hvad det er for en arv, vi bærer rundt på. Når europæisk ekspansion igennem århundreder har skabt ulykker i resten af verden, skal man passe på, hvad man siger bagefter. Især fordi vi både lægger verden under vores kappe ved at sige, at de her rettigheder skal gælde for alle, og samtidig ekskluderer den ved at nedvurdere værdier uden for EU. Vi synes jo, vi har fundet de vises sten, men spørgsmålet er, om det er de vises sten for alle," siger Helene Rasmussen.
Middelklassen uden demokrati
Ifølge forfatterne har den vestlige tænkning igennem de sidste 200 år været fuld af indre modsætninger og debatter, men de har alle ligget i forlængelse af hinanden som en samlet kulturkreds; en historiefilosofisk kultur. Men vi kan let blive mødt af en helt anden tradition, når vi med og uden magt prøver at brede vores ideer ud i verden, siger Thomas Højrup. For det ser helt anderledes ud for andre højkulturer:
"Den kinesiske stormagt tænker for eksempel på en fuldstændig anden måde. Og i bogen undersøger vi Singapore som det bedste eksempel på en stat, der er inspireret af vores velfærdsstater, men tænker det helt anderledes. Vores ide om frihed er slet ikke central for deres verdenssyn," siger han.
Singapore minder om EU-landene, fordi landets økonomi er på linje med vores, og det skiller sig ud fra næsten alle asiatiske lande ved at have lige så lav korruption som Danmark. Men landet har altid været et kors for demokratiteorierne om, at en stor veludviklet middelklasse vil kræve demokrati, fortæller idéhistoriker på Københavns Universitet Søren Christensen, der har skrevet kapitlet om Singapore:
"Singapore har præcis den middelklasse, men den har aldrig krævet demokrati. På den måde minder det mere om enevælden i Danmark, hvor kongen konsulterede adelen og borgerskabet og indkaldte til forsamlinger. Samfundet rådgiver staten i Singapore, men i praksis er staten suveræn," siger han.
Ifølge Søren Christensen er værdierne i Singapore ikke udtryk for en anderledes asiatisk tradition, men er tværtimod et svar på den vestlige velfærdsstats krise.
Landet er bygget med den britiske velfærdsstat efter Anden Verdenskrig som forbillede, men ungdomsoprøret i Vesten ændrede i 1970'erne fundamentalt den måde, landet så Vesten på, fortæller han.
Sikkerhedsstat
"De problematiserede den vestlige kulturelle indflydelse i starten af 1970'erne. Singapore blev berygtet i hele verden for at tvangsklippe hippier på vej til Nepal for at vise, at man ikke ville have den slags snavs ind i sit land. I stedet fokuserede man på individuel disciplin for fællesskabets bedste," siger Christensen.
Singapore fik ideologisk opbakning fra amerikanske konservative, der mente, at velfærdsstaten derhjemme havde undermineret kapitalismen og den puritanske etik. Singapore udviklede derpå sin egen statsform, hvor velfærd kun gives til de allersvageste og virker stigmatiserende. Borgerne skal kunne klare sig selv og forpligte sig til streng selvdisciplin, så de kan stå til ansvar over for et sanktionerende fællesskab. I dag er Singapore paradoksalt nok blevet en inspiration for reformationen af de vestlige velfærdsstater, siger Søren Christensen:
"Vi kopierer mange af de træk, man har udviklet for at opretholde den sociale orden i Singapore, og som mere eller mindre suspenderer de liberale frihedsrettigheder. Den nye britiske lov om 'antisocial adfærd' kopierer Singapores form for kriminalitetsbekæmpelse i sin jagt på alle, der underminerer den sociale orden," siger han.
Der er en generel udvikling i Vesten i retning af skærpede straffe, og i Singapore føler man, at verden endelig er begyndt at se det fra deres side. Da Singapore var ramt af SARS, fik styret på få uger opsporet og interneret alle smittede og alle, de havde været i kontakt med. Den internationale verdenselite i byen nåede aldrig at blive smittet og sprede epidemien i Vesten. Og roserne strømmede til Singapore fra hele verden, fortæller Søren Christensen:
"Da kunne det ikke interessere os mindre, om frihedsrettighederne nu var blevet overholdt. Globalisering handler netop om, at noget skal flyde frit i verden, og at noget andet ikke skal. For eksempel sygdomme eller flygtninge."
Et opsigtsvækkende element i den store bog er den konklusion, at selve den danske statsform dikterer, at Danmark altid må lægge sig klods op af USA. Vi er vant til at tænke på den danske velfærdsstat ligesom på den tyske, svenske og andre, men i virkeligheden har den danske statsform et unikt territorialt ben, fortæller Thomas Højrup:
"Danmark rummer Grønland og Færøerne, er proppen i Østersøens udsejling og varetager en vigtig del af transportarbejdet i det amerikanske søfartssystem. Det danske rige er en både integreret og loyal allieret med USA. Det er ikke tilfældigt, at A.P. Møller transporterede amerikansk krigsudstyr til Irak og stiller med 50 af de 60 civile skibe, der sejler for den amerikanske flåde."
Der er en økonomisk symbiose mellem de civile og militære flåder, som er en del af USA's store militærindustrielle kompleks, og som også er overført til rummet, skriver forfatterne.
"Alle GPS-brugere betaler afgift til USA's satellitsystem og dermed deres stjernekrigsprojekt. USA koloniserer rummet og tjener på det samtidig. Af samme grund har EU prøvet at bygge sit eget GPS-system op," siger Højrup.
Men EU har ikke engang nok satelitter til at føre sine egne krige, siger Helene Rasmussen.
"EU er ikke en selvstændig militærmagt, og vi har hverken satelitterne eller de nødvendige redskaber og baser til at flyve tropper ud til de rette steder. På den ene side bryder europæerne sig ikke om at være underlagt USA; på den anden side kan vi heller ikke finde ud af, om EU skal være et strengt civilt alternativ. Der er jo også dyb splittelse om, hvorvidt vi skal være med i USA's missilskjold," siger Helene Rasmussen.
Inddæmning af Kina
Mange af EU's problemer hænger sammen med uenigheder om, hvordan EU skal udtrykke sin vilje, siger Marie Sandberg. En af pointerne i EU-kapitlet er, at den europæiske integrationsproces ikke kan få tilført ny energi gennem en indadvendt kulturpolitik, der ikke tager højde for modsætningerne i EU. Det officielle EU søger harmonien indadtil og forholder sig ikke kulturpolitisk eksplicit til omverdenen, skriver forfatterne.
"Både kulturbegrebet og åndspolitikken i EU er baseret på konsensus og den laveste fællesnævner; det vi lige akkurat kan blive enige om. Men der er jo alt andet end konsensus på området, og tingene er netop blevet til i modsætning til hinanden. Konflikter og stridigheder har været med til at skabe vores ånd og vores rettigheder, og derfor burde man måske ikke ignorere dem," siger Helene Rasmussen.
Mens EU har svært ved at skabe et suverænitetsdomæne, er Danmarks domæne vigtigere, end de fleste er klar over. Og det suverænitetsdomæne har USA sikret lige siden Anden Verdenskrig, fortæller Thomas Højrup. Da Norge efter krigen foreslog at overtage Grønland og Færøerne, fordi Danmark havde samarbejdet med Tyskland, bakkede Storbritannien Norge op:
"Men USA bremsede effektivt planen på grund af vores tætte samarbejde som sømagter og aftalerne om Grønland. Over 60 år senere er Thuleradaren vigtig for raketskjoldet og for at holde øje med, hvad der foregår i blandt andet Det Kinesiske Hav. Inddæmning af Kina bliver det helt centrale for USA fremover."
- Hvad er Danmarks egne interesser i det?
"Det er jo anerkendelsen af vores suverænitetsdomæne. Vi kæmper f.eks. om retten til Lomonosov-ryggen under Nordpolen, som er rig på guld og mineraler. Hører den til den grønlandske sokkel eller Ruslands nysiberiske øer? Der spiller USA's opbakning en vigtig rolle."
Den slags underbelyste dilemmaer træder ifølge Højrup alvorligt frem, når man analyserer det danske suverænitetsarbejde.
"Så virker det pludselig ret naivt at sige, at vi bare er en af mange ensartede nordiske velfærdsstater. Der er en grund til, at vi læner os mere op ad USA, end de andre lande gør."
Velfærdssamfund - velfærdsstaters forsvarsform? udkom i går på Museum Tusculanums Forlag
