Det er en af årets vigtigste bogudgivelser. Og den fortjener at blive læst vidt og bredt.
Ikke mindst i et Danmark, hvor den nationale identitetskamp forvikles og forkludres i tørklæder og grove generaliseringer om de andre og os.
I et Danmark, hvor finurlige post-leninistiske tvedelinger mellem islamister og naivister kan blive til bestseller-bøger, mens den tilbageblevne venstrefløj farer forvildet rundt for at finde et anstændigt modsvar under tørklæder, partisantørklæder og Gucci-tasker. I et Danmark, der søger efter nye alliancer, men som har svært ved at sætte sprog på den stadig mere globaliserede og komplekse verden, der omgiver os, præger os og skaber de politiske dramaer, der har kraft til at rive det nationale partilandskab ud af sin søvngængeragtige kontraktpolitik. Bogen hedder Identitet og Vold, og den er skrevet af Amartya Sen (født 1933), der i dag er professor på Harvard University.
Den er et formidabelt opgør med den stadig florerende teori om civilisationernes sammenstød, som er udklækket af en af hans kolleger, Harvard-professoren Samuel P. Huntington, og som kulturalister og nationalister har taget til sig efter attentatet den 11. september 2001.
Bogen er også et intellektuelt udfordrende og præcist opgør med de venstreorienterede, progressive og velmenende borgerlige, der i angsten for netop et globalt sammenstød har slået til lyd for en civilisationernes alliance - som om der findes flere forudgivne religiøse og kulturelle civilisationer.
Amartya Sen fører den globale metakamp ind i det nære. Det er ikke bare nationalistiske og religiøse identitetskæmpere, men også kritikløse fortalere for multikulturalismen, der får noget at tænke over med denne bog. Og Sen har noget at have det i.
Med humor, velvalgte litterære referencer og intellektuel klarhed dissikerer han en for en de vildfarelser og grove ideologiske forsimplinger og slette hensigter, der bidrager "betydeligt til de uroligheder og barbarier, som finder sted omkring os. Illusionen om en skæbne, især hvad angår en eller anden bestemt ensidig identitet (religiøs eller kulturel, red.)- nærer volden i verden".
Udelukkelsens ulykke
Allerede i sin barndom i 1940'erne oplevede Amartya Sen på egen krop, hvordan de politiske spil om Indiens deling kunne forvandle en januars helt almindelige hverdagsmennesker til et rasende og blodigt sammenstød i juli mellem hinduer og muslimer, der førte til hundredtusinder af mennesker mistede livet.
Folk, der havde været fredelige borgere, blev på få måneder forvandlet til krigere. Volden anstiftes gennem den påtvingning af ensidige og krigeriske identiteter på godtroende folk, der forfægtes af frygtens veltalende håndværkere.
Amartya Sen husker dengang i 1953, hvor han som studerende kom til Storbritannien, og udlejeren bekymret spurgte til, om hans hudfarve kunne smitte af i badet og samtidig forklarede, at en af den vestlige civilisations særlige opfindelser var det at skrive ("Bibelen gjorde det"). Det var hverken første eller sidste gang, at han på grund af hudfarven blev mødt af mistro. Og kulturelt hovmod.
Den moderne udgave af dette hovmod er tesen om civilisationernes sammenstød, som Samuel P. Huntington har udklækket - på ryggen af Spengler og Toynbee - og i de senere år er den reduceret til et globalt sammenstød mellem Vesten og Islam.
Amartya Sen kalder denne form for tænkning en "civilisatorisk indespærring".
Hans helt grundlæggende indvending er, at man ikke kan proppe et menneske ned i en kollektiv container, hvor hele dets eksistens er defineret ud fra en religiøs eller kulturel identitet. Ethvert menneske rummer mangfoldige identiteter og kan vælge, hvor stor vægt de enkelte tilhørsforhold - nationalitet, bopæle, klasser, erhverv, social status, sprog, religion etc. - skal have i enhver given sammenhæng.
At leve komplekst
Sen erkender kompleksiteten i virkeligheden, hvor Huntington - og med ham danskheds-tænkere - søger at reducere mennesket til en kulturel og religiøst betinget skillelinje. Eller som Sen skriver:
"Jeg kan på samme tid være asiat, indisk statsborger, bengaler af bangladeshisk oprindelse, indbygger i USA eller Storbritannien, økonom, lommefilosof, forfatter, sanskritist, stærk tilhænger af sekularisme og demokrati, mand, feminist, heteroseksuel, forsvarer af homoseksuelles rettigheder, levende et ikke-religiøst liv, af hindubaggrund, ikke-brahmin og ikke -troende på et liv efter døden (og heller ikke, hvis nogen skulle spørge, på et liv før fødslen)".
Sen er kosmopolit ind til benet som samtidige store tænkere som sociologen Ulrich Beck, politologen David Held, forfatteren Salman Rushdie og som filosoffen Hannah Arendt var det i sin tid. Han ser ikke den fremmede som en potentiel trussel, men som en mulighed for gensidig berigelse. Fordi han ved, at verdenshistorien er fyldt med hybrider, kulturelle sammenblandinger og grænseoverskridende intellektuelle befrugtninger.
Muslimer ER forskellige
Amartya Sen har blik for paradokserne og de forunderlige sammenblandinger, som verdenshistorien på samme måde insisterer Amartya Sen på at analysere mangfoldigheden af muslimske identiteter i stedet for at tale om en islamisk civilisation, der hænger fast i et sort mørke fra før Oplysningstiden.
Der er mange forskellige muslimer, og de delte sig også på alle sider af skillelinjerne efter attentatet den 11. september.
Nogle er tolerante og troende, andre er intolerante og troende, men muslimerne - som alle andre religiøse fællesskaber - kan ikke sættes på en enkelt eller en binær kode. Sen tager skarpt afstand fra den afskyelige terrorisme, der postulerer, at de er islams krigere, men han advarer samtidig imod de velmenende forsøg på definere 'sande muslimer', hvor vestlige regeringers i angst for terrorismen derpå ophøjer såkaldt moderate muslimske ledere til talsmænd for alle muslimer. Det er hele denne kollektivisering af troen og de troendes fællesskab i det offentlige rum, som Sen tager afstand fra.
Han er dybt forankret i en frihedstænkning og holder fast i, at folk ikke kan anskues alene ud fra religiøse begreber, men har en mangfoldighed af identiteter.
Amartya Sen mener, at der er behov for en revision af forståelsen af multikulturalismen, der kan føre til, at lande som f.eks. Storbritannien ender med at få afsondrede religiøse monokulturer og separatisme i ghettoerne. Især er han skeptisk over for, at staten - i sin bekendelse til multikulturalismen - aktivt støtter og opdyrker de nye tros-skoler, der er opfundet til muslimske, hinduistiske og sikh-børn, som tilføjelse til de eksisterende kristne skoler.
Sen er ikke bange for det multikulturelle og multietniske, for han lever det selv med og i som et grundvilkår.
Det, han advarer imod, er, forvandlingen af det til en -isme, en ideologi for adskilte fællesskaber defineret ud fra tro.
Han ser hellere, at man aktivt opmuntrer borgere af forskellig baggrund til at omgås hinanden i civilsamfundet og til at deltage i det politiske liv som borgere - i stedet for under dække og tilsløret af trosrepræsentanter.
Frihedstrang
Amartya Sens bog udfordrer læserne til at bevæge sig ud over fordommene og vanetænkningen. Han trækker trådene tilbage i historien og identificerer, hvordan selv grundlæggende ideer - som mange i Vesten har fået for vane at hævde som deres egen isolerede kulturtradition - er formet i brydninger og mødet mellem folk på tværs af landegrænser.
I den forstand er hans tænkning global og kosmopolitisk i den gode frugtbare forstand, og det er tiltrængt i den til tider ganske lumre nationalstats-sociologi og containertankegang, som også har slået rødder i det danske. Amartya Sens bog - der er forbilledligt oversat af Lotte Folke Kaarsholm - er et væsentligt bidrag til at bringe samtidsdebatten ud af civilisationskrigens og kulturreduktionismen svøbe.
Den peger frem mod en mere kosmopolitisk verdensorden, hvor mennesker kan vælge at leve med mangfoldige og forskellige identiteter.
Bjarke Møller er journalist ved Ugebrevet Mandag Morgen.
Amartya Sen: Identitet og Vold, Informations Forlag. 184 sider, kr. 248. ISBN 978-87-7514-161-6
