Man må kunne gøre sig virkelig stille for at tilegne sig Sten Kaaløs nye bog. For den handler om en mand, der blev døv, og former sig som en art sanseeksperiment: Hvor lidt kan der stå, før sangen forstummer? Hvordan skal strofer se ud, hvis de skal vise, at liv ganske langsomt begynder på ny?
Historien er i al korthed den, at sangeren Adrian Moccel bliver forladt af sin kone, der er cellist. Sammen med sin elsker fløjtenisten stikker hun af til et land i krig, og da så Adrian rejser efter, ser han rivalen blive skudt og søger selv i dækning i en lille kirke, der bliver ramt af en bombe. Adrian mister hørelsen og den ene arm.
Efter et ophold i 'ingenting' kommer han på et sanatorium, der drives af nonner. Her følger læseren ham, i spinkle 1-2-3-4-linjede strofer afløst af enkelte større strukturer: brede, høje, kvadratiske eller ustadigt flimrende, alle lagt til rette som prikker, punkter i et psykisk og sansemæssigt landskab, og alle kendetegnet ved smerte, sødme, lethed, tysthed, ro.
Episk og lyrisk
Forlaget sammenligner på sin vedlagte 'vaskeseddel' digtkredsen med Steen Steensen Blichers Brudstykker af en Landsbydegns Dagbog. Men hvor denne spiller på dette både at være roman og novelle, opererer Sten Kaalø snarere på grænsen mellem digtet og fortællingen.
De enkelte fragmenter nøjes tit med at anslå en stemning eller angive en streng i forløbet; herefter bliver det op til læseren at forbinde det spredte og måske samle det til figurer.
Eller sagt på en lidt anden måde: Bogen er på samme tid formmæssigt og stofmæssigt tynd. Adrian skriver mest, hvad der sådan lige falder ham ind, og selv om det ofte har umiskendeligt præg af sprød og tøvende poesi, som når han, der ikke kan høre, ser en regn ramme et ansigt eller gætter sig til, at en dreng nok synger, når han står med åben mund, så tænker man som læser undertiden, at man (undskyld udtrykket) ville give en arm for lidt større dramatik og ekspressiv intensitet.
For eksempel i stil med fandenivoldskheden, der akkurat titter frem, da Adrian sammenligner sig med et par andre patienter: den gamle døve mand, der dog har to hænder at skjule ansigtet i, den etbenede, der trods alt kan høre, og den blinde, der immervæk kan spille på klaver.
Hvor er Gud?
Stedet, hvor de opholder sig, hedder Figenhuset, en oversættelse af Betfrage, det sted på Oliebjerget, som Jesus kom til på vejen ind i Jerusalem. Det var her, han sendte to disciple hen efter æslet, han skulle bruge. Dermed antyder Sten Kaalø et forkyndende perspektiv, som nogle steder foldes aktivt ud:
Hvor er Gud
i sneharens spo
r
I drengens smil
i oldingens savlen
I den udtørrede
knuste edderkop
Er det for at spørge
sådan at jeg er her?
Sådan spørger Adrian, der ikke vil ynkes, frabeder sig "medlidenhedsomklamringer" og ønsker, at andre vil opføre sig over for ham, som de ville opføre sig over for John Wayne. Der er ikke noget sørgeligt ved ham, nej, det eneste, han har brug for, er roen til som armløs at mærke "skriftens muskler" og freden til som døv at dyrke sit behov for "alfabetets friske rislen".
Faktisk opnår han mere end det. Han oplever at blive forelsket, lærer mundaflæsning og ender med at få en protese. Hvad læseren evt. kan lære, er at stille ind på en stille, næsten uhørlig musik og derinde høre livet begynde. Rigtig vellykket er værket ikke; men det aftvinger respekt gennem sin protest mod "ørehugget", den larmende døvhed, og ved sin ømme bekendelse til elskovssuk og enkelhed.
Sten Kaalø: Adrian Moccels papirer. Digte. 198 s. Kr. 269,00. Tiderne Skifter. ISBN: 978-87-7973-235-3. Udkommer i dag
