Tirsdag aften var der massakre på Old Trafford i Manchester. Gæsterne fra AS Roma i årets Champions League blev tværet ud. 7-1 til Manchester United med Rooney og Ronaldo i historisk topform og endda uden tåregas og knytnæveslag. Men lige under græstotterne og de fikse driblinger lurer en kulturel panik over den eskalerende fodboldvold. Er vi helt derude, hvor civilisationen hører op? Eller har vi at gøre med nogle nye sociale mønstre, som vi kun kan skimte konturerne af?
Forud for den første kvartfinale mellem United og Roma var de engelske tilhængere blevet advaret. Hold jer især væk fra Campo de Fiori. Stedet har en blodig historie. 14. marts 2006 gik en gruppe på 30 Roma-ultras amok på 200 fans fra Middlesbrough. Bevæbnet med jernstænger, knive og økser stormede de velorganiserede italienere to værtshuse, hvor de brogede 'Boro's varmede op til kamp med fadøl og mad. De fleste, nogle med familie og småbørn, flygtede fra åstedet, mens en lille gruppe notoriske slagsbrødre gik til modangreb. Mindst tre englændere måtte på hospitalet efter dybe knivstik.
Manchesters supportere holdt sig væk. Af nøje udmålte ruter blev de transporteret fra lufthavnen og ud til stadion, hvor de blev placeret i et særligt område under skarp bevogtning. Efter kampen skulle de pænt blive siddende i et par timer. Og så ellers hjem igen med bus og fly. Intet drikkeri, ingen rituel masseophidselse i stræderne og lalleglad refrænskrålen, hvor fællesskabet stives af gennem kollektivt had til de pomadiserede sydlændinge. Så blev Paul Scholes vist ud. Italienerne gjaldede ringeagten ud mod gæsterne, mens de hev og sparkede i plastichegnet, som adskilte rivalerne. Manchester-folket tog imod invitationen - det er tribalismens lov nr. et - og løb op mod hegnet. Og så gik Roms politi bersærk.
I England taler de om magtmisbrug, efter at amatørvideoer og vidneforklaringer har fundet vej til pressen. Styrtblødende familiefædre fortæller om knippelsuppe til kvinder og børn og om en uniformeret italiener, der med udtrykket 'Basta!' én gang for alle ville kværke hjemlandets seneste fodboldvold med endnu mere af slagsen. Roms borgmester er rasende over, at turistbyens glitrende image er forringet. De engelske myndigheder har pudset UEFA på sagen og kræver en kulegravning af politiets opførsel. Og i Manchester synes man, det er helt i orden at advare sine fans mod de djævelske ultras. Vi husker Campo de Fiori, som de siger.
Hooliganismen afmonterer fodbolden
Skal man bekæmpe volden med alle midler og dermed risikere at gøre livet surt for os, som bare vil se kuglen rulle, kværne en bajer og råbe ukvemsord af dem i de andre bluser? Eller skal man tie den ihjel og hårdnakket hævde, at den intet har med fodboldens smukke spil at skaffe? Nok er hooliganismen en del af fodboldkulturen, men målet med dén kultur er i bund og grund at afmontere fodboldens eksistens. Alle vi andre, som stadig kan kende forskel på en rigtig blodtud og sportens formaterede driftsudfoldelse, synger derimod med på civilisationens bannersange i de 90 minutter, som krigen på grøn-sværen varer, eller i den hede optakt til de livsvigtige kampe, hvor duellanterne øver sig i nedrigheder og forsøger at aflure fjendens forsvarssprækker.
Vi husker masseslagsmålene på stadions i 60'erne og 70'erne som fjerne glimt fra Sportslørdag, og hele verden gik i chok, da billederne af nedtrampede knivofre rullede over skærmen med tragedien på Heysel Stadion i 1985. Sikkerheden blev sat op, især på de engelske stadions, og i dag foregår den fodboldrelaterede vold i casual-kulturer med organiserede gadekampe ude i byen.
På den hårde måde
Arbejderklassens betondrenge, der i mellemtiden er sprunget ud som forfattere i den lukrative hoolie litt-branche, er i mobiltelefonens og mærkevarernes tidsalder fortrængt af pæne unge mænd med gode jobs og trendy lørdagstæv i designede omgivelser. Med inspiration fra film som Football Factory, Green Street og Fight Club forlanger de action og rutcheture i adrenalin-land. Mit liv er som et IKEA-katalog, siger hovedpersonen i Fight Club, indtil han opdager glæden ved løse tænder og opsvulmede kindben. Og når man først erfarer, at man ikke er lavet af glas, bliver de ugentlige baggårdsdyster hurtigt den lim, der binder fællesskabet sammen som et flok-filosofisk korrektiv til nutidens afmaskuliniserede stræben.
Det handler om at tæve sig ud af de flæbende dagplejemødres stramme greb og om trangen til frisættelsen af den indre brøleabe. Det er budskabet i Carlsbergs nye tv-reklamer. Det er essensen af Fight Club's hippe og hemmelige stammekrigsopfordringer. Og det er den modkultur, som skummer bag BBC's hjemmevideoer fra de blodige tribuner. Pludselig bliver det vigtigere at holde sig fra Campo de Fiori end at opføre sig ordentligt. Fans bliver til ofre, samtidig med at skellene mellem brovtende havnearbejdere med brede næver og finkulturelle mænd med hang til weekendvold og anti-IKEA bliver mere og mere umulige at opretholde. Forretningsmanden skifter timemanageren ud med en sjov kasket og anale one-liners og møder andre ligesindede i FCK's katedral. Sport er en stresskanal, som i et sekulariseret format virker endnu mere katolsk end pavens masseornamentale messen. Slagsangene ligner salmer. Indpiskeren henviser ikke til korset og Jesu lidelse, men forleder sig på sin medbragte megafon, når han rituelt gentager de omkvæd om fællesskab, som altid kredser om hadet til de andre.
Alt dét tænkte Bobby'erne udenfor Old Trafford nok ikke så meget over i tirsdags, mens de vanen tro nedkæmpede de sporadiske optøjer inden kick-off. På Campo de Fiori har de lært det på den hårde måde.
