Ved Kristian Villesen
Lene Espersen
Er i dag kaldt i åbent samråd af Udvalget for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri. Det handler om de nok så omtalte væskende skuldersår hos søer.
Tobak-banditter
David fra Amager har sendt et brev til sundhedsministeren med titlen "Tobaksrygerne er en flok banditter". Her hedder det bl.a.: "Politikerne er enige om, at ikke-rygerne skal aflives af tobak-banditterne, og derfor har de lavet en ny beskidt svinsk rygelov".
Klovne
150 forskere i sygepleje fra hele verden er i Aalborg, hvor de bl.a. vil diskutere kommunikation mellem patienter og personale. Indføring af klovne-næser på børneafdelingerne er på dagsordenen. Som om det ikke var angstprovokerende nok at ligge der i forvejen.
Paris Hilton
Er nu endelig kommet i fængsel for sin spirituskørsel. Den første dag bag tremmer er gået godt. Hun har ikke megen plads, men hun tager det pænt, forlyder det fra fængslet i Los Angeles. Hendes første måltid bestod af en skål cornflakes med brød og juice.
Ferieholdere
Danskerne er begyndt at holde helt fri grundlovsdag. Der kommer ingen post, og såvel kommuner som smørrebrødsbutikken i St. Kongensgade er lukket. Selv Johannes Andersen fra Aalborg Universitet tager ikke sin telefon. Det er altså svært at være journalist.