Læsetid: 5 min.

Rodekassen på Vestegnen

Dyrt indkøbte stjernespillere og unge talenter flakker forvirret rundt på et formløst Brøndby-mandskab
12. maj 2007

Da Nicklas Bendtner ved U-21 EM i Portugal sidste år meldte ud, at han burde være førsteangiber på ungdomslandsholdet i stedet for Morten 'Duncan' Rasmussen, skete det med ordene:

"Han står bare deroppe og glor."

Bendtner henviste til 'Duncans' noget immobile spillestil, og selv om den unge Birmingham-angriber efterfølgende blev tvunget til at beklage sin udtalelse, så er det korrekt, at 'Duncan' i høj grad baserer sit spil på en evne til at lunte rundt i modstandernes straffesparksfelt og få fat i bolde, der bliver lagt ind til ham, nogenlunde som den skotske tankcenterforward Duncan Ferguson, som han har lånt sit kælenavn fra. Når 'Duncan' bliver fodret af sine holdkammerater, er han imidlertid en ganske farlig angriber. Det har han bevist tidligere i sin karriere. Og det har han også demonstreret ved visse lejligheder i Brøndby.

Alligevel kan man udmærket betragte Morten 'Duncan' Rasmussens tilstedeværelse hos de blå-gule som et billede på den nedtur, som holdet fra Vestegnen har oplevet i denne sæson, og som primært skyldes, at Brøndbys mandskab ikke længere giver indtryk af at være et kollektiv af spillere, der er samlet for at omsætte et klart defineret spilkoncept til sejre og dominans i ligaen, men snarere er en gruppe talenter og lejesvende, der er puljet sammen efter det forhåndenværende søms princip.

Succes med ind- og udkøb

Den nuværende nedtur er på mange måder blot kulminationen på et årelangt forløb, der startede, da Michael Laudrup blev træner for klubben i 2002. Før Laudrup kom til Brøndby, var klubben kendt for at praktisere et britisk inspireret 4-4-2 system med presspil over hele banen. Det var måske ikke altid lige kønt at se på, men det var uhyre effektivt, når modstanderne blev kværnet ned af den blå-gule maskine, der især blev holdt i gang af en løbevillig midtbane, hvor navne som Kim Vilfort og John 'Faxe' Jensen tidligere har udfoldet sig.

Inspireret af sin tid som hjælpetræner for Morten Olsen på landsholdet - samt sine år i udlandet - ønskede Laudrup imidlertid at lægge spillet om til en fløjbaseret 4-2-3-1, hvor holdet angreb over fløjene, og en hængende angriber var placeret i hullet mellem midtbanen og den deciderede frontløber, nogenlunde som man kender spilsystemet fra det danske landshold. Af den grund indledte Laudrup sit arbejde i Brøndby med at rense ud i spillertruppen. Ud røg tempomaskiner som Magnus Svensson og evighedstalenter som Mikkel Jensen og Søren Krogh, og ind kom spillere som Morten Wieghorst, Martin Retov og Kasper Dalgas - altså folk som Laudrup kunne bygge sit eget system op omkring. Senere kom også Johan Elmander, Morten Skoubo og Andreas Jakobsson til, samtidig med at Daniel Agger og Thomas Kahlenberg blev hentet op fra ungdomsrækkerne, og om denne stamme konstruerede Laudrup et fløjstærkt mandskab, der med udgangspunkt i teknisk betonet angrebsfodbold hentede tre sølv- og en enkelt guldmedalje i perioden 2002-2006. Og når man kigger tilbage på Laudrup-epoken, kan man se den som et skoleeksempel på, hvordan man gennem fyringer og indkøb sammensætter en trup til at kunne omsætte en bestemt spillefilosofi til praksis, ligesom den også udgør en demonstration af, hvor vigtigt det er, at der er sammenhæng mellem trænerens sportslige overvejelser og sportsdirektørens indkøb af arbejdskraft til truppen.

Problemerne meldte sig imidlertid, da Laudrup i sommeren 2006 - på baggrund af en skuffende forårssæson og et langstrakt, uafklaret kontraktforhandlingsforløb - valgte at stoppe som træner. I samme fase, eller nogle måneder forinden, havde holdets bærende kræfter i skikkelse af Daniel Agger, Morten Skoubo, Thomas Kahlenberg og Johan Elmander også forladt klubben, og det betød, at Brøndby stod tilbage med en trænerløs trup, der også var ribbet for de spillere, der havde været hovedansvarlige for at omsætte Laudrups koncept til sejre på banen. Sagen var klar: På det tidspunkt skulle Brøndby enten have ansat en ny træner, der ville føre Laudrups stil videre - og givet ham mulighed for at indkøbe kvalificerede erstatninger. Eller man skulle have hentet en ny træner, der ville lægge spillestilen helt om - og derefter ladet ham foretage den udrensning af truppen, som Laudrup også selv fik lov at foretage, da han kom til.

Hele holdet sejler på Vestegnen

I stedet valgte man hverken eller. Man ansatte Rene Meulensteen - en hollandsk hjælpetræner i Manchester United med forkærlighed for det britiske 4-4-2 - og bad ham om at køre videre med den nuværende trup, tilsat et par enkelte forstærkninger i form af ukendte navne som haitianeren Jena Philippe Peguero og deciderede andenrangsfolk som Hannes Sigurdsson og Giovanne Rector. Og resultatet var som forventet: Brøndby sejlede rundt hele efteråret med et profilløst mandskab og et uklart spilkoncept, og da vinterpausen indtraf, drog Meulensteen hjem til Manchester.

Han blev afløst af Tom Køhlert, der foråret igennem har kæmpet med samme problemer som Meulensteen, nemlig at han forsøger at tvinge et givent spillekoncept ned over en trup, der ikke er i intern balance, og hvor flere af nøglespillernes kompetencer stikker i helt andre retninger. Det bedste eksempel på denne problematik udgør den offensive midtbanemand Martin Ericsson. Han blev købt af Laudrup for at overtage Johan Elmanders rolle som den hængende angriber lige bag frontløberen - en position han udfyldte perfekt i AaB. Men i Tom Køhlerts foretrukne 4-4-2 eksisterer denne position slet ikke, og derfor har Martin Ericsson tilbragt sine skadesfrie perioder med at flakke rundt som forvirret midtbanemand eller halvforkølet angriber, uden at Brøndby overhovedet har været i nærheden af at forløse denne fine boldspillers fulde potentiale.

Som nævnt i indledningen illustrerer også Morten 'Duncan' Rasmussens situation de vanskeligheder, som Brøndby-holdet og Køhlert slås med. 'Duncan' blev hentet til Vestegnen for at udfylde rollen som den enlige targetman, der skulle ligge inde i boksen og profitere af de indlæg, som holdets fløje hældte ind i hovedet på ham. Men under Køhlert dyrker Brøndby i praksis ikke længere fløjspillet, så 'Duncan' er i stedet blevet reduceret til en primitiv targetman, der lunter rundt på modstanderens banehalvdel og forsøge at vinde hovedstødsduellerne, når hans holdkammerater tonser bolden op til ham.

Brøndbys trup er i det hele taget at sammenligne med en rodekasse, hvor gamle Laudrup-indkøb, billige lejesvende og unge talenter er hældt sammen, uden at der har ligget nogen overordnet idé bag sammensætningen af truppen. Og resultatet kunne beses af hele Danmark onsdag aften, hvor FCK sikrede sig det danske mesterskab med en 1-0 sejr. Gennem hele kampen - ja, selv i det sidste kvarter, hvor de blå-gule var en mand i overtal - bestod Brøndbys angrebsfodbold konstant i at losse lange bolde frem til Morten 'Duncan' Rasmussen, hvorefter resten af midtbanen skubbede med frem i håb om en tilfældig chance. Ellers gik tiden med boldskubberi på tværs af banen og mislykkede forsøg på at få selv de mest simple kombinationer til at fungere. Hvor forstemmende. Hvor planløst. Hvor trist at tænke på den hast, hvormed Laudrups teknisk betonede angrebsmaskine er blevet demonteret og erstattet af dette knoldesparkeri. Sic transit gloria på Vestegnen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her